Efter ti år med løfter og planer kommer et kinesisk bilmærke omsider til Europa. Inklusive Danmark.
Midt i den globale Covid-19-krise bekræfter Aiways, at det gør sin europæiske entré til august. Egentlig skulle det have været april, men udbruddet i Kina har forsinket planerne. Og den seneste forværring i Europa kan betyde, at august-september ikke kommer til at holde.
Indtil videre har krisen betydet, at Aiways gik glip af sin planlagte, storstilede debut på Genève-udstillingen i begyndelsen af marts, da bilshowet blev aflyst.
Aiways gav dog ikke op og holdt i stedet en privat europapremiere i Stuttgart med meget få deltagere. Alle inviterede kinesiske journalister måtte således blive hjemme.
Se mere: Bilshowet der ikke blev
Motor var blandt en snes europæiske medier, der kunne tage tidligt hul på den kinesiske ankomst.
Det skete med en personlig velkomst fra firmaets topchef og medstifter, Samuel Fu. Den lille, venlige mand bedyrede, at han havde fået taget en Covid-19-test, da han landede i Europa - for lige at berolige publikum på et tidspunkt, hvor en kineser nærmest var synonym med en smittet person.
Grundlagt for tre år siden
Mens det vil tage lang tid at afgøre, om Aiways bliver en succes, er det en kraftpræstation, at mærket kan lancere sin første bil nu. Det er blot tre år siden, Aiways blev grundlagt.
Siden er der opført et udviklingscenter i Shanghai og en samlefabrik i Sydkina. Her bygger Aiways bl.a. selv sine batterier ud fra battericeller fra battericeller fra kinesiske CATL, der også leverer til bl.a. BMW og Daimler.
Aiways U5-fakta
Størrelse: 4,68 m lang, 1,87 m bred, 1,68 m høj
Batteri (netto/brutto): 59/63 kWh
Motor: 190 hk/290 Nm
Rækkevidde: +400 km
Ladehastighed: max. 85 kW
Tophastighed: 160 km/t.
0-100 km/t.: 9,1 sek.
Vægt: ca. 1.700 kg
Pris: Op til 320.000 kr.
150.000 biler kan fabrikken klare i første omgang med planer om en fordobling.
Aiways har kunnet rykke så hurtigt, bl.a. fordi firmaet har ansat mange vesterlændinge med erfaring fra bl.a. BMW, Daimler, Volvo og Saab. Desuden har verdens største leverandør til bilindustrien, Bosch, leveret en del kritiske komponenter.
Crossover på Q5-størrelse
Første model er denne U5, som er en mellemstor, elektrisk crossover næsten på størrelse med Audi Q5 og Volvo XC60. Rummeligheden er forrygende med rigtig god bagsædeplads, hvor et helt plant gulv bidrager til komforten. Også bagagerummet er enormt plus der er en rummelig kælder. Det kunne være en fin bil til taxi m.m.
Kabinen er ganske flot, men testbilen er dog en topmodel med bl.a. læderindtræk og stort glastag. Og der lugter ikke af billig plast og dårlige tekstiler som i nogle kinesiske biler.
Alle modeller har digitalt instrumenthus, 12,3 tommer midterskærm og konstant opkobling som standard. Midterskærmen er dog stadig med kinesiske menuer og navigation, så den del fik Motor ikke noget indtryk af.
U5 er komfortabel at køre, både med støjniveau og undervogn, men kunne trænge til fintuning af køreegenskaberne. Den virker en smule sjakset i køreoplevelsen. Også bremse og speeder virker temmelig ufærdige. Desuden bemærkes, at forsæderne savner lidt støtte.
Udpræget hurtig er den ikke – af en elbil at være. Trods sine moderate 1.700 kg giver den 190 hestes motor ’kun’ en 0-100-tid på 9,1 sekunder. Motorvejsaccelerationer føles ikke hurtige, men til almindelig kørsel er der alt rigeligt med kræfter.
400 km rækkevidde
Rækkevidden er ikke endelig fastlagt, men den bliver mindst 400 km. Batteriet indeholder 63 kWh energi (brutto). Senere kommer muligvis et batteri på omkring 80 kWh.
U5 har lynladning, dog kun op til ca. 85 kW. Det betyder, at batteriet kan lades fra 30 til 80 pct. på 27 minutter. Hjemmeladning sker med type 2-stik med op til 6,6 kW.
Video: Se Aiways U5
Bygget af aluminium
Det er muligt at indstille bilen til at motorbremse og dermed opsamle energi, når speederfoden løftes, men effekten er ikke ret stor, og selv om der er tre trin at vælge imellem, er der ikke står forskel på de tre trin. Og skiftene kræver, at man går ind i en skærmmenu.
Aiways’ biler er bygget på en bund af aluminium og med karrosseri af stål.
U5 er forhjulstrukket, men en firehjulstrukket vil blive tilbudt senere. Aiways’ biler må ikke trække noget, men en krog til cýkler m.m. ventes at blive muligt.
Kun tre Euro NCAP-stjerner
Aiways U5 har stort set, hvad man kan forvente af almindeligt sikkerhedsudstyr, men en Euro NCAP-test fra efteråret 2019 gav kun bilen tre stjerner.
Airways-chefen nedtoner problemet og peger på, at selve konstruktionen er sikker nok, men at bilen især glipper den fjerde stjerne på grund fejl i testbilen og sikkerhedssystemer, som siden er opdateret.
En ny Euro NCAP-test, betalt af Aiways selv, er under overvejelse, men ikke besluttet, så indtil videre kan mærket ikke bevise, hvis U5 rent faktisk er blevet bedre.
Ingen forhandlere
Aiways begynder med leasing, men overvejer også at tilbyde korttidsabonnement og almindeligt salg. Der kommer ingen forhandlere. Aiways’ biler skal leases/købe på nettet, men der vil komme steder, hvor man kan se bilerne og få dem udleveret. I Tyskland sker det hos en elektronikforhandler-kæde.
Se mere: Test af alle elbiler i 2019
Service skal klares af uafhængige værksteder. Heller ikke de er endnu på plads i Danmark. Men Aiways forventer, at der ikke bliver meget brug for dem. Første planlagte serviceeftersyn vil være efter 100.000 km.
Download ekstra strøm
Nogle ting kan fikses over nettet. F.eks. vil Aiways midlertidigt kunne lukke op for lidt ekstra strøm, hvis bilisten løber tør.
Biler, der får større skader på aluminiumsstrukturen, skal repareres på et centralt europæisk værksted.
Hvor god kundeservice, Aiways vil være i stand til at give til danske kunder, er indtil videre uvist og kan næppe blive på niveau med det, man kender fra eksisterende mærker med forhandlere.
Prisen i Europa er ikke på plads, men topmodellen ventes at koste maks. 320.000 kr. med dansk moms. Leasingprisen vil reflektere det.
Efter U5 vil næste model blive U6ion i midten af 2021. Det er slags coupé-udgave af U5.