Skilt advarer: fartkontrol forude - måske

Et blåt skilt med et kamera breder sig ud over landet. Formålet er at advare om, at på strækningen er der hyppig fartkontrol med fotovogne. Glimrende idé, mener FDM.

Blåt skilt advarer om høj risiko for fartkontrol.
Trafik

Et nyt skilt er skudt op ad mulden langs en del veje. En lille blå tavle med kamerasymbol kan ses ved både landeveje og motorveje.

Beskeden fra de blå skilte er velment: fartkontrol forude. Sørg for at overholde fartgrænsen.

Skiltet er sat op, hvor politiets fotovogne, kaldet ATK-biler, særlig hyppigt holder i vejsiden med blitz og radar klar.

Mere præcist er betydningen: risiko for fartkontrol. Skiltet er nemlig sat op, hvor politiets fotovogne, kaldet ATK-biler, særlig hyppigt holder i vejsiden med blitz og radar klar.

Det er de såkaldte fokusstrækninger, hvor der er forhøjede problemer med for høj fart og/eller ulykker, og hvor ATK-bilerne derfor ofte holder.

Muligheden for at bruge advarslen har eksisteret, siden den nuværende ordning med 100 fotobiler blev indført i februar 2015. Kun få steder er det sket. Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har gennem flere år skiltet mindst to steder.

Efterspurgt af FDM

FDM har længe efterspurgt den type skiltning, og afdelingschef i FDMs politisk-økonomiske sekretariat, Torben Lund Kudsk, er godt tilfreds med, at det nu er ved at ske.

Advarselsskilt på kommunevej.
De nye skilte advarer om en strækning, hvor der særlig ofte er automatisk fartkontrol. Her er det en kommunal vej i Gribskov Kommune. Foto: Torben Arent

Se mere: Flertal vil skilte om fotovogne

- Det er rigtigt positiv, at politi og vejmyndighederne har lyttet til FDMs kritik af den skjulte fartkontrol. I langt de fleste lande laves fartkontrol synligt ud fra en tankegang om, at de fleste fartoverskridelser sker ubevidst og at øget oplysning er vejen frem, siger han.

Det er dog ikke lige nemt at få dem op på kommunernes veje som på statens veje. Vejdirektoratet har afsat en pulje til skiltning på statens veje, som er de fleste motorveje og de vigtigste landeveje.

Småt med penge til skilte

På kommunernes veje er det enten kommunen eller politikredsen, der må betale. Og det kan for begge parter være svært at finde penge til skiltningen.

- Det er på de kommunale landeveje, at de fleste alvorlige trafikulykker sker, og derfor er det problematisk, at det er op til den enkelte politikreds eller kommune at finde penge til skiltning. FDM frygter derfor, at det vil blive budgetforhold og ikke fagligheden, der afgør om skiltningen kommer op, tilføjer Torben Lund Kudsk.

Det samme skilt sættes op ved de 20 ubetjente fotobokse, der snart sættes i drift.

Se mere: Fotobokse klar til at blitze