BMW i4 – Moderne elbil med klassiske kvaliteter
Motors vurdering
BMW i4
- Komfort
- Køreegenskaber
- Kvalitetsfornemmelse
- Udstyr
- Bagsæde
- Ikke tre års garanti
Fabriksdata
-
Motor1 elmotor – baghjulstræk. Batteri (brutto/netto): 70/66 kWh
-
CO2 udledning0 g/km
-
Effekt286 hk
-
Moment400 Nm
-
Topfart190 km/t.
-
Acc. (0-100)6,0 sek.
-
Køreklar vægt2.140 kg
-
Maks. påhængsvægt750 kg
-
Bagagerum470 liter
-
Akselafstand286 cm
-
Officiel rækkevidde478 km
-
Garanti (bil/lak/rust)2 / 3 / 12Batteri: 8 år eller 160.000 km
-
MålL:478 cm B:185 cm H:145 cm
Motors tal
- Beregnet økonomi 4,35 kr./km
- Målt rækkevidde 400 km
Med elbilerne er en ny verdensorden ved at indfinde sig. Helt nye mærker dukker op, og de gamle kendte mærker kan ikke længere hvile på laurbærrene, men skal levere varen for fortsat at være relevante.
BMW har i mange år lukreret på prestigen omkring deres benzinmotorer – især de 6-cylindrede – men det har ingen værdi i en elbil som i4.
Fokus skifter nu til andre områder, der bliver de nye parametre, som biler bliver bedømt på. To af de åbenlyse er rækkevidde og ladehastighed. Her er den billigste udgave af i4 naturligvis hæmmet af at have modellens mindste batteri. Blot 66 kWh får du for de 470.000 kr., som modellen koster.
(Testen fortsætter under videoen)
Video: Se duel mellem BMW i4 og Hyundai Ioniq 6
Hvor langt kører BMW i4 på en opladning?
I FDMs rækkeviddemåling betyder det, at vi kunne køre 400 km på motorvej, hvilket giver bilen en meget flot effektivitet. Den er ikke helt så god som den endnu mere aerodynamiske Hyundai Ioniq 6, men BMW’en præsterer faktisk meget flot, hvilket også vil gøre den billig at køre i til hverdag.
Om vinteren skal du blot forvente 335 km ved 0 grader. Det er acceptabelt for mange, men ikke for dem, som kører på tværs af landet tit og ofte.
Vi har også testet, hvor hurtigt der kan komme strøm på bilen igen, og her leverer BMW ikke helt på højeste klinge. Efter 15 minutter fik vi 30 kWh/180 km tilført, og efter 30 minutter havde bilen modtaget 48 kWh/290 km.
Det er i den pæne ende, men ikke klassens bedste resultater. Man skal være opmærksom på, at der er en grænse for, hvor meget strøm bilen kan tage imod, når batteriet kun er på 66 kWh.
Hvordan kører BMW i4?
Selv i basisudgaven er der mange kræfter i BMW i4. Her er hele 286 hk, der trækker på baghjulene, og det giver en acceleration til 100 km/t. på seks sekunder rent. Så den føles reelt kvik i accelerationen, uden at det er helt så ekstremt, som vi har oplevet i nogle performance-elbiler.
Trods præstationerne er det ikke det sportslige, der giver i4 en fordel, men derimod komforten. Affjedringen og styretøjet er godt kalibreret, der er en ro i kabinen, og i4 kan nærmest svæve hen over asfalten.
Styretøjet er også engagerende, uden at oplevelsen bliver hektisk. BMW mestrer fortsat køreglæden bag rattet.
Der er også overraskende stille i kabinen, det er en del af luksusoplevelsen. Det overrasker, fordi bilen har rammeløse ruder i dørene. Det giver bilen coupé-fornemmelser i designet, men traditionelt giver det også mere støj, men ikke i dette tilfælde.
Hvor stor og praktisk er BMW i4?
I kabinen trækker BMW sit andet es: kvalitetsfornemmelsen. Uanset om det er måden, elrudekontakten fungerer på, stop-funktionen på styringen af ventilationsdyserne eller bare materialerne i bilen, så kan man mærke, at det er et bilmærke med styr på kvalitetsfornemmelsen, der står bag modellen.
BMW har løbende skiftet over mod et mere digitalt interiør. Der er relativt få knapper i bilen, og mange funktioner betjenes lettest med stemmestyring. Bare ærgerligt, at det ikke virker på dansk, så man skal køre med engelske menuer for at få det til at virke.
Man har flere personaliseringsmenuer både på instrumentskærmen bag rattet og på medieskærmen i midten. BMW var for 22 år siden tidligt ude med iDrive, og det er gradvist blevet mindre ingeniøragtigt og mere brugervenligt.
Sætter du dig på bagsædet af BMW’en, er der lidt trangt til benene, fordi batteriet har skubbet gulvet lidt op. Der er stadig en stor kardantunnel foran midterpladsen, så reelt er der kun plads til fire personer i i4. Bagagerummet er let at komme til med den store bagklap, og der er 470 liter, hvilket er god plads. Men vi savner en frunk under frontklappen til ladekabler og andre ting, som bliver beskidte.
Hvad koster en BMW i4?
Det er ikke billigt at vælge en BMW – heller ikke selvom man tager basismodellen. Men historisk set er 470.000 kr. ikke mange penge for en BMW med de præstationer, som i4 har.
Udstyrsniveauet er højt nogle steder, og så er der nogle underlige mangler. Eksempelvis er adaptiv fartpilot ekstraudstyr til 8.100 kr., og der er ikke automatisk op/nedblænding af det lange lys.
Det koster fortsat mange penge at få en veludstyret BMW, men oplevelsen bag rattet er også mere luksuriøs, end det man møder i mange af konkurrenterne.
Selvom BMW i4 er elektrisk, og dermed på mange måder moderne ud fra et teknisk perspektiv, så holder BMW stadig fast i de gamle dyder med et tungt rat og en god køreoplevelse. BMW i4 er derfor en lækker, men dyr bil. Præcis som det altid har været tilfældet.
Har du brug for hjælp med valg af elbil?
Husk, som medlem af FDM kan du altid få hjælp af eksperter, der har den nyeste viden om elbiler.