Tip til søgning
Listen er lang, så brug din webbrowsers søgefunktion (eks. Ctrl+F) og skriv bilmodellens navn.
Søger du et tilbud på en ny bil, eller vil du bare gerne følge med i de kampagnemodeller, privatleasing-tilbud samt udstyrsmodeller, som kommer på markedet i Danmark, kan du følge udviklingen på denne side.
Det danske bilmarked er meget prisfokuseret, og FDM følger her udviklingen, når der kommer nye modeller, facelifts, kampagnepriser og et skarpt tilbud på privatleasing. Du får priserne, men også en vurdering enten af den konkrete bil eller priserne i forhold til konkurrenterne.
Vi opdaterer listen løbende med de nyeste tilbud øverst. Der kan være tilbud, som er begrænset, fordi der er tale om lagerbiler, eller tilbuddet kun gælder i en begrænset periode. Men om ikke andet kan du se, hvad andre bilkøber har kunnet få bilen til tidligere. Og det kan du bruge til at vurdere, om du er klar til at handle netop nu, eller om du skal lade dig friste af et andet tilbud.
Bemærk at listen ikke omfatter samtlige tilbud på nye biler, men tilbud som redaktionen finder relevante.
8. januar
Facelift: Skoda genindfører Enyaq med lille batteri til 300.000 kr.
Skoda har netop offentliggjort faceliftet af den populære Enyaq. Med faceliftet har fronten fået samme designsprog som på den mindre Elroq. Bilerne kan bestilles fra 9. januar, og der er flere forandringer.
Billigste model kaldet Enyaq 60 koster nu 299.995 kr. og er dermed 35.000 kr. dyrere end den mindre Elroq. Enyaq 60 får 430 km rækkevidde og et pænt udstyrsniveau med bl.a. Travel Assist, der er en velfungerende køreassistent med adaptiv fartpilot. Der er også trezonet klimaanlæg, varme i rat og sæder samt nøglefri betjening inkl. fodbetjent el-bagklap.
Der er 575 km rækkevidde i Enyaq 85 til 349.995 kr. kombineret med den lidt kraftigere motor på 286 hk. Mange har været glade for Skodas adaptive LED-forlygter. De kan købes i en pakke til 20.000 kr., der også inkluderer bl.a. el-forsæder med massage, sideairbags bag og indbyggede solgardiner i bagdørene. Det er også en del af designpakken Sportline, der koster 30.000 kr. og giver bilen et mere sportsligt og luksuriøst udtryk.
Enyaq Coupé har en merpris på 15.000 kr., lidt større rækkevidde (10 km), men ingen bagrudevisker. Enyaq 85 fås med firehjulstræk, og her er merprisen 25.000 kr. Trækvægten øges samtidig fra 1.000 til 1.200 kg.
Læs også: Biltest med Skoda Enyaq 85
Læs også: Nyhed om faceliftet Skoda Enyaq
7. januar
Ny elbil: Renault 5 fra 185.000 kr. og fastholder kampagnepriser for Scenic og Megane
2025 bliver året, hvor bilkøbere får flere elbiler at vælge imellem til under 200.000 kr. Renault 5 lanceres i en basisudgave til 184.990 kr. Det er med et batteri på 40 kWh, men med pænt basisudstyr. Rækkevidden er godt 300 km, og vil du have større rækkevidde, koster 52 kWh Techno 219.990 kr. Det er nok den mest attraktive version.
I november 2024 sænkede Renault priserne med op til 50.000 kr. på Megane og Scenic. Her i begyndelsen af 2025 har Renault bekræftet, at kampagnepriserne bliver de nye listepriser. Det vil sige, at Megane med 60 kWh-batteri starter ved 254.990 kr., mens Scenic-modellen med samme batteri koster fra 269.990 kr.
Renault har også interessante tilbud på privatleasing på aftaler, der løber op til fire år. Førstegangsydelsen for billigste Megane er lidt høj på 10.000 kr., men samlet set koster det i gennemsnit godt 3.900 kr. om måneden ved en årlig kørsel på 15.000 km. Vil du opgradere til en Scenic – ligeledes med Techno udstyr – vil det i gennemsnit koste godt 4.700 kr. om måneden med samme kørselsbehov.
