For mange ejere af elbiler og plugin-hybrider er det praktisk at have en ladeboks hjemme, som kan bruges til at oplade bilerne, f.eks. når strømmen er billig om natten. I denne artikel kan du læse nærmere om installation af ladeboks hjemme.
Hvem skal foretage installationen?
Hvis du bor i hus med egen indkørsel, er det ofte nemt at få opsat en ladeboks. Installationen skal foretages af en autoriseret elektriker.
Mange vil kunne klare sig med en standardinstallation, og den omfatter montering af ladeboks, kabel til eltavlen, fejlstrømssikring samt ny gruppe i eltavlen på et ’standardhus’.
I flere tilfælde kan du købe ladeboks og installation som en samlet pakke.
Der kan være leveringstid på installationen, og derfor er det en god idé at bestille i god tid.
Det tager normalt 3-5 timer, når en elektriker installerer en ladeboks til elbil eller plugin-hybrid. Under installationen vil strømmen til din husstand være afbrudt.
Der skal typisk bores et eller flere huller i husmuren for at føre kablet fra eltavlen indenfor til ladeboksen udenfor. Eventuelt murerarbejde til efterreparation af de borede huller er ikke en del af standard-installationen.
Er der ekstraudgifter ved installation af ladeboks?
I nogle tilfælde kan der være ekstraudgifter forbundet med installationen af en ladeboks. Herunder kan du læse mere om, hvilke forhold der typisk vil afstedkomme ekstraudgifter i forbindelse med installationen:
>> Gravearbejde og længere kabel
En standardinstallation omfatter f.eks. normalt kun op til 10 - 15 meter kabel og ikke gravearbejde. Skal du f.eks. have gravet fem meter kabel ned fra hus til carport, koster det typisk 4.500 kr. for gravearbejde og kabel oven i de øvrige udgifter. Prisen kan reduceres, hvis du selv står for gravearbejdet.
>> Jordspyd for at sikre jordforbindelse
Hvis der er behov for jordspyd ved installationen, skal du også betale ekstra, f.eks. 1.500 kr. Jordspyd sørger for, at der er tilstrækkelig jordforbindelse ved opladning, og bilernes sikkerhedsfunktion dermed ikke forhindrer opladning af batteriet. Ved installation af ladeboks er det i cirka 20% af tilfældene nødvendigt at etablere jordspyd.
Det er først muligt at vurdere, om der er behov for et eller flere jordspyd, når ladeboksen er monteret. Elektrikeren udmåler den specifikke installation, og kravet til jordforbindelse ved opladning af elbil er højere end for resten af husets installationer.
>> Ekstra fejlstrømsrelæ og udvidelse af eltavle
Alle ladebokse skal desuden have deres egen gruppe med indbygget fejlstrømsrelæ (Type A) fra eltavlen, hvorfra strømmen skal tages, og det er med i en standardinstallation.
Nogle bokse kræver dog et fejlstrømsrelæ (Type B), og det koster ekstra. Forhør dig om dette der, hvor du køber din ladeboks.
Almindeligvis skal der ikke foretages yderligere arbejde ved eltavlen, men i huse, der kun har en lille eltavle, skal selve eltavlen ofte udvides med en udvendig gruppetavle, og det kan koste ekstra.
Prisen for en ny udvendig gruppetavle er typisk 500 - 600 kr. En ny gruppetavle koster cirka 2.000 kroner, mens en udvidelse, det vil sige en ekstra tavle, ligger mellem 3.000 og 6.000 kroner.
Hvilken ladeboks til elbil skal du vælge hjemme?
Der findes mange forskellige ladebokse at vælge imellem. FDM anbefaler, at du vælger en, der sælges af en dansk forhandler, og som du kan kontrollere via en app. På den måde kan du styre og indstille opladning af bilen via din telefon, hvis din bil tillader det.
Nogle ladebokse kan kun betjenes og kontrolleres, hvis de er forbundet via Bluetooth til en mobil, som derfor skal være tæt på.
Test fra FDMs tyske søsterklub, ADAC, har vist, at det ikke fungerer optimalt med Bluetooth-forbindelse til ladebokse.
Derfor er det værd at overveje ladebokse, hvor du via app kan styre og kontrollere dem, selv om du ikke umiddelbart er i nærheden af dit hjem.
Hvilken aftale skal du vælge til din ladeboks?
Inden du får installeret en ladeboks, skal du vælge den ladeløsning, som passer bedst til dig.
Der er tre muligheder at vælge imellem, når du skal lade hjemme:
Det kan være svært at gennemskue den rette løsning. Derfor har FDM skabt en ladeløsning-beregner, hvor du kan regne dig frem til den ladeløsning, som vil være bedst for dig ud fra din individuelle situation og dit kørselsmønster.
Hvordan oplader du elbil derhjemme?
Når du har fået monteret og installeret en ladeboks på din bopæl, kan du begynde at lade din bil. I videoen kan du se, hvordan du oplader dig elbil, og hvad du skal være opmærksom på.
Hvordan vælger du den bedste ladeløsning?
At vælge den rette ladeløsning handler ikke kun om at finde en ladeboks. Det handler om at finde en løsning, som passer til dit daglige forbrug, kørselsmønster og muligheder for opladning. Bliv klogere på, hvilken ladeløsning der passer til dine behov.