Kører du bil, når du kører bil?

Ny kampagne og politikontrol skal få bilisterne til at rette opmærksomheden mod vejen. Nødvendigt med øget fokus på uopmærksomhed i trafikken, mener FDM

Knap 6 % af bilisterne foretager sig distraherende ting bag rattet, viser en undersøgelse fra Rigspolitiet.
Trafik

Kør bil, når du kører bil. Sådan lyder det måske bedste råd til bilisterne, når det kommer til trafiksikkerhed.

Alligevel er det langt fra altid, at opmærksomheden er rettet mod vejen og trafikken. Derfor skærper politiet denne uge indsatsen mod uopmærksomme bilister.

”Selv få sekunders uopmærksomhed kan betyde, at man overser en anden trafikant eller kommer til at trække over i modsatte vognbane, og rammer en modkørende frontalt. For at forebygge de her ulykker sætter vi ind med kontrol i den kommende uge,” siger Tove Hels, chefkonsulent i Rigspolitiets Nationale Færdselscenter i en pressemeddelelse.

Selv få sekunders uopmærksomhed kan betyde, at man overser en anden trafikant eller kommer til at trække over i modsatte vognbane, og rammer en modkørende frontalt

Læs også: Parkér mobilen

Spiser og drikker bag rattet

Rigspolitiets Nationale Færdselscenter har netop afsluttet en undersøgelse af 26.000 bilisters handlinger bag ratet på en række motor-, lande- og byveje. Den viser, at knap 6 % af alle førere af personbiler eller varevogne foretager sig distraherende ting bag rattet som at tale i håndholdt mobil, indstille bilens GPS eller spiser og drikke.

Politiets øgede kontrol sker samtidig med, at Rådet for sikker Trafik og Forsikring & Pension lancerer kampagnen ’Kør bil når du kører bil – kom ud af din boble’. Kampagnen sætter fokus på, at det ikke er nok at rette opmærksomheden mod trafikken, men at det også kræver, at man er mentalt opmærksom. Er tankerne et andet sted, eller er man samtidig optaget af en mobilsamtale, påvirker det nemlig reaktionstiden og øger risikoen for ulykker.

Læs også: Hver femte bruger mobilen i bilen

FDM: Parkér mobilen

Hos FDM mener afdelingschef Torben Lund Kudsk, at det er positivt med politiets øgede fokus på uopmærksomhed bag rattet.

”Uopmærksomhed i trafikken er et stort problem. Både den bevidste og ubevidste. Derfor hilser vi både politiets øgede fokus og den nye ’kom ud af din boble’ kampagne velkommen. Som Rigspolitiets undersøgelse viser, er der behov for det og særligt blandt erhvervschauffører. Her var det hele 15 % af chaufførerne, der foretog sig distraherende ting underkørslen. Taget i betragtning, at mange af dem kører i tontunge lastvogne, er det meget problematisk,” siger Torben Lund Kudsk og tilføjer:

Læs også: Så farlig er en SMS bag rattet

”Selvom det langt fra kun er mobiltelefoner, der kan stjæle ens opmærksomhed, må vi nok erkende, at håndholdt mobil er den værste skurk. Derfor lancerer FDM i samarbejde med de øvrige europæiske bilklubber nu kampagnen ’Parkér mobilen’. Kampagnen skal få bilister til at lade være med at bruge håndholdt mobil under kørsel eller gøre andre ting, der kan distrahere én. Kort sagt handler det om at køre bil, når man kører bil.”