Læs også: Nyhed om priser og udstyr på Renault 5
7. januar
Privatleasing og garanti: VW indleder 2025 med tilbud på privatleasing
Volkswagen har med sammen med søstermærkerne Audi, Cupra og Skoda netop løftet nybilsgarantien fra to til fem år på alle elbiler (maks. 150.000 km). Det gør, at der er blevet større tryghed ved køb af modeller fra de pågældende mærker på samme måde, som vi har set hos koreanske og kinesiske bilmærker.
På prislisten er der kommet en umiddelbart interessant model: ID.4 Pure+. Det er en billigere udgave til lige under 300.000 kr. I forhold til Life+-varianten kan den kun hurtiglade med 50 kW i stedet for op til 145 kW. Man må også give afkald på bakkamera, nøglefri betjening, højdejustering af forsæder samt en komfortpakke og navigation.
Kort sagt er det en pris for at få dig ind i butikken. Reelt er prisen 324.995 kr. for den billigste, interessante ID.4, og det er en lidt høj pris med det lille batteri, når Cupra tilbyder en Tavascan til lige under 300.000 kr. med det store batteri.
VW’s store 2025-satsning i januar er i stedet privatleasing, både med tilbud på et par benzinbiler og på de mest solgte elbiler. ID.3 og ID.4 tilbydes med en udbetaling på kun 5.000 kr. og aftaler, der løber op til fire år. Det gælder også for den større ID.7, men her er førstegangsydelsen på 15.000 kr.
De gennemsnitlige udgifter ved at lease den billigste ID.3 Life+ over fire år og med 15.000 km om året er 3.661 kr. om måneden. Det er med lille batteri på 52 kWh, men en billig måde at komme ind i elbilverdenen på. Største batterivariant, Max+, koster ca. 750 kr. mere om måneden med samme vilkår.
ID.4 Life+ med det mindste batteri (358 km) koster 4.162 kr. om måneden i gennemsnit over fire år og med 15.000 km årligt. Style+-versionen med 560 km koster i gennemsnit 4.912 kr. om måneden.
Den elektrisk pendant til Passat hedder ID.7. Her starter den gennemsnitlige leasingomkostning på 5.820 kr. månedligt for en aftale over fire år/15.000 km om året. Merprisen for yderligere 5.000 km årligt er 300 kr. pr. måned.
Den variant, mange sukker efter, er ID.7 Tourer og især Style S+ med det store batteri og adaptiv undervogn. Med 15.000 km om året koster den i gennemsnit 6.670 kr. månedligt- Også her er merprisen for yderligere 5.000 årlige km 300 kr. om måneden. Aftalen kan løbe op til fire år.
Sidst men ikke mindst har VW to kampagnetilbud på benzinbiler her i januar. Det er på specialmodellen Polo GTI samt R-Line-varianten af T-Roc. Begge kampagner løber kun over 12 måneder, og det er en meget kort tid at binde sig til en bil. Har du et akut og præcist 12 måneders behov, koster Polo GTI i gennemsnit 4.062 kr. om måneden med 15.000 km. T-Roc med samme betingelser har en gennemsnitlig leasingomkostning på 4.362 kr.
7. januar
Lavere priser: Volvo sænker priser på elbiler med 30.000-40.000 kr.
Efter stor forhåndsinteresse for Volvo EX30, er købsinteressen stilnet af i løbet af 2024. Dels har bilen nok skuffet i forhold til Volvos øvrige modelprogram, dels har priserne været for høje i forhold til konkurrenterne.
Basismodellen bliver nu sat ned med 20.000 kr. til 265.100 kr. Det er cirka 10.000 kr. under introduktionsprisen fra 2023 og gælder ikke den mest interessante variant. Med det større batteri og Plus-udstyr er prisen faldet med 32.000 kr. til 315.100 kr. Det er den mest interessante variant, men husk at prøve bilen før du køber og læs vores anmeldelse.
Mere klassisk Volvo er EC40 og EX40, der nu har samme priser. EC40 er coupémodellen og EX40 den mere praktiske og klassiske SUV. Basismodellen Core er nedsat med 20.000 kr. og begynder ved 351.000 kr. for et batteri på 67 kWh og en rækkevidde på 477 km.
