Import: Er det for dig?

Inden du beslutter dig for at importere en bil, er der nogle overvejelser du bør gøre. Det er nemlig ikke nødvendigvis billigere at købe bil i udlandet i stedet for Danmark.

Inden du beslutter dig for at importere en bil, er der nogle overvejelser du bør gøre.
Fotograf:
Viden

Inden du giver dig i kast med at importere en bil fra udlandet, er det vigtigt, at du overvejer det grundigt. Man kan nemt tro, at der er meget at spare ved at importere en bil fra udlandet frem for at købe hos en dansk bilforhandler. Men det er langt fra altid sikkert.

Se video: Hvad er fordele og ulemper ved import?

Udgifter svære at forudsige

Hvis du overvejer import, skal du især være opmærksom på følgende:

  • Den endelige udgift ved at importere er svær at forudsige. Som udgangspunkt kender du først bilens pris, når SKAT har afgjort, hvor meget du skal betale i registreringsafgift for at få bilen på danske plader. En del bliver overraskede over, hvor meget registreringsafgift de ender med at skulle betale. Det er muligt at få et bindende svar på bilens afgift fra SKAT, inden du køber bilen i udlandet. FDM anbefaler, at du kontakter SKAT på forhånd, så du undgår overraskelser.

SKAT: Læs om bindende svar (ekstern side)

  • Vær opmærksom på øvrige omkostninger og transportudgifter, der er forbundet med at få bilen hjem. De kan være betydelige, hvis fx bilen skal transporteres hjem på lad. Husk også på udgifter til rejse og eventuelt ophold undervejs.
  • Køber du bil i udlandet, er det svært at klage efter købet. Selvom du principielt har samme reklamationsret som i Danmark, hvis du køber hos en bilforhandler i et EU-land, så vil alene distancen udgøre en stor hindring for at gøre brug af reklamationsretten. Det kan derfor være en fordel, hvis du kan forhandle dig til en "Europa-garanti", så du får mulighed for at benytte et værksted i Danmark, hvis der viser sig fejl på bilen efter købet.
  • Hvis handlen viser sig problematisk, har FDM desværre ikke mulighed for at hjælpe dig udover rådgivning om dine muligheder. FDM kan kun gå ind i sager, når modparten er en virksomhed beliggende i Danmark. Der er forskellig lovgivning i landene omkring os, hvilket kræver lokal ekspertise.
  • Når en bil skal indregistreres i Danmark er der krav i forhold til teknisk dokumentation. Fra 1998 har næsten alle biler EF-godkendelsesnummer (eks: e3*2001/116*0153*00), og i så fald kan bilen umiddelbart godkendes. Er bilen fra et land udenfor EU eller fra før 1998 kræves yderligere dokumentation.

Skal der betales moms og told ved import ?

Du skal ikke betale told og moms, hvis bilen :

  • indføres fra et andet EU-land, hvor der i forvejen er betalt moms
  • er over seks måneder gammel
  • har kørt mindst 6.000 kilometer

Trin for trin - alle faserne for import

Er import for dig og hvad kræver det?

Før du tager afsted - hvad skal du have klar?

Køb af bilen i udlandet

Hjemtransport af bilen - hvilke lovkrav skal du overholde?

Told- og registreringssyn i forbindelse med importen

Hvilke afgifter skal der betales og hvornår?