Det kan måske lyde overraskende, men at takke ja til en firmabil er ikke nødvendigvis altid den løsning, der er mest økonomisk fordelagtig for dig som ansat.
Det er derfor værd at være opmærksom på, hvad der gælder i netop din situation.
Kan en firmabil betale sig?
En firmabil kan i mange tilfælde bedst betale sig for dig som ansat, hvis du kører meget privat i bilen. Kører du i stedet meget for firmaet, vil det i flere situationer bedre kunne betale sig for dig at eje bilen selv.
Der er mange forskellige måder, man som ansat kan blive tilbudt fri bil/firmabil.
Det kan være, du har fået tilbudt en firmabil som et gode, hvor du ikke kan vælge pengene i stedet. I så fald vil det for de fleste kunne betale sig at takke ja til en firmabil. Bliver du tilbudt, at du kan vælge enten bil eller løn, så bliver regnestykket tættere, og det kræver, at du kigger nøjere på tallene.
Nogle virksomheder tilbyder en økonomisk ramme for firmabilen, og så kan du som ansat vælge at betale ekstra for en dyrere bil eller være mere økonomisk og dermed få lidt ekstra i lønposen.
Om en firmabil kan betale sig for dig, afhænger en del af virksomhedens villighed til at betale for kørsel i egen bil. Taksten for skattefri befordringsgodtgørelse er 3,44 kr. pr. km op til 20.000 km om året og 1,90 kr. pr. km derefter. Men det er blot den skattefri grænse. Du kan reelt få mere, men så skal du betale skat af hele beløbet. Du kan også få mindre, hvis virksomheden ikke ønsker at betale så meget eller slet ikke giver kørselsgodtgørelse.
Bemærk, at du ikke kan modtage kørselsfradrag, når du har fri bil, sådan som du gør, når du i stedet selv ejer din bil.
Test om en firmabil kan svare sig for dig
Som du nok kan fornemme af det ovenstående afsnit, så er der en del faktorer i spil, når du skal finde ud af, om en firmabil er et fordelagtigt gode for dig. På nettet findes flere beregnere, hvor du kan indtaste dine individuelle data, som kan hjælpe dig med at få overblik over, om en firmabil kan betale sig for dig, blandt andet disse:
- pwc.dk (eksternt link)
- nordania.dk (eksternt link)
Hvilken firmabil skal du vælge?
Generelt kan det bedre betale sig at vælge firmabil, jo dyrere bilen er – især hvis der er tale om biler, hvor der er stor forskel på beskatningsværdien og listeprisen hos forhandleren. Billigere biler er ofte billigere at eje selv.
Med de seneste ændringer i beskatningen af firmabil kommer ejerafgiften til at spille en større rolle fremadrettet, og bilens pris kommer til at betyde mindre. Det betyder, at f.eks. plugin-hybrider i flere tilfælde er markant billigere i beskatning end en tilsvarende dieselbil. Hvis du får en firmabil for første gang eller skifter til en markant dyrere eller billigere firmabil, så husk at opdatere din forskudsopgørelse, så din indberetning passer.
Når den virksomhed, du arbejder for, giver dig mulighed for at få firmabil, så foregår det ofte sådan, at du får tildelt en sum penge, som bilen må koste virksomheden. Det betyder, at det leasingselskab, som din arbejdsgiver samarbejder med, laver en liste med biler, du kan vælge imellem.
Det kan være økonomisk begrundet, men det kan også være et spørgsmål om image. Nogle virksomheder ønsker ikke, at deres ansatte ankommer hos kunden i en coupé, en cabriolet eller en tre år gammel, flexleaset Porsche 911. Selvsamme ønske til arbejdspladsens image kan også være årsagen til, at du får firmabilen på mere attraktive vilkår. Det kan også gælde et ønske om, at der vælges elbiler eller plugin-hybrider eller et krav til bestemte energiklasser.
Da leasingfirmaerne tilbyder de biler, som de har fået på gunstige vilkår, er det ikke sikkert, at du frit kan vælge udstyrsvariant eller ekstraudstyr. Det er en af fordelene ved at eje bilen selv. Her er det kun din pengepung, der sætter grænserne.
Hvilke fordele har en firmabil?
Der er fordele ved en firmabil, som det er værd at tage med i dine overvejelser. Som bruger af en firmabil skal du nemlig ikke bekymre dig om den største post i bilbudgettet: værditabet. Ligeledes er finansiering, energiforbrug eller forsikring ikke noget, du kan spare på, da det hele er regnet med i firmabilaftalen. Uanset hvor langt du kører, så påvirker det ikke din firmabilbeskatning.
Men der kan naturligvis være restriktioner i din aftale, og husk også at spørge ind til evt. begrænsninger. Betaler virksomheden også brændstof og strøm, når du er på ferie i udlandet? Må du låne bilen ud, eller er der andre begrænsninger? Det er godt at have overblik over.
