Citroën ë-C3 – Er Danmarks billigste elbil god nok?
Motors vurdering
Citroën ë-C3
- Pris
- Komfort
- Brugsværdi
- Rækkevidde
- Ladetid
- Nøglestart
- Ikke tre års garanti
Fabriksdata
-
MotorEn elmotor – forhjulstræk. Batteri (brutto/netto): 45/44 kWh (LFP)
-
CO2 udledning0 g/km
-
Effekt113 hk
-
Moment120 Nm
-
Topfart135 km/t.
-
Acc. (0-100)11,0 sek.
-
Køreklar vægt1.416 kg
-
Maks. påhængsvægt550 kg
-
Bagagerum310 liter
-
Akselafstand254 cm
-
Officiel rækkevidde320 km
-
Garanti (bil/lak/rust)2 / 2 / 12Batteri: 8 år/160.000 km
-
MålL:402 cm B:176 cm H:157 cm
Motors tal
- Beregnet økonomi 2,95 kr./km
- Målt rækkevidde 225 km
Hidtil har de fleste nye elbiler kostet over 300.000 kr. For mange danskere er drømmen om en ny elbil forblevet en drøm, idet de fleste hidtil har haft en maks.-pris på omkring 200.000 kr., når de har skullet købe en ny bil. Men der er nu en række billigere elbiler på vej, og den første bil i den klasse er denne nye Citroën ë-C3, der er Danmarks billigste elbil.
Den fås fra 180.000 kr., mens den dyreste udgave koster knap 200.000 kr. Dermed bliver det muligt for endnu flere at hoppe med på elbilbølgen, og da det samtidig generelt er billigere at eje en elbil end en benzinbil i samme størrelse, er der faktisk udsigt til at spare penge, samtidig med at man gør noget godt for klimaet.
Helt konkret viser vores beregninger, at en elbil til 200.000 kr. er mellem 10 og 20 procent billigere i drift end en benzinbil til samme pris, når alt regnes med. Det svarer til, at man sparer 500-1.000 kr. om måneden, hvis man kører på el i stedet for benzin. Det er til at tage at føle på.
Video: Se nærmere på Citroën ë-C3
Hvor lang rækkevidde har Citroën ë-C3?
Men selvom det dermed lyder oplagt at anskaffe sig en elbil frem for en tilsvarende benzinbil, er en billig elbil som ë-C3 trods alt ikke på niveau med de dyrere elbiler. Det er særligt elbildyder som rækkevidden, ladetiden og topfarten, der er noget ringere.
Så man skal overveje, om man kan leve med dens begrænsninger. Nogle vil helt sikkert tænke, at det er helt fint, mens andre ikke kan få bilens rækkevidde og ladetid til at hænge sammen med hverdagens kørselsbehov.
Hvis vi ser nærmere på de tre egenskaber, så er rækkevidden nok den største udfordring. Fabrikken stiller 320 km i udsigt, men da vi testede bilen på motorvej med 110 km/t, nåede vi kun 225 km ved 20 grader, hvilket modsvarer 185 km ved nul grader.
Det er ikke langt, og det skyldes først og fremmest, at batteriet kun er på 44 kWh – i mange andre elbiler er batteriet typisk en halv til en hel gang større.
Vi kørte også bilen på flere kortere ture med pauser imellem. Og også her landede den samlede rækkevidde på nogenlunde samme niveau, selvom farten generelt var lavere. Det skyldes, at bilen så til gengæld skulle bruge energi på at varme kabinen på hver tur.
Så regn med ca. 200 km som den rækkevidde, man i praksis skal forvente om sommeren, og måske helt ned til 150 km om vinteren, idet det nok er de færreste, der synes om at køre batteriet helt ned til nul procent.
Lad bare Citroën ë-C3 op til 100 %
Den anden udfordring er ladetiden. Officielt kan bilen lade med op til 100 kW, men da vi testede det, målte vi kun 64 kW over en halv time, hvilket giver en ladetid fra næsten tom til 80 procent på op mod en time, idet ladehastigheden løbende falder.
Man skal derfor ikke regne med blot at kunne holde en kaffepause, hver gang man skal have mere strøm på, og Citroën ë-C3 er derfor ikke rigtig egnet som langtursbil. Hjemme kan bilen oplades med 11 kW, hvilket er helt på niveau med det, vi ser i de fleste andre biler.
Og da batteriet i ë-C3 er af den koboltfri LFP-type, kan det modsat batteriet i mange andre elbiler rent faktisk tåle at blive opladet til 100 procent hver nat. I mange andre elbiler anbefales det, at man kun oplader til 80 eller 90 procent til daglig.
Den tredje udfordring er motorens effekt og dermed bilens topfart. Der er kun 113 hk til rådighed, og det giver en for elbiler langsom acceleration og en topfart, der er begrænset til 135 km/t. Selvom det er lave værdier, var det ikke noget, vi oplevede som et egentligt problem i hverdagen, og sammenlignet med benzinbiler i samme klasse føles den faktisk ganske kvik.
Brugsværdien er glimrende
Citroën ë-C3 er konstrueret som en minibil, der kan fås som både benzinbil og elbil. Indtil videre ser det ud til, at det kun er eludgaven, der kommer til Danmark. Men netop bilens grundkonstruktion med mulighed for to motortyper betyder, at ë-C3 ikke er helt så smart indrettet som de modeller, der kun fås med eldrift.
