Test af tagbokse til skiferien

En tagboks er en genial måde at få plads til ski, skistøvler og anden fyldig, men let vinterbagage. FDM har testet otte, og det er ikke ligegyldigt, hvad man vælger, hvis kvalitet og sikkerhed skal være i orden.

Til transport af skiudstyr er en tagboks et must.
Viden

Har man sagt skiferie, så må man også sige tagboks. Det ved alle, der har prøvet at bakse ski og skistøvler ind i en almindelig bil. Det er nærmest umuligt, og derfor er en tagboks sagen.

Der findes et hav af tagbokse på markedet. De korte er blot bagagebokse, mens de lange kan rumme ski og dermed kan bruges hele året rundt. Det er denne type, vi har set nærmere på i denne test, som vi har udført i samarbejde med FDMs tyske søsterklub, ADAC.

Læs også: Gode råd til valg af tagboks

8 tagbokse i alle prisklasser

Vi har indkøbt otte forskellige tagbokse i den store udgave på typisk mellem 400 og 600 liter. Boksene sælges fra netbutikker og fra biludstyrsbutikker og for de to bedstes vedkommende også af FDMs netbutik. Priserne varierer fra ca. 1.700 kr. for den billigste til 4.000 kr. for den dyreste. Men der er dog en klar sammenhæng mellem pris og værdi, og den dyreste er da også helt klart den bedste.  

Vi har gennemgået boksenes grundlæggende konstruktion og deres brugsegenskaber. Dertil har vi testet deres sikkerhed ved undvigemanøvrer og katastrofeopbremsninger, og endelig har vi kortlagt deres egenskaber ved en kollision. 

Køb tagboks eller bagageboks hos FDM:
FDM shop

Ikke alle består sikkerhedstesten

I sikkerhedskategorierne fik fire bokse minuskarakterer ved undvigemanøvren, og en enkelt boks dumpede i crashtesten. Alle klarede bremsetesten fint, og en enkelt boks dumpede i den del af testen, hvor boksens brudstyrke ved minus 20 grader testes. Alle bokse - på nær en enkelt - havde en sikkerheds-anordning, så nøglen kun kunne tages ud, når boksen var ordentligt lukket.  

Men der er dog en klar sammenhæng mellem pris og værdi, og den dyreste er da også helt klart den bedste.  

Tænk på den daglige brug

Testen viste, at selve fastspændingen af boksene til tagbøjlerne er meget forskellig. To bokse havde geniale anordninger, som gjorde det uhyre let at fastgøre boksen, mens en enkelt krævede, at brugeren selv skulle opmærke og bore hullerne til de bøjler, der skal fastholde boksen til tagbøjlerne.  

Seks af de otte tagbokse kan åbnes til begge sider, når de sidder på taget af bilen, mens de to andre kun kan betjenes fra den ene side. Det generer både ved montage og pakning.

Læs også: Sådan monterer du og pakker en tagboks  

Hold øje med vægten

Korteste skiboks rummer ski på 175 cm, mens længste boks rummer ski på 200 cm. Generelt skal man tænke nøje over vægten af tagboks og bagage, når man kører på skiferie. Men også boksene sætter i sig selv en begrænsning. Fem bokse klarer op til 75 kg, mens de tre øvrige kun klarer 50 kg. 

Thule Motion 800 blev testvinder - tæt forfulgt af Hapro Traxer 6.6 og Kamei 510. 

Tagboksene fik følgende anmeldelser - klik på modelnavnet for at læse den uddybende anmeldelse af dem:

FDMs vurdering Fabrikat Model
****** Thule Motion 800
***** Hapro Traxer 6.6
***** Kamei 510
*** Neumann XX-Line
*** Atera Cargo 830
*** Cartrend Exodus
*** Rameder Black Line 580
** Jetbag 70 Premium


Testen har oprindeligt været bragt i Motor nr. 2/2014.