Vil du have mere rækkevidde, fås EC/EX40 også i en version med 79 kWh-batteri og med en rækkevidde på op til 572 km. Her starter priserne på 374.000 kr., mens Plus-versionen koster 21.000 kr. mere.
Læs mere: Biltest af Volvo EX30
Læs mere: Biltest af Volvo EX40
7. januar
Nye priser: Hyundai sænker priser med 35.000 kr. på elbiler
Hyundai har valgt at sænker priserne på flere elektriske modeller, blandt andet varianter af Kona, Ioniq 5 og Ioniq 6.
Hyundai Kona kom på markedet for et år siden og vandt en gruppetest for at være en god pakke. Siden er prisen justeret flere gange, og nu fås basismodellen til 234.995 kr. Til de penge får du en rækkevidde på 377 km og god garanti samt god plads. En anbefaling er at opgradere til Advanced-udstyrsversionen med sæde- og ratvarme, varmepumpe, ventilationsdyser til bagsædet samt opvarmning af ladeporten for 20.000 kr. Udgaven med 65 kWh batteri og rækkevidde på 514 km begynder ved 264.995 kr.
Ioniq 5 vandt titlen som Årets Bil i Danmark 2022 og er en stor velfungerende SUV, der netop har fået et facelift med større batteri, opgraderet infotainment og en bagrudevisker. Her er basisudgaven Essential pænt udstyret, og priserne er sat ned med 35.000 kr. og starter ved 289.995 kr. med 440 km rækkevidde. Det større 80 kWh batteri og officiel rækkevidde på 570 km koster 314.995 kr. Det vil være en klar anbefaling med den opgradering.
Ioniq 6 er baseret på samme teknik som Ioniq 5, men den har ikke fået den seneste tekniske opdatering. Så batterierne er lidt mindre, mens aerodynamikken er bedre og så har de begge lynhurtig opladning, især når det er varmt. Priserne er de samme som for Ioniq 5 med lille og stort batteri, så også her begynder prisen ved 289.995 kr.
Læs også: Biltest af Hyundai Kona
Læs også: Bilnyhed om Hyundai Ioniq 5
Læs også: Biltest af Hyundai Ioniq 6
7. januar
Kampagnepriser: Toyota sænker priserne med op til 43.000 kr. og har rabat på benzin- og hybridbiler
Toyota kører med klassiske kampagner i januar, og det vil sige, at tilbuddene gælder, så længe lager haves. Elbilen bZ4X fås således til kampagnepris på udstyrsvarianten Prestige til 329.990 kr.
Største rabat i januar giver Toyota på SUV-modellen C-HR. Med 1.8-liters hybridmotor og i Style Smart-udstyrsvarianten er prisen 349.990 kr., hvilket er en besparelse på 43.000 kr.
På den mindre SUV Yaris Cross er der 20.000 kr. at spare på hybridudgaven med Style Comfort-udstyr til 279.990 kr.
Den almindelige Yaris kommer også i en Style Comfort version til 244.990 kr., hvilket er en besparelse på 12.000 kr. Toyota har også privatleasing-tilbud på Yaris, hvor priserne starter ved 3.499 kr. pr. måned for en aftale over tre år og med 15.000 km om året. Der er ingen førstegangsydelse, og tilbuddet gælder så længe lager haves, dog senest den 19. januar.
Toyota har også en mindre besparelse på Aygo X. Her kan du spare 9.000 kr. ved at købe en Active-variant til 149.990 kr.
Læs mere: Biltest af Toyota bZ4x
Læs mere: Biltest af Toyota C-HR
Læs mere: Biltest af Toyota Yaris Cross
Læs mere: Biltest af Toyota Yaris
Læs mere: Biltest af Toyota Aygo X
7. januar
Kampagnepriser: Peugeot 15.000-30.000 kr. rabat på elbiler
Peugeot kører som også Toyota med klassisk januarudsalg, og ligeledes kun så længe lager haves. Her i 2025 har Peugeot fokuseret på tre elbiler, der alle tre er SUV-modeller.
