Spring til hovedindhold
Logo

Tobias Mortensen

Valgt i kreds 7 for Århus Kommune

Publikum ser racerløb på FDM Jyllandsringen

Interview med Tobias Mortensen

Fart på i kredsene

Tobias Mortensen, der har været medlem af FDMs repræsentantskab siden 2023, var tilskuer til Grand Prix Danmark i august på FDM Jyllandsringen. Det er blot en af mange sociale aktiviteter, som FDMs kredse har mulighed for at deltage i.

Hvordan var det at se løb på FDM Jyllandsringen?

Jeg har været til løb de seneste fire år, og det er fantastisk at se, hvordan den del af FDM udvikler sig. Der kommer ikke bare flere teams og biler til start, men også flere tilskuere.

Hvad får du ud af de sociale arrangementer i jeres kreds?

Jeg får et netværk, både personligt og arbejdsrelateret. Det gælder faktisk ikke kun i min egen kreds, men i hele landet, da kredsene også mødes på tværs, når vi afholder repræsentantskabsmøde og fælles kredsmøder.

Hvilke arrangementer har I været til?

I forbindelse med kredsmøderne og det årlige repræsentantskabsmøde får vi en god blanding af sociale aktiviteter og fagligt indhold. Vi har f.eks. været på rundvisning hos Strøjer Samlingen og Gubsø Garage, og så har vi netop i kredsen drøftet vedtægter. I forbindelse med den kommende proces for vedtægtsændringer sidder der repræsentantskabsmedlemmer med i det udvalg, der skal behandle vedtægtsændringerne. Det giver mig stor værdi, at jeg som repræsentantskabsmedlem inddrages i foreningens arbejde.

Hvilket arrangement er det næste i jeres kreds?

Til efteråret har vi igen fælles kredsmøder, hvor flere af kredsene samles. I år mødes vi på FDM Jyllandsringen til et oplæg af FDMs eksperter Søren W. Rasmussen og Ilyas Dogru, som bl.a. skal fortælle om elbilsalg, ladeinfrastruktur, nye bilmærker, batterier og garantier. Det er også spændende, når det faglige bliver kombineret med noget praktisk, så jeg glæder mig også til at høre Lone Otto, som er afdelingschef i Teknisk Rådgivning, fortælle om muligheder og begrænsninger ved de nye assistentsystemer. Efter oplægget skal vi på banen og lave en praktisk test af systemerne.

To personer mødes i FDMs repræsentantskab

Hvad laver repræsentantskabet?

Repræsentantskabet er FDMs højeste myndighed, der godkender de overordnede principper for FDMs virke.