Logo

DS 3 Crossback - excentrisk egobil

Tests

Biltest

14. august 2019

Der er bløde linjer, stor kølergril og smarte LED-kørelys. DS 3 Crossback skiller sig ud i trafikken, og vil du have mere ud af designlinjerne, bør du overveje en anden farve end sort, hvor de smarte detaljer drukner lidt.
Karsten Meyland Lemche

DS 3 Crossback er ikke som de andre, og den er stolt af det. Den er skabt til de bilister, der søger det kuriøse, når de skal vælge bil.

DS3 Crossback

1.2 Puretech 130 Performance Line aut. (Benzin)

FDMs ekspertvurdering

DS3 Crossback set bagfra

Fordele

Design / Komfortabel / Udstyrsniveau

Ulemper

Underlige knapper / Stor blind vinkel / Ikke tre års garanti

Pris

324.990 kr.

Maks. effekt

130 hk

Hvis du er mere til kaviar og champagne end leverpostejsmad og et glas vand, så læs trygt videre.

DS 3 Crossback er for livsnydere, der ser bort fra prissedlen og i stedet lader sig fascinere af lækre materialer, særpræget design og en lang liste med luksusudstyr.

Dørhåndtagene glider elegant ud af karrosseriet, og kommer dig i møde, når du nærmer dig bilen. Det er ikke set før i denne prisklasse og er med til at give en oplevelse af noget særligt.

Læs også: Motors test af Audi A1 - moderigtig minibil

Testbilen var i temaet sort i sort, men DS 3 Crossback kan fås i langt mere spændende farvekombinationer. Især med stærke farver står alle bilens detaljer frem og løfter oplevelsen af noget unikt.

Raffineret kabine i DS3 Crossback

DS vil skille sig ud og holder fast i de specielle knapper til elruderne ved siden af gearvælgeren. Det virker bedre designmæssigt end i praksis, hvor man skal se efter, især hvis det er de bagerste ruder, der skal åbnes.

God indstigning og dårligt udsyn

Indstigningen til forsæderne er let og elegant, fordi Crossback-udgaven er en SUV, hvor du sidder relativt højt over vejbanen. Bag rattet bemærker du de velstøttende sæder med dellæder og alcantara, der sammen med alcantara på instrumentbordet og specielt designede knapper til elruderne giver en fornemmelse af kræs om dig som bilejer.

DS 3 skiller sig også ud med en ny form for knapper under trykskærmen. Men de er desværre uden knapfornemmelse, så du ved ikke, om du har ramt rigtigt, før skærmbilledet ændrer sig. Og netop her føles computeren nogle gange lidt langsommelig i optrækket.

Læs også: Motors omtale af BMW 1-serie

Placeringen af knapperne virker også lidt uorganiseret og ulogisk, så lige her har ønsket om det specielle fået overtag. Eksempelvis er nogle af knapperne til klimaanlægget permanent tilgængelige, mens f.eks. ændring af temperaturen skal foregå via en menu på skærmen.

På bagsædet er som en vinkælder, mørkt og klaustrofobisk. Lofthøjden imponerer ikke, og vi savner friskluftdyser.

DS 3 Crossback fungerer derfor bedst til to personer og kan ikke anbefales som familiebil. En bred stolpe mellem bagdør og bagrude giver et ringe udsyn til cyklister i byen og kan også gemme en bil i den blinde vinkel.

Bagagerum i DS3 Crossback

Der er 350 liters bagagerum ifølge den officielle måling, men når man pakker, virker det lidt mindre end andre modeller med lignende bagagerumstal. Der er dog rigeligt med bagageplads til to personer, fire personer skal pakke med måde.

Velkørende og spækket med udstyr

Køreoplevelsen er komfortabel, og det gør DS 3 Crossback velegnet på længere ture. Kører man meget, kan diesel overvejes, men den fås desværre ikke med automatgear. I en verden af extravaganza hører automatgearet hjemme, derfor er netop denne testede variant den mest oplagte, med mindre du drømmer om elbiludgaven, der kommer hen mod årsskiftet.

Udstyrslisten imponerer med klimaanlæg, adaptiv fartpilot og digitale instrumenter. Der er også Apple CarPlay på 7”-trykskærmen, og vil du skrue helt op for luksusfornemmelsen, kan du for 60.000 kr. ekstra få lædersæder, adaptive LED-forlygter, større trykskærm med navigation, bakkamera og et headup-display. Det er ikke nødvendigt udstyr, medmindre man lader lysten drive bilvalget.

Læs også: Motors test af Mini Cooper 5-dørs

Analysefirmaet Bilpriser.dk vurderer, at værditabet kan blive noget større end normalt, fordi DS er et marginalt mærke, hvor selv et lille salg af firmabiler kommer til at påvirke gensalgsprisen.

Dertil kommer det faktum, at moden per definition er flygtig, så selvom DS 3 Crossback er hip nu, så varer nyhedsinteressen næppe ved. Derfor bør man overveje privatleasing, hvor man kender regnestykket på forhånd.