Toyota kommer håbløst sent til elbil-festen, mener mange. Toyota selv siger, at mærket har den største erfaring med elektrificering og gør sin fuld-elektriske entré med præcis ret timing. Og mærket kan pege på konstant stigende salg i Europa og det allerlaveste CO2-tal af alle i EU bortset fra de rene elbilmærker.
Under alle omstændigheder: Toyota er (næsten) klar med sin første rene elbil. Vi ser her konturerne af den, og som stregtegningen antyder, bliver det en SUV. En ret stor én endda, omtrent på størrelse med RAV4.
Fem flere på vej
Størrelsen og karrosseriet er valgt ud fra, at den første model skal kunne sælges globalt. Fem andre elbiler med samme teknik, men af vidt forskellig type, kommer også i første følge. Alle fem skal ikke sælges i alle dele af verden, men hvor mange der når til Europa – og hvornår – ved kun Toyota.
Den nye elbil er udviklet sammen med Subaru, som får sin egen version. Om Subaru’en kommer til Europa, er der ingen meldinger om.
Formentlig klar om et år
Toyota siger ikke, hvornår den elektriske SUV er klar til kunder. Men bedømt ud fra Motors kendskab til Toyotas lanceringsstrategi, og at modellen netop nu er teknisk færdigudviklet, tyder alt på en europæisk lancering tidligt i 2022.
Toyota siger kun, at man vil begynde at fortælle mere konkret om bilen - og vise den - lidt ind i 2021.
Den nye bølge af elbiler bliver bygget på en helt ny platform (grundkonstruktion) udviklet specielt til elbiler. Dermed kan elbilers særlige egenskaber (ingen forbrændingsmotor eller udstødningssystem, men store og tunge batterier) bedst udnyttes. Det er især godt for pladsudnyttelsen.
Platformen kalder Toyota for e-TNGA, og selv om navnet er det samme (bortset fra e’et) som på Toyotas andre nye platforme, er der tale om en særlig platform udelukkende til elbiler.
Se mere: Lexus-elbl varsler elektrisk Toyota
Toyota har ikke valgt side, hvorvidt platformen og bilerne i udgangspunktet skal være forhjulstrukne eller baghjulstrukne. Begge dele er muligt - foruden firehjulstræk via to motorer.
SUV’en skal bygges på Toyotas særlige ZEV-fabrik i Japan.
Revolutionerende batteri på trapperne
Toyota nøjes ikke med at annoncere mærkets første elbiler – mere opsigtsvækkende annoncerer Toyota også ankomsten af en helt ny type batteri, der kan revolutionere elbiler.
Midt i 2020’er – formentlig i 2025 - vil Toyota lancere et faststofbatteri, som kan give elbiler større rækkevidde og hurtigere ladning. Det er en helt ny type højspændingsbatteri, som der har været talt om i mange år, men ingen har hidtil kunnet få det til at virke godt nok i praksis.
Faststofbatterier vejer mindre og kan indeholde mere energi end litium-ion, og de kan formentlig lades hurtigere og har meget mindre risiko for at bryde i brand. En af ulemperne er eller har været, at de har problemer med lave temperaturer.
Se mere: Dansker fisker efter Teslas kunder
Selv om Toyota forventer at have de bedre batterier klar inden for fem år, har den japanske koncern stadig store forventninger til brintbiler og ’brintsamfundet’ i det hele taget.