Det er i særdeleshed ved bagsædet, at pladsen er udfordret, når man sammenligner med de større og lidt dyrere elbiler. Der er dog rimelig plads til to børn, mens to voksne vil have noget besvær med både at komme ind og at finde sig ordentligt til rette. Sammenlignet med den udgående Citroën C3 er pladsen dog bedre, og særligt loftshøjden er fin i denne eludgave.
Bagagepladsen er med sine 310 liter på niveau med det, man kan forvente af en bil på denne størrelse. Men kunne man leve med en benzindrevet Citroën C3 før, så kan man helt sikkert også leve med denne elbil.
En god detalje er muligheden for at montere et anhængertræk på bilen, der må trække op til 550 kg. Det har hidtil været et punkt, hvor mange billige elbiler ikke kunne være med, men her er ë-C3 i stand til at trække en lille trailer eller en cykelholder på tryg vis.
Vælg ikke grundudgaven af Citroën ë-C3
Man kan vælge mellem tre udstyrsniveauer til ë-C3, og det er ikke småting, der adskiller den billigste udgave fra de to andre.
I grundudgaven er der således ingen skærm i midten – her skal man i stedet montere sin mobiltelefon og bruge den som skærm under kørslen. Det vil de fleste nok blive trætte af i længden, og vi peger derfor på et af de to næste udstyrsniveauer som de bedste køb.
De er langt hen ad vejen ens udstyret og adskiller sig derfor primært ved, at den dyreste har elvarme i sæder, rat og forrude. Vil man have en ë-C3 med netop det udstyr, skal man derfor gå efter den dyreste version til 200.000 kr.
De to dyreste udgaver har desuden fartpilot, men den er ikke af den adaptive slags, ligesom der ikke er en vognbaneassistent. Til gengæld er der en fin skærm med trådløs Apple CarPlay og Android Auto, fine LED-forlygter med automatisk op- og nedblænding, gode sæder med ekstra god siddekomfort og et elektronisk styret klimaanlæg.
Hvordan kører Citroën ë-C3?
Køreoplevelsen er ret typisk for Citroën med en behagelig affjedring, der til dels også skyldes de ekstrabløde sæder. Tilsammen er det rart både på landevejen og i byen, hvor man ofte skal op over vejbump og lignende.
Motorstøjen er godt dæmpet, men man hører lidt hjulstøj og lidt vindstøj, men egentlig noget lavere, end det er tilfældet med en tilsvarende benzinbil. Det betyder, at man samlet set sidder tilbage med en god køreoplevelse.
Det er desuden let at slå fartalarmen fra, hvis man kører steder, hvor der ikke er skiltet med den aktuelle hastighed, og hvor GPS-systemet heller ikke kender fartgrænsen.
I hverdagen generes man af, at man skal bruge en nøgle på gammeldags manér, hver gang man skal starte bilen, og af en gearvælger, der ikke altid er helt let at betjene, idet den nogle gange skal vippes to gange, før den registrerer, hvad man vil.
Også lyden fra blinklyset er af en karakter, der virkelig kan være generende for mange bilister, ligesom klimaanlægget kan irritere, idet der ikke synes at være sammenhæng mellem den indstillede temperatur og den oplevede temperatur. Vi savnede også højdejusterbare sikkerhedsseler fortil.
Omvendt blev vi glade for lyskontakten, som man permanent kan lade være tændt om vinteren, så der altid er nærlys fortil og lys i baglygterne. Vi blev også glade for bilens i øvrigt lette betjening, det pæne udstyrsniveau med elruder i alle døre, elspejle med varme, gode dørlommer og god fralægningsplads samt et godt instrumenthus foran rattet.
Sætter man bilen i D, er der altid en vis motorbremsning, når man slipper speederen. Er man ikke glad for at køre med den funktion, kan man i stedet sætte bilen i C, og så cruiser den mere afsted med en noget mindre motorbremsning.
På FDM Sjællandsringen viste bilen gode takter, og det er utvivlsomt en bil, der er tryg at køre i. I modsætning til den tidligere udgave af Citroën C3 har denne nye udgave nu en nødbremse, der bremser selv, hvis man er ved at køre ind i en bil, man ikke har set. Og det testede vi op til 50 km/t, hvor effekten var meget overbevisende.
Garantien skuffer
Som det fornemmes, er vi af den opfattelse, at Citroën ë-C3 samlet set er en fin elbil, selvom den har visse begrænsninger. Prisen i sig selv taler varmt for bilen, og kan man leve med pladsen, rækkevidden og ladetiden, er den uden tvivl værd at se nærmere på.
Vi er dog som sædvanlig ikke glade for, at Citroën fortsat kun tilbyder to års garanti på bilen, og det er noget, der trækker alvorligt ned i den samlede bedømmelse. Det kan derfor være værd at se på muligheden for at tegne en service- og reparationsaftale, eller om man i stedet for at købe bilen kan lease den på fordelagtige vilkår.
Ved redaktionens afslutning var der endnu ikke priser på de dele, men det er i hvert fald nogle punkter, der er værd at overveje, før man siger endeligt ja tak til Danmarks billigste elbil.
Se komplet oversigt over FDMs tests af elbiler
Vi har siden 2016 testet stort set alle elbiler, der er kommet på markedet. Over 140 tests kan du læse. Få overblik, før du vælger elbil.