Hvad er en dongle?

En dongle er et stykke elektronik, der giver dig et overblik over din bils helbred. Inden du installerer en dongle i bilen, skal du dog være opmærksom på, hvem der læser med, og hvad dine data bliver brugt til.

Dongle med kabel til bil vises frem.
Viden

Nye biler indsamler i dag store mængder data. En måde, du som bilejer kan få adgang til nogle af dem på, er ved at installere en såkaldt dongle.

Kort sagt er en dongle et lille stykke elektronik, der sættes til bilens OBD-stik (On-Board-Diagnostics) også kaldet diagnose-stik. Det sidder typisk under ratstammen eller ved midterkonsollen. 

Siden 2001 har det været et krav, at alle nye biler i EU (for dieselbiler 2004) skal have et OBD-stik, der gør det muligt at udlæse fejlkoder og anden information om bilens generelle helbredstilstand. Det er også igennem OBD-stikket, at bilens motorstyring opdateres ved service.

En dongle kan f.eks. hente data om:

  • Omdrejningstal
  • Fejlkoder
  • Bilens batterikapacitet

Donglen sender så data videre til enten en bilproducent eller en anden interessent, som du har accepteret at dele dem med, og som gør dem tilgængelige for dig som bilejer. Bilens data kommer nemlig i koder, der først skal oversættes til et ’sprog’, der kan læses.

Illustration af underoverskrift Hvordan hentes data ud af bilen?

Typisk bliver de oversatte data vist via en app på din smartphone eller tablet, hvor du på et dashboard kan få et grafisk overblik over bilens ve og vel. Det kan være oplysninger om netop bilens brændstofforbrug, position, batteriets kapacitet eller bilens helbred på forskellige områder.

Hvor mange data, en dongle kan aflæse, afhænger helt af, hvad den er sat op til, og om den har et SIM-kort, som du kender det fra mobiltelefoner. Det sidste gør det muligt løbende at sende data, så du og andre kan aflæse dem i realtid og lokalisere bilens position. 

Illustration af underoverskrift Hvem har adgang til dine data?

De fleste dongle-løsninger udbydes af interessenter, der ofte stiller både dongle og app-løsning frit til rådighed mod til gengæld at få adgang til dine data. Du skal derfor være opmærksom på, hvad og hvordan de bruges og af hvem.

Oplysninger om din bils helbred kan være nyttige og være med til at forhindre, at fejl udvikler sig, eller at batteriet går helt dødt. Omvendt kan oplysningerne også bruges til at forsøge at binde dig til en bestemt serviceudbyder.

Du kan dog også selv udlæse data fra din bil. Der findes forskellige produkter, som ligeledes sættes til OBD-stikket og virker på samme måde. Der er derfor typisk knyttet en app til, så du på din smartphone eller tablet kan få et grafisk overblik over de data, donglen udlæser.

Brug for at kende dit batteris tilstand? 

Som medlem af FDM kan du få testet højvoltbatteriet på din elbil eller plugin-hybrid med Aviloo Batteritest, og du kan få kendskab til dit batteris tilstand f.eks. i forbindelse med køb eller salg af bil.

Bestil batteritest