Honda CRV forfra
Biltest

Honda CR-V – japansk pladsmester

Der er plads over det hele i den nye Honda CR-V, der desuden – på godt og ondt – byder sig til med en motor og gearkasse med typisk japansk karakter.
Honda CR-V bagfra

Motors vurdering

Honda CR-V

14,1 km/l
Benzin
402.000 kr.
  • Plads
  • Udstyr
  • Garanti
  • Motorkræfter
  • Forbrug
  • Plastic-træ
Luk
Vis flere data

Fabriksdata

  • Motor
    1.5 liter – 4 cyl.
  • CO2 udledning
    162 g/km
  • Effekt
    193 hk
  • Moment
    243 Nm
  • Topfart
    200 km/t.
  • Acc. (0-100)
    10,0 sek.
  • Køreklar vægt
    1.674 kg
  • Maks. påhængsvægt
    1.500 kg
  • Bagagerum
    561 liter
  • Akselafstand
    266 cm
  • Garanti (bil/lak/rust)
    3 / 3 / 12
    Max. 100.000 km
  • Mål
    L:460 cm B:186 cm H:169 cm

Motors tal

  • Målt forbrug 14 km/l
Luk

Hondas største bil hedder CR-V, og det er lige præcis den, du skal gå efter, hvis du vil have en Honda med mest mulig plads. Som noget nyt fås den med plads til enten fem eller syv personer, og vælger man den med fem sæder, får man endda et enormt bagagerum med i købet.

Den er bygget efter en opskrift, der rummer let ind- og udstigning, høj siddeposition for alle, godt udsyn og en fleksibel indretning. Og det er en opskrift, der virker, for på mange markeder er CR-V en af de mest populære biler af denne type.

VIDEO: Se med på Honda CR-V

Læs også: Motors test af Kia Sportage

Herhjemme er den mindre eftertragtet, men det er nok mest på grund af prisen. Den findes derfor endnu kun med et ret begrænset modelprogram, hvor der er vinket farvel til dieseludgaverne, og hvor en lille 1.5-liters benzinmotor skal løfte opgaven i alle versionerne.

Motoren fås til gengæld med enten en sekstrins manuel gearkasse eller Hondas trinløse automatgear, der er af CVT-typen. Og for at det ikke skal være nok, kan man også vælge mellem forhjulstræk og firehjulstræk.

Honda CR-V kabine
Førerpladsen er indrettet meget SUV-agtigt med en høj siddeposition, store fralægningspladser mellem sæderne og en stor, højt placeret gearstang. Bemærk det digitale speedometer.

Stærkt forbedret gearkasse

Den udgave, vi har kørt, havde både CVT-gearet og firehjulstrækket. Sammen med et ret højt udstyrsniveau runder prisen så også de 400.000 kr., og det er nok lige i overkanten i forhold til det samlede indtryk, vi fik af bilen.

Men ser man bort fra prisen, venter der en fin oplevelse. Motoren er ganske vist ikke særlig stærk, men i kombination med automatgearet får man oftest en god oplevelse. Kører man ligeud ad motorvejen, er motorens omdrejninger holdt i ave af en langbenet gearing, og det virker komfortabelt.

Fabrikken stiller moderate 14 km pr. liter i udsigt, og det var lige præcis det niveau, vi nåede.

Knapt så skønt lyder det, hvis man lægger an til en overhaling. Et hurtigt tråd på speederen udløser et højt omdrejningstal, der forbliver højt, indtil man igen slækker lidt på speederen. Her kunne man godt have ønsket sig en motor og gearkasse med mere magt over det.

Læs også: Motors test af Mazda CX-5

Samlet set er vi dog af den opfattelse, at Honda her har skabt en løsning, der er tæt på at være det bedste, vi har oplevet inden for denne kategori af gearkasser. Men helt så god som en rigtig traditionel gearkasse er den ikke, ej heller så god som dobbeltkoblingsgearkasserne fra Audi, Seat, Skoda og VW.

Fabrikken stiller moderate 14 km pr. liter i udsigt, og det var lige præcis det niveau, vi nåede under vores standardiserede forbrugsmåling, hvilket ikke ligefrem er imponerende.

Honda CR-V gear
Skærmen sidder højt oppe og er tydelig. Navigationsanlægget er indbygget, men man kan også benytte Apple CarPlay, hvis man har en iPhone.

Flot sikkerhedsudstyr

Der er fire udstyrsniveauer til CR-V, og det, vi har testet, er efter vores opfattelse det mest optimale. Alle udgaver har som standard et flot sikkerhedsniveau med adaptiv fartpilot, vognbaneassistent, LED-forlygter, skiltegenkendelse og automatisk nødopkald. Den testede udgave har desuden indbygget syvtommers skærm med navigationsanlæg og Apple CarPlay, klimaanlæg, 18-tommer fælge og bakkamera. Det er en god pakke, som tilfører CR-V det udstyr, man efterlyser af så stor en bil.

Den adaptive fartpilot virker rigtig flot og går helt ned til 0 km/t. Den er en stor hjælp til daglig, og sammen med automatgearet giver det en rolig og afslappet kørsel. Vognbaneassistenten er mindre dygtig til at udføre sit arbejde i alle situationer, men er alligevel en god hjælp på motorvej, hvor den både advarer og hjælper til, hvis man er på vej ud over vognbanens kantlinjer. Den automatiske op- og nedblænding fungerer glimrende, og vi oplevede ikke, at modkørende brokkede sig over at blive blændet.

Ny bil? Bliv guidet til den rigtige på FDM biler.dk

Samlet set må vi konkludere, at Honda CR-V er blevet meget bedre end tidligere. Den er mere rummelig, motor og gearkasse er forbedret, og sikkerheden er opgraderet. Der er visse ulemper ved motor og gearkasse, og kabinen er nok ikke den flotteste, vi har set, men det er naturligvis en smagssag, om man holder af plasticpaneler, der skal ligne træ.

Alt i alt vil vi gerne anbefale bilen, dog med den tilføjelse, at der også findes mange gode konkurrenter, der på visse områder direkte er et bedre valg.

Honda CR-V bagagerum
Bagagerummet rummer hele 561 liter og er meget regulært i formen. CR-V fås også som syvpersoners til en merpris på 23.000 kr.