Det var meget passende Kronprinsesse Mary, der 28. september klippede den røde snor med et meget stort hjerte og dermed kunne indvie broen, der bærer hendes navn.
Det gjorde hun i overværelse af mindst 20.000 fremmødte, overvejende dem der bor i Frederikssund Kommune og som dermed kan få glæde af broen fra 30. september tidligt om morgenen.
Vejen og broen vil som den første lokale vej i Danmark have ’bompenge’.
Åbner 30. september
Ud over festdagen lørdag vil der være løb på broen søndag, hvorefter der skal ryddes op, så bilisterne kan tage den ti km lange motortrafikvej i brug mandag morgen. Selve højbroen udgør 1,4 km.
Vejen og broen vil som den første lokale vej i Danmark have ’bompenge’. 14 kr. koster en tur for personbiler, mens motorcykler slipper gratis og køretøjer over 3,5 ton må af med 41 kr.
Se mere: Høj bro giver flot genvej over fjord
Sådan betaler du
Bilister kan bruge Brobizz eller betale via nummerpladen. Sund & Bælts ’Pay by plate’ virker ikke, så man bør oprette en konto via fjordpay.dk
Har man ingen af delene, får man fem dage til at betale passagen på fjordpay.dk – tillagt én kr. i gebyr. Ved senere betaling vokser gebyret til 20 kr.
Og der er ikke noget med en gratis introduktionsperiode. Den automatiske betaling vil være i funktion, når broen reelt åbner mandag morgen 30. september kl. 5.00.
Af der nu skal betales for at køre på en dansk vej, blev kommenteret i flere af talerne ved indvielsen.
Nogle vil fravælge den
- Nogle vil fravælge broen, men alle vil få glæde af den, for den nye bro vil aflaste den gamle, pointerede bestyrelsesformand for Fjordforbindelsen Frederikssund, Leif Tullberg.
Han nævnte med et glimt i øjet, at det har været nemt at få udbredt budskabet om, at bilisterne skal være klar til at betale takket være den lokale protestgruppe ’Broafgift - Nej tak!’.
- Tak for det, sagde Leif Tullberg.
Transportminister Benny Engelbrecht berørte også betalingen, men så positivt på det.
Fremrykket 10-15 år
- Vi står her sådan set ti år for tidligt. At det er blevet en betalingsvej betyder nemlig, at det har været muligt at få den bygget og åbnet nu, og ikke først om måske ti år, sagde han.
Frederikssunds borgmester, John Schmidt Andersen, sagde bl.a.:
- Jeg glæder mig over, at vores kommune nu er bundet bedre sammen, og at Hornsherred er bedre forbundet til resten af hovedstadsområdet.
- Mange er imod betalingen, og det forstår jeg godt. Det er ikke et ønskescenarie, men det eneste mulige, hvis vi skulle have broen nu og ikke først om 10-15 år, sagde borgmesteren.
Kan spare en halv time
Transportminister Benny Engelbrecht argumenterede da også for, at bilisterne får noget for pengene:
- I morgenmyldretiden kan man spare op til en halv time, når man kommer fra Hornsherred. Det bliver immervæk til noget i løbet af en uge.
Broen og vejen har kostet ca. to mia. kr., hvoraf staten har bidraget med en tredjedel og trafikanterne skal afdrage resten over de næste ca. 40 år.