Det er ingen hemmelighed, at Hyundai-Kia-koncernen er langt fremme med en ny generation af elbiler. Det er heller ikke længere en hemmelighed, hvad Hyundais første udgave skal hedde, nemlig Ioniq 5.
Kia, derimod, har kun vist avantgardistiske konceptbiler med fantasinavne. Og som storebror i familien skal Hyundai åbenbart have lov til at komme først.
Se mere: Endnu et elbilmærke: Ioniq
Men Kia kommer lige bagefter, og på disse spionbilleder, taget nær Hyundai-Kias udviklingscenter i Tyskland, ser vi omridset af den første Kia fra den nye elbilfamilie.
Mellemstor crossover
Selv om kamuflagen skjuler næsten alt, er der tydeligvis tale om en crossover. Det passer med den konceptbil, Imagine, som Kia viste i foråret 2019.
Se mere: Kia skruer mere op for strømmen
Det er en mellemstor crossover med meget futuristisk design. Hvordan produktionsudgaven bliver, må vi vente med at se. Kia har det med at ’fortryde’ sine vilde idéer og blive noget forsigtig, når det kommer til realiteter.
Se alle elbilerne, der kommer i 2020 og 2021
Kia har ikke givet nogle indikationer om bilens præstationer, men det forlyder, at der kommer rækkevidder på op til 500 km. Ud fra en anden konceptbil, Futuron, ved vi, at firehjulstræk er en mulighed.
Kias kommende elbiler er, lige som Hyundais Ioniq-modeller, de første fra koncernen, der er udviklet på en ny platform kaldet E-GMP, udelukkende til elbiler. Hidtil har Kias elbiler, Soul og Niro, været baseret på en multienergi-platform.
Kia har ikke sagt noget klart om bilens lancering, men Motor forventer, at det bliver i slutningen af 2021.