Der er regler for, hvordan og hvor meget du må ombygge din bil, før den mister sin afgiftsmæssige identitet, og der skal betales ny registreringsafgift. Her kan du læse mere om Motorstyrelsen regler ift. ombygning.
Hvor meget må bilen ombygges?
Motorstyrelsens vejledning er opdelt i et grønt, et gult og et rødt afsnit:
Grøn kategori:
Alle ændringer i den grønne kategori må du frit foretage uden konsekvenser for bilens identitet. På listen finder vi blandt andet elektronisk tænding, ombygning fra 6 til 12 volt, andre fælge og dæk på eksisterende nav, lak, indtræk, instrumenter og ekstralygter, der kan monteres uden ændringer af karrosseriet.
Gul kategori:
I den gule kategori skal du være mere forsigtig. Her må du principielt altid foretage én ændring inden for 12 måneder og kombinere den med samtlige grønne ændringer – til gengæld risikerer du, at bilen i Motorstyrelsens øjne ændrer identitet, hvis du foretager flere gule ændringer som led i en større ombygning. Du skal for eksempel være på vagt, hvis du skruer for mange GTI-agtige dele på en almindelig VW Golf.
I den gule kategori falder også spoilere og skærmforøgere, der ikke svejses på og derfor ikke er en integreret del karrosseriet, andre sæder, udskiftning af rat, sænket eller hævet undervogn, skive- i stedet for tromlebremser, montering af andre karburatorer, indsprøjtning eller turbo, tuning af den eksisterende motor, motorudskiftning med en effektforøgelse på højst 20 pct. og automatgear i stedet for manuelt.
Rød kategori:
I den røde kategori falder identitets- og afgiftshammeren med det samme. For eksempel ved ombygning fra højre- til venstrestyring, indgreb i selve karrosseriets struktur, udskiftning af chassis eller karrosseri og montering af en over 20 pct. kraftigere motor.
Du finder hele vejledningen på skat.dk. Er du i tvivl, bør du på forhånd bede Motorstyrelsen om et bindende svar på, om dine ombygningsplaner er i orden eller ej – er svaret ja, kan styrelsen ikke efterfølgende komme efter dig. Sørg for at have din korrespondance på skrift, så du er bedst muligt stillet, hvis der efterfølgende skulle opstå uklarheder om, hvad der 'er aftalt'.
Læs mere: Motorstyrelsens vejledning (eksternt link)
Må man udskifte en del med en tilsvarende del?
Du må gerne udskifte en del med en tilsvarende del med samme specifikationer som originaldelen. Hvis en del har samme dimensioner og egenskaber som originaldelen, vil den have de samme specifikationer (den nye del behøves ikke være original, så længe specifikationerne er ens).
Vær særligt opmærksom, hvis du foretager reparationer på chassis og karrosseri, at du ikke krydser grænsen for, hvornår bilen ’mister sin identitet’ i afgiftsmæssig forstand.
Du må gerne reparere på en slidt eller rusten bil som en del af vedligeholdelsen, bare selve strukturen/chassiset bliver bevaret. Det er således tilladt at udskifte f.eks. en rusten skærm eller et sidepanel med nye dele af samme type, også selvom det betyder, at der skal skæres i karrosseriet.
I de fleste biler er bagskærmene således svejset på og i mange ældre biler også forskærmene, og de må altså godt udskiftes, hvis det er nødvendigt. Det er også tilladt at skære et rustent stykke ud af karrosseriet og montere en såkaldt skarringsdel, f.eks. en skærmkant.
En større genopbygning er også tilladt under visse omstændigheder, hvis bilen stadig står originalt. Derimod er det ikke tilladt at de facto bygge et næsten komplet nyt karrosseri og så bare genbruge stelnummeret. Eller skifte en chassisramme (hvis bilen har sådan en; det har en del ældre biler) eller et komplet karrosseri uden at betale ny afgift.
Om grænsen overskrides, beror på en konkret vurdering, men reglerne er nærmere præciseret i registreringsafgiftslovens paragraf 7a.
Er du i tvivl, bør du kontakte Motorstyrelsen for vejledning.
Er originalitetskravet til veteranbiler afskaffet?
Originalitetskravet til veteranbiler blev afskaffet i 2021, men en bil kan stadig miste sin identitet efter en ombygning. Mister en bil sin afgiftsmæssige identitet, skal der betales ny registreringsafgift, som matcher den nye identitet. Skrevet med andre ord: Selvom originalitetskravet er afskaffet, så kan en bil stadig ombygges i en sådan grad, at den ikke længere regnes for f.eks. en veteranbil, og så skal der betales en langt højere registreringsafgift. Følg derfor Motorstyrelsens vejledning.
Vær endvidere opmærksom på, at bilen også efter ombygning skal kunne godkendes ved syn hos en synsvirksomhed, der er godkendt af Færdselsstyrelsen, for lovligt at kunne anvendes på færdselslovens område.
Brug for forsikring?
Som medlem af FDM kan du få rådgivning om køb og vedligeholdelse af din klassiske bil. Vi tilbyder også vejhjælp og en særlig veteranbilforsikring.