Hærvejsmotorvej er pengene værd

Der er samfundsøkonomisk sund fornuft i en midtjysk motorvej, viser beregninger fra Vejdirektoratet. En hærvejsmotorvej løser dog ikke behovet for en udvidelse af østjyske E45, mener FDM.

Trafik

Fortalerne for en ny motorvej ned gennem Midtjylland har fået ny stærke kort på hånden i forhold til en hærvejsmotorvej.

En ny midtjyskmotorvej, der løber parallelt med den østjyske E45, vil nemlig reducere rejsetiden markant ned gennem Jylland og have en positiv samfundsøkonomisk forrentning. Det viser nye beregninger, Vejdirektoratet har lavet af fire forskellige linjeføringer. 

Vejdirektoratet har regnet på samfundsøkonomien i fire forskellige linjeføringer af en ny midtjysk motorvej. Grafik: Vejdirektoratet
Vejdirektoratet har regnet på samfundsøkonomien i fire linjeføringer af en ny midtjysk motorvej. Grafik: Vejdirektoratet

 

Ifølge beregningerne vil de fire linjeføringer, der alle løber fra nord for Hobro og ned til syd på Kolding eller Vejle, have en intern rente på mellem 9,0 og 6,3 procent alt efter, hvilke en man vælger. Som udgangspunkt regner man med, at projekter med en intern rente på fire procent eller mere er samfundsøkonomiske rentable. Dermed vil en ny motorvej ned gennem Midtjylland tilføre samfundet værdi.

LÆS OGSÅ: Grønt lys for kørsel i nødspor

Minister: Værd at kigge nærmere på

”Genberegningen (det er anden gang man regner på en midtjysk motorvej, red.) viser, at der er mange positive aspekter ved en ny midtjysk motorvej, som det er værd at kigge nærmere på,” siger transport- og bygningsminister Hans Christian Schmidt i en pressemeddelelse.

Alt efter linjeføring viser beregningerne fra Landstrafikmodellen, at de fire linjer kan forventes af få mellem 19.000 og 49.000 daglige køretøjer pr. hverdagsdøgn i 2030.

En ny linje vil desuden aflaste rute 13 og den hårdtprøvede østjyske motorvej E45, der de seneste 20 år har oplevet en fordobling i trafikken. Rapporten fra Vejdirektoratet konkluderer dog, at en hærvejsmotorvej kun vil udskyde trængselsproblemerne på E45 i en årrække.

LÆS OGSÅ: Motorvej til Holstebro for 3,4 mia. kr.

Akut behov for udvidelse af E45

Allerede i dag kører der i gennemsnit mellem 40.000 og 80.000 køretøjer på E45 i døgnet, hvilket gør motorvejen til Danmarks næstmest trafikerede. Fremskrivninger viser, at eksempelvis trafikken over Vejlefjordbroen i 2030 i gennemsnit vil være på 96.000 køretøjer i døgnet.

”For FDM er det afgørende, at vi har de rigtige veje de rigtige steder. Derfor er de nye beregninger af en midtjysk motorvej også interessante og viser, at det samfundsøkonomisk kan give god mening etablere en motorvej her, som mange har efterlyst i flere år. Vi hæfter vi os dog også ved, at en hærvejsmotorvej ikke løser trængselsproblemerne på E45, som har et akut behov for en udvidelse. Den bør man prioritere, inden man tager hul på en ny parallel motorvej,” siger adm. direktør i FDM, Thomas Møller Thomsen.

Afhængig af linjeføring vil en ny motorvej op gennem Midtjylland beløbe sig til mellem 15 og 22 milliarder kroner.

LÆS OGSÅ: Hurtigt og helskindet til Herning