Skoda ridder på mange heste. Tre helt nye elbiler og tre nye brændstofdrevne biler arbejder det tjekkiske mærke på. Den første af nyhederne kommer næste år, mens den sidste først er klar i 2026.
Det er usædvanligt, at Skoda fortæller så konkret om sine nyheder så langt frem.
Annonceringen gøres konkret ved at vise den ene af nyhederne – ganske vist i konceptudgave, men ganske tæt på den færdige bil.
Skoda Vision 7S udstikker både designlinjen for alle nye modeller fremover – inkl. de nye Superb og Kodiaq – og bliver samtidig til én af tre nye elbiler fra Skoda.
Elbil med 7 sæder
Vision 7S er en syvpersoners, elektrisk SUV omtrent på størrelse med Kodiaq, og sandsynligvis bygges den på Volkswagens kendte MEB-platform.
I 7S skrues batteristørrelsen op til 89 kWh, rækkevidden kommer over 600 km, og lynladning kan ske med 200 kW, hvis ellers konceptbilens specifikationer føres ud i livet. Og det gør de nok.
Konceptbilen viser i bred forstand det nye design, som alle nye Skoda-modeller vil blive baseret ud fra. En konkret detalje er, at Skoda-logoet på fronten forsvinder og erstattes af navnet skrevet selvsikkert helt ud – som det allerede er blevet tilfældet på bagklappen.
Ny front
7S introducerer også Skodas nye, såkaldte tech-deck face, hvor grillen er gjort smallere og bredere end hidtil, samtidig med at de lodrette ribber er erstattet af sort glas, som skjuler bilens sensorer.
Forkofangeren har syv lodrette luftindtag, som bl.a. bruges til at køle batteriet, samt et synligt bundskjold i aluminium.
1 af 3 nye elbiler
Skoda siger ikke, hvornår 7S er produktionsklar, men formentlig bliver den store SUV den første af tre kommende elbiler frem mod 2026.
De to andre er en kompakt SUV, som muligvis skal hedde Elroq, og en minibil, som bliver en elektrisk pendant til Fabia. Minibilen, der får to søskende, VW ID.2 og en Cupra-version, ventes klar i 2025.
Det nye design vil også kunne genkendes på mærkets kommende brændstofbiler, som formentlig alle tilbydes som plugin-hybrid.
Helt nye udgaver af Superb og Kodiaq
Skoda oplyser, at både Superb og Kodiaq får verdenspremiere i andet halvår 2023. Det betyder ikke nødvendigvis, at de er salgsklare med det samme. Den egentlige lancering kan formentlig glide ind i 2024.
Det år præsenterer Skoda yderligere en nyhed, nemlig Octavia i en faceliftet udgave.
På kort sigt er der også Skoda-nyheder. I begyndelsen af 2023 kommer Enyaq Coupé, inklusive den hurtige RS-version, ud til de første danske kunder. Vi forventer også, at en faceliftet Scala er klar inden længe.
Vil du modtage FDMs nyhedsbreve?
Tilmeld dig vores nyhedsbreve, hvis du vil holde dig orienteret om bilnyheder og forbrugerhistorier om livet som bilist.