Mange bilister er uopmærksomme ved vejarbejde – er du?

Uopmærksomhed og ofte også for høj fart er skyld i stadig flere trafikulykker omkring vejarbejder. Se, hvordan du kører forbi et vejarbejde.

Ny kampagne skal få bilister til at holde fokus ved vejarbejder
Trafik

En smule uopmærksomhed og en lidt for tung fod på bilens speeder. Mere skal der ikke til, før det nemt går galt, når bilister kører forbi et vejarbejde. Og det gør det oftere end tidligere.

Alene i 2019 skete der 318 trafikulykker i forbindelse med vejarbejde, hvoraf der skete personskade i de 62. Det er 80 ulykker flere end året før.

Antallet af trafikulykker ved vejarbejder går i det hele taget den gale vej. I de seneste fem år er tallet steget fra 208 til 318.

Derfor gentager Vejdirektoratet nu sin kampagne ’Stil Skarpt – vejarbejde kræver fokus’.

Læs også: Uopmærksomhed er en dræber i trafikken

Trafikulykker ved vejarbejde 2015-2019
År Personskadeulykker Materielskadeulykker I alt
2015 45 163 208
2016 54 186 240
2017 53 185 238
2018 59 204 263
2019 62 256 318

Kilde: Vejdirektoratet

Læs også: Sort skygge over dansk trafiksikkerhed

En farlig tendens

”Det stigende antal ulykker ved vejarbejder tyder desværre på, at for mange trafikanter fortsat er uopmærksomme, når de kører forbi vejarbejder. Det er en farlig tendens, som vi ønsker at rette op på. Når du er uopmærksom, er der nemlig en stor risiko for, at du overser skilte, vognbaneskift, smallere kørebaner og faste genstande tæt på vejbanen,” udtaler områdechef Charlotte Vithen fra Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.

Vejdirektoratet giver derfor følgende råd til bilister ved vejarbejde:

  • Koncentrér dig om din kørsel
  • Vær opmærksom på ændringer på vejen
  • Respektér hastighedsgrænsen
  • Hold afstand til forankørende
  • Hold din vognbane frem til flettepunktet

Læs også: Laver du også en af disse 13 fejl i trafikken?

Vigtigt at holde fokus

”Uopmærksomhed er den hyppigste årsag til, at trafikulykker sker. Det gælder også omkring vejarbejde. Derfor er det vigtigt, at man som bilist er opmærksom og overholder den skiltede hastighed, som ofte er sænket, fordi vejbanerne er snævret ind, eller vejens forløb på anden måde er ændret. Når det går galt ved vejarbejde, er det ofte bilisterne selv, det går ud over. Derfor er det vigtigt at holde fokus på trafikken og overholde hastighedsgrænsen. Også selvom man ikke kan se folk, der arbejder langs vejen,” siger chefkonsulent i FDM Dennis Lange.

Vejdirektoratets kampagne kører de næste fire uger, hvor bilister bl.a. vil møde kampagneskilte på strækninger med vejarbejde og langs motorvejene. 

Få vejhjælp til bilen