Mindste besparelse er på den mindste, E-2008, der tilbydes til en nytårspris på 224.990 kr., hvilket er en besparelse på 15.000 kr. Det er en fin pris for en rimelig størrelse elbil, men bemærk at der er tale om det lille batteri, så rækkevidden blot er 331 km. Den mere veludstyrede GT-version fås til 259.990 kr. med en besparelse på 20.000 kr. Ud over mere udstyr er der et større batteri med en rækkevidde på 402 km.
E-3008 er en større model, men der er ikke meget plads på bagsædet i forhold til konkurrenterne. Kampagneprisen for E-3008 Allure er 299.990 kr. med en besparelse på 30.000 kr. Topmodellen GT koster 319.990 kr. med en besparelse på 40.000 kr. Rækkevidden for begge modeller er 520-525 km.
Vil du have mere benplads, bør du overveje E-5008, der i øvrigt har syv pladser. Allure-versionen koster 359.990 kr., og det er ligeledes en besparelse på 30.000 kr. I forhold til konkurrenterne har både E-3008 og E-5008 et relativt lille batteri, hvilket koster på rækkevidden i direkte sammenligning. Men der er ikke mange konkurrenter med syv pladser i dette prisleje.
7. januar
Ny model: Opel lancerer ny elbil og har to januar-tilbud
Opel er ved at lancere den elektriske udgave af Peugeot E-3008. Grandland Electric har dog bedre benplads på bagsædet og kan også fås med to batteristørrelser, hvor den største er et interessant alternativ til de mest solgte elbiler i Danmark p.t.
Priserne starter ved 309.990 kr. for basismodellen med 523 km rækkevidde. Det er meget plads til en lav pris. Udstyrsniveauet er også ganske pænt.
Opgraderes Grandland til GS-udstyrsversionen, får man adaptive LED-forlygter, ergonomiske forsæder, ratvarme, navigation og 180 graders kamera for yderligere 30.000 kr. Men tricket er, at GS-versionen også fås med et 9 kWh større batteri til en merpris på blot 10.000 kr. Så for 349.990 kr. fås en virkelig veludstyret SUV med en rækkevidde på 580 km.
Største minus er, at der kun er to års garanti, hvilket også gælder for eksempelvis Peugeot og Renault.
Opel har også tilbud på den lille SUV Mokka. I den elektriske udgave koster den 224.990 kr. i basisudgaven - en besparelse på 20.000 kr. I forhold til Peugeots tilbud på E-2008 er det med det større 54 kWh-batteri og en rækkevidde på 403 km.
Mokka sælges også fortsat med benzinmotor, her er der ikke rabat, men med automatgear og den udskældte 1.2-liters benzinmotor er prisen hele 279.990 kr., hvilket understreger, at selv i denne prisklasse er elbilerne billigere i indkøb.
Læs mere: Forpremiere af Opel Grandland
7. januar
Ny pris: Audi sænker prisen på Q4 e-tron
Priserne på Audis mellemstore SUV har gået op og ned siden lanceringen. Her i starten af 2025 er prisen sat ned med 20.000 kr., så 45-udgaven med det store batteri koster 399.990 kr. i Progress-versionen. Firehjulstræk kan tilvælges for 25.000 kr.
Audi udvidede garantien på elbiler i december 2024 til fem år, dog højst 150.000 km.
Læs mere: Biltest af Audi Q4 e-tron
7. januar
Ny variant: Skoda sætter pris på Sportline-versionen af Elroq
Den eftertragtede SUV, Elroq, blev præsenteret med priser på 249.995 kr. i oktober. Nu offentliggøres priserne for udstyrsversionen Sportline, der får en merpris på 20.000 kr.
Dermed starter prisen på 284.995 kr. for Elroq 60, der har en rækkevidde på 423 km. Med en længere rækkevidde på 570 km er prisen for 85-udgaven 334.995 kr. Sportline inkluderer bl.a. 20 tommer fælge, blank sorte detaljer på bilen, bagsæderyglæn m. armlæn, ambiente-belysning i instrumentbord, komfortsæder foran og paraply i førerdøren.
Skoda udvidede i december garantien på nye elbiler til fem år, dog højst 150.000 km.
Læs mere: Forpremiere af Skoda Elroq
7. januar
Nye priser: Honda sænker priser på Jazz og CR-V
Honda har det svært i et marked, hvor elbiler står for store dele af det private salg. Men Honda har foretaget to prisjusteringer på henholdsvis 30.000 og 60.000 kr. for at stå skarpere i markedet.