Hvis regnestykket ender med, at det bedst kan betale sig at eje sin egen bil frem for at vælge firmabilen, så kan du overveje at privatlease din kommende bil. På den måde outsourcer du mange af bekymringerne til leasingselskabet og kan nyde at få en ny bil hvert tredje år eller oftere, hvis det er det, du ønsker.
Hvordan er beskatningsregler og afgifter for firmabiler?
I forbindelse med at der omkring nytår 2021 kom nye bilafgifter, ændrede man også reglerne for beskatning af firmabiler for at sikre, at grønne firmabiler også er de økonomisk mest attraktive. Herunder kan du læse om, hvad de nye afgifter konkret betyder for firmabilerne.
>> Beskatningsgrundlaget bliver ensrettet
Beskatningsgrundlaget er et beløb, man får tillagt sin indkomst, når ens skat skal beregnes, og det følger primært værdien på bilen. Det udgør 23,5 pct. af bilens værdi op til 300.000 kr. tillagt 21,5 pct. af den del af bilens pris, der overstiger 300.000 kr. Du bliver som minimum beskattet af en bil med en værdi på 160.000 kr.
Frem mod 2025 bliver disse to satser løbende korrigeret, så de mødes på 22,5 pct. i 2025. Dermed vil firmabilsbilister frem til og med 2025 opleve, at beskatningsgrundlaget bliver justeret hvert år. Nogle vil opleve en højere beskatning, mens andre vil opleve, at den falder.
Generelt vil firmabiler op til 600.000 kr. blive billigere i beskatning fra 2025. Fra 2020 er alle leasingbiler blevet vurderet efter fire måneders kørsel, og det er denne vurdering, som beskatningen beregnes ud fra resten af tiden, du har firmabilen. Beskatningsgrundlaget pålægges desuden et miljøtillæg.
>> CO2 påvirker beskatningen
Da bilernes miljøegenskaber påvirker registreringsafgiften, vil de også komme til at påvirke beskatningsgrundlaget. Jo lavere CO2-tal, des lavere registreringsafgift – og dermed lavere beskatningsgrundlag. Her er batterifradraget især interessant for plugin-hybrider, der udleder under 50 gram CO2 pr. km, samt elbiler, der får et endnu større fradrag i registreringsafgiften.
>> Miljøtillæg baseret på ejerafgift
Ejerafgiften steg for alle bilister – først med 3 pct. i 2022, og efterfølgende de næste tre år med 6,5 pct. årligt og i 2026 med yderligere 10 pct. Stigningen ramte firmabilsbilisten lidt hårdere, fordi miljøtillægget beregnes ud fra den aktuelle ejerafgift.
Indtil den 30. juni 2021 var det 150 pct. af ejerafgiften, men fra den 1. juli 2021 blev det med 250 pct. af ejerafgiften. Fra 2023 beregnes miljøafgiften som den årlige periodiske afgift ganget med 450 pct. Miljøtillægget stiger frem mod 2025 til 700 pct. af ejerafgiften.
>> Genberegning af afgift
Beskatningsgrundlaget bliver genberegnet efter senest tre måneder. Den regel trådte i kraft i 2020 og gælder fortsat. Reguleringens omfang afhænger af markedspriserne på den bil, man har valgt. Her er det især biler, der har et markant lavere beskatningsgrundlag end listeprisen, der kan stige.
Bemærk, at genberegning kan medføre højere beskatning end først antaget, hvis bilens pris stiger i mellemtiden, og at mindstebeskatning på nye biler altid tager udgangspunkt i nyprisen ved indregistreringstidspunktet.
>> Billigere, når bilen bliver over tre år gammel
Har du firmabilen i over tre år, så udgør beskatningen blot 75 pct. af den beregnede beskatningsværdi herefter. Derfor er det billigere både for dig og for virksomheden at beholde en firmabil i fire år i stedet for de traditionelle tre år. Vælger man en bil, som er over tre år gammel, så vil beskatningen være baseret på en aktuel vurdering af bilens værdi. Det kan gøre nogle ældre biler økonomisk interessante, dog skal du være opmærksom på de markante stigninger i miljøtillægget.
Bilmodel | VW Tiguan eHybrid Life | VW Tiguan 2.0 TDI Life |
---|---|---|
Vejledende pris, kr. | 369.995 | 449.995 |
Beskatningsværdi efter 4 mdr., kr. | 351.993 | 428.995 |
Gns. nettobetaling, kr./md. | 3.395 | 4.666 |
*) Den gennemsnitlige beskatning er beregnet over fire års ejerskab, og den månedlige beskatning er det, du skal betale i skat af firmabilen.
Hvilken firmabil skal du vælge?
FDM tester både elbiler, plugin-hybrider, benzin- og dieselbiler. Få adgang til hundredvis af biltest og find den rette bil til dit behov.