Per Hammershøi
Valgt i kreds 5 for Slagelse, Næstved, Sorø og Ringsted Kommuner

Interview med Per Hammerhøi, kundekonsulent, 65 år
Hvor længe har du været medlem af FDM?
Jeg har været medlem i over 20 år og har læst Motor det meste af mit liv, da min familie altid har været medlem. Jeg besluttede mig for selv at blive medlem, fordi jeg værdsætter den viden, rådgivning og støtte, foreningen giver os bilister.
Hvorfor stillede du op?
Fordi jeg synes, at FDM er en vigtig organisation, som jeg ønsker at bakke op om. FDM gør en forskel for bilisterne ved at være et stærkt talerør over for politikere, myndigheder og branchen. Foreningen omsætter viden til konkrete forbedringer og hjælper bilister med at navigere i hverdagens udfordringer.
Hvad glæder du dig mest til?
Til at få indblik i repræsentantskabets arbejde og til at arbejde tæt sammen med engagerede medlemmer om at bidrage til, at bilisternes stemme bliver hørt i konkrete beslutninger. Endelig glæder jeg mig til at lære af de øvrige repræsentantskabsmedlemmer og udvikle nye initiativer, der styrker både medlemmerne og foreningen.
Hvad håber du at få ud af at være en del af repræsentantskabet?
Jeg håber på at få mere viden om det store arbejde, FDM gør for bilisterne, og at få indsigt i og indflydelse på de beslutninger, der skal tages for FDM i fremtiden. Det er en spændende tid med omstilling til elbiler og i det hele taget den grønne omstilling.
Hvilke erfaringer og kompetencer kan du bringe i spil i FDMs repræsentantskab?
Jeg håber at kunne bidrage med min erfaring som selvstændig erhvervsdrivende gennem 37 år, altså en erfaren, afbalanceret og praksisnær tilgang til at udvikle FDMs medlemsværdi og sikre, at beslutninger altid træffes med medlemmernes bedste for øje.
Mød et medlem af repræsentantskabet
Medlemsdemokratiet er vigtigt for FDM, og som repræsentantskabsmedlem kan du få reel indflydelse og mulighed for at præge FDMs retning, holdninger og arbejde.




