Spring til hovedindhold
Logo

Thomas Hattel Smith

Valgt i kreds 4 for Helsingør, Fredensborg, Allerød og Hillerød Kommune

Portræt af et medlem af FDMs repræsentantskab

Interview med Thomas Hattel Smith, 39 år

Hvorfor har du valgt at være en del af FDMs repræsentantskab?

Jeg har altid haft interesse for teknik og transport og har selv været pendler og bilferie-entusiast i mange år. Da jeg i 2020 blev gjort opmærksom på repræsentantskabet, blev jeg nysgerrig. Jeg følte, at jeg kunne bidrage med erfaring både fra foreningslivet og fra mit professionelle arbejde og samtidig lære mere om FDM indefra.

Hvad får du ud af at være med?

Jeg har fået stor indsigt i FDMs politiske arbejde, som faktisk gør en forskel for alle bilister i Danmark. Det har også været spændende at opleve dynamikken mellem foreningen og virksomheden. Jeg kan godt lide at bidrage til, at FDM forbliver relevant og balanceret f.eks. når vi diskuterer grøn omstilling uden at glemme dem, for hvem elbil ikke er den rette løsning.

Hvad kræver det at være en del af repræsentantskabet?

Man skal egentlig bare være medlem og have lyst til at engagere sig i debatten om fremtidens bilisme. Det er ikke et krav, at man kan læse et årsregnskab. Det vigtigste er, at vi har en bred repræsentation af medlemmer unge og ældre, kvinder og mænd, fra by og land. Det er sådan, vi sikrer, at FDM forbliver relevant for alle.

Hvorfor skal man stille op?

Det er en mulighed for at gøre en forskel, både ift. bilisme og ift. mobilitet generelt. Og så er det virkelig spændende at være med der er både faglig og politisk læring og virksomhedslæring. Derudover er der 24 ledige pladser i repræsentantskabet, og vi har brug for flere især flere yngre og flere kvinder

Hvad vil du sige til andre, der overvejer at stille op?

Glem idéen om, at det kun er for ældre mænd med særlige kompetencer. Langt de fleste har noget vigtigt at bidrage med og man lærer meget undervejs. Bare det at du er medlem og engageret, er nok til at gøre en forskel.

Nye øjne gør FDM stærk

Yngre medlemmer ved ofte ikke, at de har mulighed for at blive valgt til bl.a. repræsentantskaber og bestyrelser og få indflydelse på virksomhedens drift. I FDMs repræsentantskab ser medlemmerne gerne, at flere yngre engagerer sig i medlemsdemokratiet, og der arbejdes løbende på at sikre, at der er aldersmæssig diversitet.

To personer mødes i FDMs repræsentantskab

Hvad laver repræsentantskabet?

Repræsentantskabet er FDMs højeste myndighed, der godkender de overordnede principper for FDMs virke.