Der var i forvejen ikke mange brintbiler på de danske veje. 131 for at være helt præcis. Heraf var kun de 19 ejet af private, og den seneste af dem blev solgt i januar 2022. Resten kørte fortrinsvist som taxaer. Men det gør de ikke mere, for det er nu helt umuligt at tanke brint i Danmark.
De tre tilbageværende brintstationer er netop lukket, selv om ambitionen var 20 stationer ved årsskiftet. Det var udmeldingen fra virksomheden Everfuel, der overtog driften af stationerne i Danmark i 2020.
Forklaringen på lukningerne er bl.a., at når kunderne ikke har mange brintbiler på markedet at vælge imellem, så er det svært at drive brintstationer.
Jet H2 Energy, der havde planlagt at åbne tre stationer i Danmark i 2024, har også trukket stikket.
Uheldig situation for alle
Af de 19 privatejede brintbiler er de seks af dem modellen Toyota Mirai. Med en fuld tank på 5,6 kg brint har den en angivet rækkevidde på 650 km, og som hovedregel kostede det nogenlunde det samme at tanke en brintbil, som det koster at tanke en benzinbil. Bilens pris ligger omkring 600.000 kr.
Hos Toyota er man rigtig ærgerlig over de lukkede brintstationer.
– Det er et tilbageskridt for klimaet, og situationen er uheldig for alle helt generelt. Men det er især uheldigt for dem, der har valgt en brintbil, fordi andre nulemissionsteknologier ikke har kunnet opfylde deres behov, siger pressechef hos Toyota, Anders Tystrup.
Toyota kigger i øjeblikket på, hvordan de kan hjælpe Mirai-ejerne.
– Vi sælger et produkt, der kører på brint, men vi har ikke noget med selve optankningen at gøre. Så vi er ikke forpligtet til noget juridisk. Men vi vil gøre vores yderste for at hjælpe de forskellige Mirai-kunder med at finde en løsning. Jeg kan ikke være mere konkret på nuværende tidspunkt, siger Anders Tystrup.
FDM opfordrer til, at importører af brintbiler finder en løsning, så bilejerne holdes skadesløse. Ejer man en brintbil, bør man kontakte sin forhandler eller importør for at finde en løsning.
Dødsstød fra elbiler
Hos FDM er forbrugerøkonom, Ilyas Dogru ikke i tvivl om, at elbilernes succes er en del af årsagen til, at brintbilerne ikke er attraktive at udvikle og producere for bilmærkerne, da brintteknologien stadig har udfordringer.
– Med EUs ambitiøse målsætninger for reduktion af bilernes udledning af skadelige stoffer, er det helt naturligt at bilproducenterne har satset stort på elbiler, som har bevist, at de kan være fornuftige alternativer til benzin- og dieselbiler. At elbilerne er blevet udbredt så hurtigt, har været overraskende for mange. Men med udrulning af ladeinfrastruktur, forbedret rækkevidde og opladningshastighed har forbrugerne taget elbilerne til sig i stor stil, siger Ilyas Dogru.
Der i dag over 160.000 elbiler i Danmark, og nybilsalget udgør over 30 procent.
Brint kan få comeback
Når bilproducenterne har travlt med at satse på elbilerne, er brintbilen blevet skubbet ud til siden.
– Selv om en brintbil er en ret god erstatning for benzin- og dieselbiler, hvor vi kan køre på tankstation og tanke på relativ kort tid, så er problemet med brintbilerne, at de er ekstremt ineffektive. Ifølge den europæiske miljøorganisation, Transport & Environment, er det kun 20 procent af den grønne strøm, der når hele vejen frem og bruges til at køre bilen, mens det lignende tal for elbiler er 77 procent. Resten tabes undervejs. I en tid, hvor energieffektivitet er vigtig, er elbilerne dermed markant bedre til at udnytte energien, og de er den bedste energieffektive løsning her og nu, som bilproducenterne satser mest på, siger Ilyas Dogru.
Han vurderer, at bilproducenterne ikke har opgivet tanken om brint helt. Derfor kan brintbilen sagtens få et comeback på et senere tidspunkt.
– Men frem mod 2035 hvor EU, USA og Kina har ambitiøse målsætninger omkring elbiler, kan vi godt sige, at elbilerne fører løbet, og at brintbilerne halter langt bagefter.
Toyota ser optimistisk på fremtiden
Selv om det foreløbigt er slut med brint i Danmark, er Anders Tystrup fra Toyota optimistisk på den lange bane.
– I landene omkring os buldrer det frem med brint. Der åbner nye tankstationer, og virksomheder investerer i brintkøretøjer. Brint har stadig en utrolig vigtig rolle at spille i fremtiden med at fjerne CO2 fra transportsektoren. Her er el og batterier ikke nødvendigvis en mulig løsning for alle inden for tung transport. Brint bliver støttet økonomisk i mange lande, og det mener vi også, at det skal i Danmark for at få det ud på vejene, så vi kan få elimineret CO2 hele vejen rundt, siger Anders Tystrup.
Han henviser til, at EU i foråret vedtog en række planer for udbredelsen af brint i Europa.
– For at sikre en bedre brintinfrastruktur, har EU vedtaget, at der senest i 2030 kun må være maksimalt 200 km mellem brintstationer ved hovedtrafikårer i EU, og at der skal være brintstationer i hvert trafikknudepunkt. Og alle lande skal senest i 2027 præsentere en udrulningsplan for det. Det vil ifølge HY24 (kapitalfond for grøn brint og relaterede projekter, red.) betyde et krav om ti stationer i Danmark, så brinten vil komme, uanset det nuværende midlertidige tilbageskridt, påpeger Anders Tystrup.
Vil du modtage FDMs nyhedsbreve?
Tilmeld dig vores nyhedsbreve, hvis du vil holde dig orienteret om bilnyheder og forbrugerhistorier om livet som bilist.