Bilkøberne får adskillige nye elbiler fra Kia at vælge mellem de kommende år. Her på billedet ses konturerne af de syv helt nye modeller, som Kia sender ud på verdens veje fra 2021 til 2027. Altså ca. én om året.
Men det samlede antal elbil-modeller fra Kia bliver noget større. Mærket siger nemlig også – lidt forvirrende – at der vil være 11 elbiler i programmet allerede ’inden 2025’.
Det må betyde, at mærkets nuværende tre elbiler tæller med i de 11, samt at der inden 2025 kommer andre nye elbiler, som ikke er bygget på den nye elbil-platform, men er baseret på modeller med forbrændingsmotor.
Nogle af de syv helt nye elbiler må altså komme før/i 2025, mens andre af de syv lanceres i 2026 og 2027.
Det er langt fra sikkert, at samtlige nye elbiler kommer til salg i Europa.
Første nye elbil i 2021
Den første af de mange elbiler ser vi i hvert fald i Europa næste år. På et ukendt tidspunkt i 2021 vises og lanceres en crossover-type, der indtil videre går under kodebetegnelsen CV, men som også er vist i form af konceptbilen Imagine.
Motor har tidligere vist spionbilleder af denne elbil:
Spionfotos: Kia gør klar til elbiler 2.0
JV-bilen og seks andre baseres på en helt ny platform udviklet kun til elbiler. Platformen, kaldet E-GMP, skal også bruges af søstermærket Hyundai, som i første omgang lancerer tre rene elbiler under Ioniq-brandet.
Elbiler til tre typer kunder
Kia tilføjer en interessant oplysning om, at mærket vil tilbyde forskellige produkttyper: Nogen der velegnede til storbyer (små batterier, må det antages), andre er designet til langtur, mens en tredje type elbiler bliver sportslige modeller.
Selv om de annoncerede planer fra de to koreanske mærker kan lyde af mange biler, blegner det i forhold til Volkswagens ambition om 75 nye elbiler (formentlig inklusive varianter) frem til 2029.
Se mere: Kia skruer mere op for strømmen
Kias nye elbiler skal gøre det muligt for mærket at opnå en elbil-andel på globalt 25 procent i 2029.
Foruden selve elbilerne vil Kia bruge mere energi på at sørge for opladning, batteriudlejning, abonnementsordninger samt sin nye mobilitetstjeneste Purple M.