Der er 30.000 kr. at spare på Honda Jazz Hybrid, hvor prisen nu starter på 259.900 kr. for Elegance-versionen. Den har fint udstyrsniveau og kan trække 500 kg, men Jazz lander lidt mellem flere bilklasser og er lidt overset.
Besparelsen på 60.000 kr. er at finde på Honda CR-V. Plugin-hybriden er ganske velkørende og findes kun i en meget veludstyret version kaldet Advance Tech. Her er prisen sat ned til 439.900 kr.
20. december 2024
Privatleasing: Suzuki med Swift-kampagne
Suzuki sælger sin lille minibil Swift til priser fra 169.990 kr. og nu lanceres også en privatleasingkampagne til at markere, at 2025 skydes i gang. Udbetalingen er på 9.995 kr., hvilket er lidt højt for så lille en bil, men den månedlige ydelse er 2.395 kr. om måneden for en aftale med 15.000 km om året. Aftalen løber op til 36 måneder.
Suzuki har også opgraderet udstyrsniveauet på Vitara-modellen. Altså den eksisterende benzinvariant og ikke den kommende elektriske af slagsen. Her er prisen fastholdt på 229.990 kr., men udstyrsniveauet er opgraderet med bl.a. mere sikkerhedsudstyr for at leve op til nye lovkrav.
Læs også: Biltest af Suzuki Swift
20. december 2024
Nye priser: Cupra sænker priser med 25.000 kr. på Tavascan
Cupra lancerede den elektriske SUV Tavascan i år, og nu er der kommet en prissænkning, samtidig med at garantien nu gælder op til 150.000 km mod før 100.000 km inden for fem år.
Cupra har også lanceret en ny basisudgave. Prisen er 299.990 kr. med 286 hk, det store batteri med en rækkevidde på 565 km og udstyr som varmepumpe, varme i forsæderne, forberedelse til træk, klimaanlæg og en 15 tommer trykskærm med trådløs Android Auto/Apple CarPlay. Det er en meget stærk intropris.
Mere udstyr som nøglefri betjening, trezonet klimaanlæg, elektrisk bagklap fås i Endurance-varianten, der koster 35.000 kr. mere. Den er sat 25.000 kr. ned i forhold til de oprindelige priser. Det samme gælder topversion Adrenaline, der nu koster 364.990 kr.
Topmodellen VZ Adrenaline har firehjulstræk, 340 hk samt en rækkevidde på 512 km. Her er prisen med højeste udstyrsniveau 424.990 kr. Alle nye Tavascan bestilt inden 31. januar vil desuden få tilbudt standardopsætning af Clever-lader samt et års opladning hjemme og ude via Clever One-abonnement som en del af prisen på bilen.
20. december 2024
Lagerbiler: MG har nu Danmarks billigste elbil til 170.000 kr.
2025 bliver endnu et år, hvor der bliver kæmpet med kampagnepriser på elbiler. Og MG skyder konkurrencen i gang med at være den billigste med en kampagnepris på ZS EV.
Der er et begrænset parti, som sælges for 169.999 kr. Og det er for en bil med syv års garanti. Så kører man ikke langt, kan det være et interessant bud.
December har været lidt ramt af små kampagner, hvor meget få biler er sat markant ned. De fleste skyldes at K.W. Bruun- koncernen er blevet solgt til et udenlandsk selskab og nu opererer i Danmark under navnet Wismo. Det har blandt andet betydet, at Jeep Avenger har været solgt til 200.000 kr. og Opel Astra Electric har kunne findes til 230.000 kr.
Med disse små partier af biler på ned til 20 eksemplarer har man skulle være hurtige på aftrækkeren. Men er også udtryk for, at importøren vil have ryddet lageret i forbindelse med overdragelse af forretningen.
Det er ikke tilfældet for MG, der fortsætter med samme ejere i det nye år, men en helt ny generation ZS lanceres til sommer.
Hvad var der af tilbud i 2024?
Vil du se priser, privatleasingtilbud, kampagner og andre billigere måde at anskaffe sig en bil på i 2024, har vi samlet hele året i denne artikel.