Holstebromotorvejen er færdig. Blot tre et halvt år efter at første spadestik blev taget, kunne transportministeren 29. september indvie sidste del af den 39 km lange motorvej - hvoraf noget hedder Messemotorvejen.
Dermed har trafikkanterne i det nordvestlige Jylland fået gevaldig bedre forhold.
15 minutter sparet hver vej
Turen fra det nordlige Holstebro, eller f.eks. Struer, til Herning er blevet 15 minutter hurtigere, har Vejdirektoratet beregnet.
I myldretiden kan besparelsen være endnu større, når bilisterne slipper for køkørsel gennem myriaden af trafiklys på Holstebros ringvej.
Se mere: Motorvej til Holstebro for 3,4 mia. kr.
Holstebromotorvejen/Messemotorvejen er indviet i tre etaper, hvor den sidste og nordlige på 15 km er en slags ydre ringvej om Holstebro.
Motorvejen ender i et lyskryds nord for Holstebro.
26 år undervejs
I Holstebro glæder borgmesteren sig også over, at erhvervslivet kan komme væsentlig hurtige frem med gods. Vi er jo i Vækstjylland, lader han forstå.
- Nogen gange skal man knibe sig i armen. Vi har kæmpet i 26 år, men nu er den her, sagde en glad borgmester H. C. Østerby, inden transportminister Ole Birk Olesen klippede snore.
Det skete til tonerne af ’Tågen letter’ og omgivet af mange tusinde borgere, der var mødt op til Vejfest i Vest.
Bilisterne måtte dog vente til søndagen efter, 30. september, med at kunne tage vejen i brug.
Se mere: Motorvej med hul i midten
Danmarks længste motorvejsbyggeri
Med sine 39 km har motorvejen været det længste byggeprojekt i Vejdirektoratet. Alligevel er vejen blevet færdig til tiden – lidt før endda – og den er også blevet billigere. Vejdirektoratets bevilling har været på ca. 3,3 mia. kr., men formentlig kan 300 mio. kr. sendes tilbage til statskassen.
Den samlede bevilling fra Folketinget var i sin tid på ca. 4.0 mia. kr. inklusive en reserve på 20 procent.
Turen fra det nordlige Holstebro, eller f.eks. Struer, til Herning er blevet 15 minutter hurtigere.
Motorvejen er udstyret med otte til- og frakørsler, går hen over fem større broer over ådale, krydser jernbaner fire steder foruden 40 andre veje. Dyrelivet har fået en stor bro hen over motorvejen.
Se mere: Danmarks smukkeste motorvej ruller sig ud
På anden etape af motorvejen har en meget ujævn asfalt givet bilister en lettere rystetur, men den dårlige asfalt blev udskiftet inden åbningen af sidste etape.
Selv om den nye motorvej bliver modtaget med begejstring i Nordvestjylland, får den ikke særlig mange daglige kunder i en national sammenligning.
Ikke mange biler på vejen
Med forventet 8.000-10.000 biler i døgnet på den nordlige del bliver vejen her en af Danmarks mindst trafikerede motorveje. Det er lige så få som på Hirtshalsmotorvejen. Messemotorvejen, der er en del af Holstebromotorvejs-projektet, er dog helt nede på 4.000 biler vest for Herning. Det ventes dog at stige, når regionhospitalet i Gødstrup åbner.
Se mere: Plan klar for motorvej til Hillerød
Selv om trafikken rundt om Holstebro bliver beskeden, bliver effekten meget mærkbar på den gamle vej gennem Holstebro. Her ventes antallet af biler i døgnet nu at falde fra 16.000 til 12.000.
Med færdiggørelsen af Holstebromotorvejen foregår der nu kun anlæg ét eneste sted i Danmark af ny motorvej. Det er seks km af Kalundborgmotorvejen, der åbner i efteråret 2019.
Se mere: Motorveje er som magnet på trafikken