Guide: Sådan køber du en veteranbil

Det behøver ikke at være dyrt at gøre drømmen om en veteranbil til virkelighed. Vi guider dig her gennem alle købets faser, så du kan finde den bedste klassiske bil til den rigtige pris.

Sådan køber du en veteranbil
Viden

Mærker du et sug i maven, når en skinnende veteranbil fra dengang, der fandtes RIGTIGE biler, kører forbi? Drømmer du om at gribe fat i det smukke rat og mærke duften af læder, olie og benzin? 

Så køb en klassisk bil! Det behøver ikke at være dyrt at gøre veteranbildrømmen til virkelighed – 50.000 kroner eller endnu mindre kan være rigeligt til at køre tilbage til en svunden tid.

Risikoen er også til at overse, hvis du tænker dig om på forhånd og ikke lader følelserne løbe af med dig. Passer du veteranbilen godt, kan du som regel sælge den igen for lige så meget, som du selv gav for den.

Illustration af underoverskrift

Har du råd til at købe en veteranbil?

Læg dig på forhånd fast på, hvor mange penge du vil ofre på en veteranbil. Da klassiske biler kræver mere vedligeholdelse end moderne, bør du også altid have et beløb i reserve til uforudsete udgifter, især hvis du ikke kan reparere bilen selv.

Til gengæld gør billig vægtafgift og forsikring det relativt billigt at eje en veteranbil. Når en bil fylder 35 år, falder ejerafgiften til en fjerdedel af den normale takst, og flere forsikringsselskaber tilbyder billige veteranforsikringer.

En veteranbilforsikring kræver typisk, at du har en anden hverdagsbil. Desuden skal du opbevare veteranbilen i aflåst garage, ikke benytte bilen til daglig transport, og højst køre 6.000 km årligt samt i nogle tilfælde ikke om vinteren.

Reglerne afhænger dog af det enkelte forsikringsselskab, så tjek markedet på forhånd.

Vild med klassikere?

Elsker du veteranbiler, eller vil du bare gerne vide mere om klassikere?

Så læs MotorClassic, Danmarks eneste specialmagasin om veteranbiler og klassiske biler.

Læs mere: Om MotorClassic

Hvordan vælger du den rigtige veteranbil?

Der findes mange forskellige veteranbiler på markedet. Det er nemmest at finde "den rigtige", hvis du indsnævrer udvalget på forhånd.

Spørg dig selv, hvad du drømmer om – en åben sportsvogn, en klassisk amerikaner eller den familiebil, din farfar havde for 40 år siden?

Tænk over, hvad du vil bruge veteranbilen til. Vil du køre alene, eller skal der være plads til hele familien? Vil du kun køre en lille tur i godt vejr om søndagen, eller skal veteranen også kunne klare en sommerferie sydpå?

Som nybegynder bør du vælge en robust bilmodel, som er ukompliceret at vedligeholde og nem at få reservedele til. Det gælder blandt andet mange britiske og amerikanske klassikere.

Illustration af underoverskriftHvor kan du få råd og vejledning?

Sæt dig ind i din favoritbils historie og typiske svagheder, så du lettere kan spotte fejl og mangler som f.eks. pyntelister eller andre detaljer, der mangler.

Det er også en god idé at melde sig ind i en mærkeklub. Der findes danske mærkeklubber for ejere af langt de fleste veteranbiler, og her møder du folk med grundigt kendskab til netop den bil, du har kig på.

De kan hjælpe med råd og vejledning om, hvad du især skal kontrollere inden køb, og ofte kan du også få hjælp til at skaffe reservedele eller finde en god mekaniker.

Søg: Danske bilklubber (eksternt link)

Tænk også over, hvor du vil opbevare bilen, især om vinteren. En veteranbil har ikke godt af fugt, vejsalt og at stå ude i det fri året rundt.

Læs mere: Gode råd til vinteropbevaring af veteranbil 

Illustration af underoverskriftHvordan tjekker du veteranbilen?

En veteranbil er omfattet af købelovens regler om reklamationsret, hvis du køber den hos en bilforhandler. I hvert fald i princippet, for grænsen, for om en defekt på en 50 år gammel bil er en decideret fejl eller almindelige alderdomskramper, ligger i en udpræget gråzone.

