Alfa Romeo Giulia - hakkende skønhed
Biltest
24. september 2019

Foto: Karsten Meyland Lemche
En uskøn motor gør en ellers dejlig bil til lidt af en prøvelse. Vælg Alfa Romeo Giulia med benzinmotor i stedet, så kører den lige så lækkert, som den ser ud.
Alfa Romeo Giulia
FDMs ekspertvurdering

Fordele
Lækkert design / Køreegenskaber / Førermiljø
Ulemper
Støjende motor / Plads ved bagsæde / Ikke tre års garanti
Pris
601.300 kr.
Maks. effekt
190 hk
Alfa Romeo Giulia er på mange måder en bil, som får smilet frem. De smukke linjer, de lækre detaljer i kabinen og de fine køreegenskaber har vi rost, hver gang vi har haft en version af Alfa Romeos bedste bud i firmabilsklassen til test.
Men i denne version med 2.2-liters dieselmotor stivner smilet i det øjeblik, man trykker på startknappen på rattet. Fra motorrummet lyder en kakofoni af mislyde, og så længe motoren er kold, suppleres lydinfernoet af en uskøn motorgang, der giver en urolig kørsel, især ved lave hastigheder.
Læs også: Motors test af BMW 5-serie - ikke business as usual
Efterhånden som motoren finder sin arbejdstemperatur daler lydniveauet, men der er aldrig tvivl om, at det er en dieselmotor, der ligger ude under motorhjelmen.

Føreren er i den grad i centrum bag rattet i Alfa Romeo Giulia.
Dejlig i Dynamic
Motoren er på 2.143 ccm, men med vanlig italiensk sans for store armbevægelser er den blevet til en 2.2-liters i Alfa Romeos optik. Den yder 190 hk og et solidt moment på 450 Nm allerede ved 1.750 o/min., og det giver bilen ganske gode præstationer, specielt når bilen er sat i Dynamic.
Som alle Alfaer har bilen fabrikkens DNA-system, hvor man med et tryk på en knap ved siden af gearvælgeren kan bestemme bilens køredynamiske opsætning, og i denne version var det nødvendigt at holde bilen i det mere sportslige Dynamic-køremodus hele tiden.
Læs også: Motors test af Mercedes-Benz C-klasse - storsælgende stjernevogn
Desværre giver systemet ikke mulighed for at definere en præference, så bilen skulle sættes i Dynamic ved hver eneste køretur. Motoren er koblet til Alfa Romeos fine ottetrins automatgearkasse, som leverer skiftene lydefrit og som kan betjenes med skiftegrebene bag rattet.

Skærmen er lige lille nok, og grafikken ikke helt overbevisende.
Imponerende interiør
Den testede model var med Edizione-udstyr, som er ganske omfattende, både hvad angår sikkerhed og komfort. Derudover var bilen udstyret med en Lusso-pakke til 70.000 kr., og selvom det er ganske mange penge, er det måske især her, at bilens italienske rødder for alvor skinner igennem.
Pakken indeholder blandt andet en kabine med Pieno Fiore læderindtræk, og den understreger, at der ikke er nogen, der kan trylle med et interiør, som italienerne kan. Til gengæld har Alfa Romeo stadig meget at lære, når det gælder elektronik i kabinen. Godt nok har bilen en 8,8”-skærm, men grafikken er ikke helt i top, og den er ikke berøringsfølsom.
Læs også: Motors test af Peugeot 508 - charme og kant
Med Lusso-pakke og Edizione-udstyr ender prislappen på over 600.000 kr., og så bliver konkurrencen fra især de tyske biler i klassen ganske hård. Derfor må anbefalingen være, at man vælger den 2.0-liters benziner med 200 hk, der giver en bedre køreoplevelse og koster knap 20.000 kr. mindre end dieselhakkeren.






Skråt bagfra er ikke den mest flatterende vinkel i et ellers ganske gennemført design.