Rækkeviddeangst kan umuligt være en tilladt lidelse, hvis man vil køre til verdens ende i elbil. Og det ville det skotske eventyrer-ægtepar Julie og Chris Ramsey.
Det er nu lykkedes dem som de første at køre fra Nordpolen til Sydpolen i bil – og tilmed i elbil. Det er en bedrift, for i det nordlige Canada og det meste af Sydamerika er der yderst få elbilladere. Og på Antarktis er der ingen. Der er sådan set heller ingen veje.
Nordpolen måtte defineres kreativt som dér, hvor den magnetiske nordpol lå i 1823, hvilket er i det nordligste Canada. Den geografiske nordpol ligger som bekendt på (isdækket) hav.
30.000 km med få ladere
Turen var næsten 30.000 km lang inklusive nogle ekstra runder i Nordamerika og tog 10 måneder.
De ville bevise, at en elbil kan klare alt og inspirere folk over hele verden til at omfavne elbilismen i hverdagen.
Ruten gennem Sydamerikas vestkyst var udfordrerende på grund af et særdeles pauvert ladenetværk. En af turens sponsorer, energiselskabet Enel, måtte sætte mange ladere op langs ruten.
39 tommer vinterdæk
Bilen var en Nissan Ariya, som stort set var i standardudførelse. Ariya’en var dog tilpasset til at køre i sne og is af de islandske specialister Arctic Trucks, som havde udrustet elbilen med 39 tommer vinterdæk.
De var nødvendige for at køre på det snedækkede Antarktis, hvor veje ikke findes.
Kulde, kæmpedæk og eventuelt en påhængsvogn gør ikke noget godt for en (el-)bils energiforbrug og dermed rækkevidde. Men forbrug og rækkevidde på turen i Canada og i Antarktis er ikke umiddelbart noget, ekspeditionen har offentliggjort.
'Hemmelige' støttekøretøjer
Man kører heller ikke alene på dette ugæstfrie kontinent. Det var en oplysning, ekspeditionen og Nissan ikke ligefrem reklamerede med, og man skal lede godt efter billeder af støttebilerne.
Men Arctic Trucks fulgte med i det nordlige Canada med to specialbyggede Ford F350 6x6 og i Antarktis med to særligt tilpassede, dieseldrevne Toyota Hilux, den ene med påhængsvogn.
Så turen var meget langt fra at være et nul-emissions-foretagende. Der er formentlig også indgået flytransport fra Sydamerika til Antarktis.
Solceller til ladning – og dieselgenerator
Da der ikke findes ladestandere på Antarktis, havde ekspeditionen udtænkt en ganske stor vindmølle, som var monteret på en trailer efter Ariya’en (i hvert fald på billeder, reelt muligvis efter støttebilerne). Det viste sig dog, at møllen ikke kunne klare de ujævne veje i arktisk Canada.
Derfor måtte ekspeditionen ty til solceller, som på turen til Sydpolen kunne lades under pauser om natten, da solen her skinner hele døgnet om sommeren.
De to Toyota pickup’er kunne som backup levere strøm med en dieselgenerator. Hvor meget strøm, elbilen fik på denne måde, melder historien ikke noget om.
Selvom det var højsommer i Antarktis, var luften iskold, og luften er tynd, da selve Sydpolen ligger i 2.800 meters højde. Det påvirker mennesker og forbrændingsmotorer, men elmotoren er upåvirket af den slags.
Varme i sædet – ikke i kabinen
De lave temperaturer tærede dog på batteriets energiindhold. Julie og Chris Ramsey sørgede for at holde kabinetemperaturen på 16-18 grader. Til gengæld havde de varme i rat, sæder og forrude slået til.
Bilen havde sit eget telt for at holde lidt på ’varmen’, og enkelte gange kom bilen med ind i soveteltet.
Ekspeditionen ankom til den geografiske sydpol 15. december 2023, hvor Solen stod højest på himmelen.
Elbilen var udstyret med antenne til Iridium-satellitter, så kommunikation og navigation var sikret det meste af vejen, men der gik to dage, inden triumfen om Sydpolen kunne udsendes.
Vil du modtage FDMs nyhedsbreve?
Tilmeld dig vores nyhedsbreve, hvis du vil holde dig orienteret om bilnyheder og forbrugerhistorier om livet som bilist.
