Bedre trafik i Østjylland: 9 mia. kr.

Vejdirektoratet har en plan klar: E45 i Østjylland kan udvides fra fire til seks spor, så bilisterne kan spare hundredtusindvis af timer årligt. Prisen for 89 km er ca. ni mia. kr. De penge er der ikke lige.

En mindre del af E45 er udvidet til seks spor. 89 km mere trænger også.
Trafik

Den gode nyhed til bilister i Østjylland: Der er nu en køreklar plan for udvidelsen af E45 fra fire til seks spor. Den dårlige: Politikerne skal først finde ni mia. kr.

Trafikken sander ofte til på Østjyske Motorvej, selv om to strækninger i nyere tid er udvidet fra fire til seks spor.

Derfor vil mange gerne have udvidet resten af E45 mellem Vejle og nord for Randers, og Vejdirektoratet er nu færdig med sin særdeles grundige plan for, hvordan det kan ske. Det sker med tre digre VVM-rapporter, der også sætter anslået pris på forbedringen.

Ni mia. kr. for hele strækningen

Det vil koste anslået lige knap ni mia. kr. at udvide de 89 km motorvej inkl. ombygning af til- og frakørsler, broer, dyrepassager, støjværn og nye afvandingssystemer.

Den centrale del af E45 i Østjylland, der trænger til udvidelse.
Den centrale del af E45 i Østjylland, der trænger til udvidelse. Den grønne del er for nylig blevet færdig med seks spor. Kort: Vejdirektoratet

Projektet er delt ind i tre strækninger:

* Vejle nord-Skanderborg syd, 38 km, 3,6 mia. kr.

* Aarhus syd-Aarhus nord, 19 km, 2,1 mia. kr.

* Aarhus nord-Randers nord, 32 km, 3,1 mia. kr.

Trafikanterne vil spare langt over én mio. timer årligt til sin tid i forhold til en situation, hvor vejen ikke udvides.

Det mener FDM om veje

- Endnu et godt vejprojekt ligger klar til politisk beslutning, men vi mangler stadig en masterplan for videreudviklingen af det danske vejnet, siger afdelingschef i FDM, Torben Lund Kudsk.

- Selv om trafikmængden har været reduceret som følge af Corona, er den stærkt på vej tilbage med udsigt til endnu mere trængsel. FDM mener, at det er stort behov for politisk handling – uden en velfungerende infrastruktur går Danmark bogstaveligt talt i stå, siger Torben Lund Kudsk.

Kompliceret udvidelse

Udvidelsen vil blive mere komplicereret og dyrere, end da man udbyggede strækningen Skanderborg syd-Aarhus syd. Her var der plads i midterrabatten til ’blot’ at rulle ekstra asfalt ud.

Se mere: Første skridt mod Hillerød- og Hærvejsmotorvej

Resten af udvidelsen skal primært ske i siderne, så en del broer skal rives ned og mere jord flyttes. Projektet omfatter også en ny bro over Gudenåen ved Randers og en større ombygning af det problematiske Aarhus Nord-kryds inkl. en udvidelse af Djurslandsmotorvejen på en to km lang strækning.

Udbygningen har motorvejen har en god samfundsnytte. Det gælder særligt strækningen rundt om Aarhus, hvor den interne rente er beregnet til 6,5 procent. Det er højt. Den sydlige del, Vejle-Skanderborg er også en samfundsøkonomisk gevinst med 3,8 pct., mens Aarhus-Randers med 3,1 pct, ikke helt er med dagens trafikmængder.

Se mere: Rapport: brug for ny Lillebæltsbro

Vejen må stille op i køen

Uanset samfundsøkonomien skal pengene bevilges. Og det kan have lange udsigter.

Udvidelsen af E45 må stille op i køen sammen med et stort antal andre motorvejsprojekter, som er færdigplanlagt, men ikke har fået hægtet en anlægsbevilling på.

Lokalt i Jylland risikerer E45 at skulle konkurrere med den helt nye ’Hærvejsmotorvejen’, som formentlig vil koste ca. 16-17 mia. kr.

Se mere: Rapport: Ny motorvej i Jylland er god idé