Hvad er bilers Euronorm?

Alle benzin- og dieselbiler er typegodkendt efter en Euronorm fra 1-6. Den fortæller noget om bilens miljøegenskaber. Diesel- og benzinbiler har hver deres Euronorm, som løbende skærpes med nye krav til bilers udledning af skadelige stoffer.

Bil får testet sin udledning af skadelige stoffer.
Viden

De fleste bilister kender bilens forbrugstal, som fortæller, hvor langt den kører på en liter brændstof. Anderledes forholder det sig med bilens Euronorm.

Euronormen angiver bilens miljøegenskaber, og hvor meget den må udlede af skadelige stoffer, som partikler og NOx’er målt i gram pr. kilometer.

NOx er betegnelsen for de såkaldte kvælstofilter, som er sundhedsskadelige for mennesker, og som dannes ved forbrænding ved høje temperaturer. For eksempel i bilers motorer.

Den første Euronorm - Euro 1 - blev indført i 1993. Siden er miljøkravene løbende blevet skærpet. Det har betydet, at forureningen fra skadelige stoffer er faldet i Europa, selvom trafikken er steget. 

Læs mere: Hvad er WLTP (eksternt link)

Euronorm for dieselbiler

Diesel Gælder fra (nye biler) Gælder fra (biler i produktion) Testcyklus NOx (mg/km)
Euro 1 1. juli 1992 1. jan. 1993 NEDC -
Euro 2 1. jan. 1996 1. jan. 1997 NEDC -
Euro 3 1. jan. 2000 1. jan. 2001 NEDC 500
Euro 4 1. jan. 2005 1. jan. 2006 NEDC 250
Euro 5a 1. sept. 2009 1. jan. 2011 NEDC 180
Euro 5b 1. sept. 2011 1. jan. 2013 NEDC 180
Euro 6b 1. sept. 2014 1. sept. 2015 NEDC 80
Euro 6c - 1. sept. 2018 WLTP 80
Euro 6d-Temp* 1. sept 2017 1. sept. 2019 WLTP 80
Euro 6d* 1. jan. 2020 1. jan. 2021 WLTP 80
Euro 6e 1. sep. 2023 1. sep. 2024 WLTP 80
Euro 7 Forventes 2026 Ikke endeligt bestemt WLTP Ukendt

*For Euronorm 6d-Temp og 6d gælder en korrektionsfaktor for det emissionstal, der måles ved den mobile Real Driving Emissions test (RED). Det betyder, at laboratorieværdien må ganges med hhv. 2,1 (6d-Temp) og 1,43 (6d). 

Euronorm for benzinbiler

Benzin Gælder fra (nye biler) Gælder fra (biler i produktion) Testcyklus NOx (mg/km)
Euro 1 1. juli 1992 1. jan. 1993 NEDC -
Euro 2 1. jan. 1996 1. jan. 1997 NEDC -
Euro 3 1. jan. 2000 1. jan. 2001 NEDC 150
Euro 4 1. jan. 2005 1. jan. 2006 NEDC 80
Euro 5a 1. sept. 2009 1. jan. 2011 NEDC 60
Euro 5b 1. sept. 2011 1. jan. 2013 NEDC 60
Euro 6b 1. sept. 2014 1. sept. 2015 NEDC 60
Euro 6c - 1. jan. 2018 WLTP 60
Euro 6d-Temp 1. sept. 2017 1. jan. 2019 WLTP 60
Euro 6d 1. jan. 2020 1. jan. 2021 WLTP 60
Euro 6e 1. sep. 2023 1. sep. 2024 WLTP 60
Euro 7 Forventes 2026 Ikke endeligt bestemt WLTP Ukendt

Hvordan reguleres Euronormen?

Det er EU, der igennem forordning regulerer Euronormen. Det betyder, at alle nye biler, der sælges i EU, skal overholde den gældende norm. Uanset hvor i verden de er produceret.

Diesel- og benzinbiler har hver deres Euronorm med forskellige krav til udledning. Det samme har varevogne, busser, lastbiler, motorcykler og knallerter.

Kun elbiler har ingen Euronorm, da de ikke har nogen direkte udledning.

Hvilken Euronorm, den enkelte bil lever op til, fremgår af bilens registreringsattest. Dog kun angivet i den overordnede gruppe, eksempelvis Euronorm 5. De seneste Euronormer har dog undergrupper, eksempelvis 6b, 6c eller 6d.

Vil du se, hvilken undergruppe din bil tilhører, kræver det, at du rekvirerer bilens COC-dokument via forhandleren eller importøren. Det kan være dyrt. Derfor arbejder FDM på, at bilens præcise Euronorm fremgår af registreringsattesten.

Tjek din egen bil

Du kan tjekke din egen bils Euronorm på Motorregisterets hjemmeside (eksternt link).

Kan du ikke finde din bil her, kan du kontakte din mærkeforhandler.

Hvor gælder Euronormen?

Bilers skadelige miljøpåvirkninger i især byerne har betydet et øget fokus på den enkelte bils Euronorm. Udledningen af skadelige stoffer har nemlig betydning for nærmiljøet, mens bilens forbrug, og dermed CO2-udledning, har betydning for klimaet.

Stadig flere byer i Europa er begyndt at skærpe miljøkravene til de biler, der må køre ind i byerne. Her tager man udgangspunkt i netop bilens Euronorm.

Skal du købe en brugt bil, kan det derfor være en god idé at være opmærksom på dens Euronorm. Flere steder i Europa er man nemlig ved at forbyde de ældste biler. Lever din bil ikke op til de gældende krav, risikerer du ikke at måtte køre ind i de byer, du vil besøge.

I flere tyske byer skal dieselbiler eksempelvis være mindst Euronorm 6 (fra 2014 og frem) for at køre ind, mens kravet til benzinbiler er Euronorm 3 (fra 2000 og frem).

Hvis du overvejer at købe en dieselbil, som skal anvendes i alle tyske byer med miljøzoner, anbefaler FDM, at du går efter en bil med Euronorm 6d eller højere.

Hvad er reglerne for partikelfiltre til dieselbiler?

Reglerne for person- og varebiler, der kører på diesel, er skærpet i 2023. Det betyder, at der kan stilles krav om montering af partikelfilter, hvis bilerne skal køre i en miljøzone. Der er miljøzoner i bl.a. København, Frederiksberg, Aarhus, Odense og Aalborg.

  • Fra 1. juli 2023 skal der på dieseldrevne varebiler være monteret et partikelfilter.
  • Fra 1. oktober 2023 skal der på dieseldrevene personbiler være monteret et partikelfilter

Reglerne rammer dieselpersonbiler fra Euronorm 4 eller ældre, og det vil typisk sige biler fra 2009 og ældre. Det er i nogle tilfælde muligt at få eftermonteret et partikelfilter, men det kan være dyrt.  

FDM bakker op om de skærpede krav til partikelfiltre og arbejder for, at skrotpræmien for ældre dieselbiler forhøjes.

Brug for hjælp?

Husk, at du som medlem af FDM har adgang til rådgivning af biltekniske og juridiske eksperter, samt andre gode medlemsfordele, bl.a. vejhjælp og forsikring. 

Få rådgivning