Som nybegynder bør du derfor altid købe det bedste eksemplar af ønskebilen, du kan finde. Selv små buler, rust- og lakskader er meget dyre at udbedre, så merprisen for selve bilen mere end opvejer, hvad du kan spare på længere sigt.

Hav altid en bilkyndig bekendt, måske en fra bilklubben, med, når du ser på klassisk bil. Kast først et overordnet blik på bilen: Hvordan ser lak, krom og indtræk ud? "Hænger" bilen i fjedrene? Er der synlige buler, ridser eller rustangreb? Er der dokumentation for reparationer, renoveringer - helst med fotos - og løbende vedligeholdelse?

Bed også om at se registrerings- og synsattester samt told- og afgiftspapirer, hvis bilen er hentet i udlandet. 

Læs mere: Regler for veteranbiler 

Hvilke typiske fejl finder du på klassiske biler?

Tjek altid grundigt for rust, helst med bilen på en lift.

Typiske ruststeder på ældre biler er omkring lygterne, skærme, indre og ydre sidepaneler, for- og bagbro, vanger, omkring hjulophængene pladen mellem motorrum og kabine, forstolper, dørbunde, bundplade, bagagerum og benzintank.

De fleste veteranbiler har fået lavet rust mindst én gang, og håndværkets kvalitet skal være i orden. Det kan en bil- og modelkyndig hjælpe dig med at kontrollere.

Mange ældre biler skal have smurt undervognen jævnligt, så når bilen alligevel er på liften, tjekker du også, om der er fedt i smøreniplerne.

På mange ældre biler kan motor, gearkasse og bagtøj godt "svede" lidt olie. Det er konstruktionsbetinget og helt normalt, men olien må ikke strømme ud.

Fjedrene må ikke vise spor efter brud, støddæmperne må ikke være rustne eller lække, manchetter og bøsninger må ikke have revner, og udstødningen må ikke være tæret.

Er du i tvivl, bør du lade et af FDMs testcentre eller et værksted med kendskab til bilmodellen gå den grundigt efter – og find en anden veteranbil, hvis sælger ikke tillader, at uafhængige specialister tjekker den.

Læs mere: FDM test og bilsyn

Illustration af underoverskrift

Hvad skal du holde øje med på prøveturen?

En klassisk bil kører, føles og lyder anderledes end en moderne bil, så lær modellen at kende på forhånd – i bilklubben er der sikkert en, der gerne giver en tur.

Bilen skal være kold, når du starter, og motoren skal starte prompte og lyde sund. Der må ikke være unormal røgudvikling fra motoren eller mislyde fra transmission og udstødning.

Motoren skal trække jævnt og uden ryk, koblingen må ikke glide, og gearskift skal foregå uden skrabende lyde, især ved nedgearing. Hold også øje med temperaturmåleren og evt. olietrykmåler – olietrykket må ikke falde ved pludselig belastning.

Styretøjet skal føles naturligt uden for meget slør – har bilen tandstangsstyretøj, må der ikke være slør overhovedet. Bilen skal kunne køre ligeud og passere ujævnheder uden skramlende lyde, bremserne skal tage jævnt fat og må ikke trække skævt.

Motoren skal også kunne starte ordentligt, når den er blevet gennemvarm, og efter prøveturen tjekker du igen, om bilen lækker kølervæske eller olie.

Illustration af underoverskrift

Hvad er den rigtige pris på veteranbilen?

Lever veteranbilen stadig op til forventningerne efter prøvetur og et grundigt tjek, skal du og sælger bare blive enige om prisen. Det normale prisniveau for bilmodellen kan du tjekke i annoncer på nettet, i MotorClassic eller få vejledning om i bilklubben.

Alle aftaler, for eksempel reparationer udført og betalt af sælger inden levering, skal skrives ind i kontrakten.

Det skal naturligvis fremgå, at veteranbilen er gældfri. Hvis du kender bilens stelnummer, kan du selv tjekke oplysningerne gratis hos Tinglysningen. 

Søg: Tinglysning.dk (eksternt link)

Brug for forsikring?

Som medlem af FDM har du også adgang til en god og billig veteranbilforsikring.   Få veteranbilforsikring