Lad os tage navnet først: Lynk & Co lyder unægtelig sjovt, men de to ord er en omskrivning af ordene linked and connected (opkoblet og forbundet). Med det navn signalerer det nye bilmærke en høj grad af digitalisering.
Det nye bilmærke har rødder i den efterhånden store Geely-koncern, der bl.a. står bag Volvo, og Lynk & Co’s modeller er da også udviklet i Sverige i en ny organisation uden for Göteborg.
Her sidder eksperter med baggrund fra et utal af brancher. I alt 23 nationaliteter er repræsenteret i udviklingsafdelingen, der som den første af sin slags arbejder med en regel om, at der skal være præcis lige mange kvinder og mænd.
Fås kun i en variant
I øjeblikket produceres alle biler i Kina, og indtil videre er der solgt 250.000 styks i hjemlandet. Snart er turen kommet til Europa, hvor det nye bilmærke får sin debut sidst på året med Amsterdam som første by med et udstillingslokale.
Det er en kraftig forsinkelse i forhold til de oprindelige planer. Da Motor var til første præsentation af mærket i 2016, blev den europæiske introduktion indikeret til 2018.
Bilerne ventes at kunne bestilles til Danmark i begyndelsen af 2021, men der er ingen aktuelle planer om et dansk udstillingslokale. I hvert fald ikke et permanent, for Lynk & Co arbejder også med popup-showrooms, men heller ikke her optræder Danmark på Lynk & Cos oprindelige liste.
Endnu er der kun én model til Europa, og den hedder 01. Den fås kun i ét udstyrsniveau, som ifølge producenten inkluderer alt, så det eneste, kunden skal interessere sig for, er farven.
Bilerne bestilles online, og der er derfor ingen forhandlere. Man får simpelthen bilen leveret på adressen få dage efter den er bestilt.
Service og reparation foregår enten ved hjælp af opdateringer over mobilt datanet, eller via Volvos værksteder i Europa.
Se mere: Den frække kineser jagter storby-ungdom
Lynk & Co vil ikke sælge biler - kun lease
Man kan ikke købe bilen. I stedet tegner man abonnement, som kan løbe helt ned til en enkelt måned. For en fast pris har man brugsretten over bilen i en aftalt periode og antal km.
Ideen er at gøre kunderne fri for alle de bekymringer, et bilejerskab kan føre med sig, og Lynk & Co sammenligner sig med f.eks. Netflix og Spotify, hvor man har adgang til ydelser uden at skulle eje musikken eller filmene.
På samme måde har man også bygget en funktion ind i bilen, så man kan udleje sin bil, når man ikke har behov for den. Det foregår som man kender det fra f.eks. Airbnb. Lejerne får adgang til bilen via en app, og det er også gennem den, at betalingen foregår.
Se mere: Kineser lokker med luksus og leasing
Elektrificerede biler
Den første model fra Lynk & Co hedder 01 og er en SUV, der er baseret på samme platform, der lægger grund til Volvo XC40. I 01 er der kun valg mellem to motorer: Den ene er en hybridmodel med 1.5 benzinmotor på 143 hk, der er koblet sammen med en elmotor på 50 hk. Den kombination er ikke set før i Volvo-familien.
Den anden er en plugin hybrid, hvor benzinmotoren yder 180 hk og elmotoren 75 hk. Den kan køre op til 70 km på en opladning, før benzinmotoren starter. Det er mere, end Volvo-modeller i dag tilbyder.
Se mere: MG ZS - elektrisk SUV til lavpris
Senere – om et par år - dukker en anden model op, som kun fås som ren elbil.
Sikkerhed i højsædet
I og med Lynk & Co er udviklet i samarbejde med Volvo, er der fra starten gjort meget for at skabe en sikker bil. I Europa er 01 således udstyret med airbag mellem de to forstole.
Endnu er der ingen prisoplysninger eller præcise datoer på den danske lancering, men Motor vender tilbage med mere om bilen i forbindelse med en prøvekørsel af 01 til efteråret.