Honda Jazz - i en klasse for sig
Motors vurdering
Honda Jazz
- Forbrug
- Letkørt
- Udsyn
- Bagagerum
- Motorstøj v/acc.
- Ingen trækkrog
Fabriksdata
-
Motor1.5 liter – hybridmotor
-
CO2 udledning104 g/km
-
Effekt109 hk
-
Moment253 Nm
-
Topfart175 km/t.
-
Acc. (0-100)9,5 sek.
-
Køreklar vægt1.304 kg
-
Maks. påhængsvægt0 kg
-
Bagagerum304 liter
-
Akselafstand252 cm
-
Garanti (bil/lak/rust)3 / 3 / 12Bilgaranti maks. 100.000 km
-
MålL:404 cm B:169 cm H:153 cm
Motors tal
- Beregnet økonomi 3,10 kr./km
Honda Jazz er nu kommet i sin femte generation, hvor nøgleordene fortsat er en rummelig kabine med smarte bagsæder og en høj siddeposition med godt udsyn. Det koncept har vist sin styrke, og var bl.a. med til at sikre en af de tidligere udgaver titlen Årets Bil i Danmark 2009.
Siden har verden ikke ligefrem stået stille, og blandt andet er mini-SUV’erne dukket op som en direkte konkurrent til Jazz og dens praktiske indretning.
Men den galej er Honda ikke sprunget med på endnu, og fabrikken fortsætter derfor med denne Jazz, som må siges at være lidt i sin egen klasse. Den er højere end en almindelig minibil, og den er mindre end en mini-SUV.
Hybridteknik giver god økonomi
Den nye Honda Jazz fås kun i udgaver med hybridteknik, der her forbinder en 1.5-liters benzinmotor med hele to elmotorer og et trinløst automatgear. Den kombination er forbedret betydeligt både med hensyn til funktion og benzinøkonomi, og det er derfor en rigtig god oplevelse at køre i bilen.
Ved almindelig bykørsel og moderat landevejskørsel arbejder benzin- og elmotorerne smidigt og med et lavt støjniveau. Det er først ved motorvejskørsel og ved overhalinger, at motoren for alvor springer op i et lydmæssigt leje, vi fandt lige i overkanten.
Læs også: Motors gruppetest af 10 mini-SUV'er
Til gengæld er den letkørt, og man kan ikke lade være med at sidde og glæde sig over alle de gange, benzinmotoren slukker, mens man kører, og kørslen opretholdes af elmotorerne. De yder tilsammen 109 hk, og overstiger dermed benzinmotorens 97 hk.
Fabrikken stiller 21,7 km pr. liter i udsigt efter den nye WLTP-norm, og det havde vi ikke svært ved at nå. Faktisk kørte vi over flere hundrede km over 22 km pr. liter, så ingen tvivl om, at hybridteknikken her giver god mening.
Flot udstyret, men …
Den nye Jazz fås i tre udstyrsniveauer, der koster henholdsvis 215.000, 234.000 og 253.000 kr. Det er altså ret dyre udgaver, der er tale om. Det gør Honda Jazz til en bil, man skal vælge mere med hjertet end med pengepungen, selvom den gode benzinøkonomi naturligvis hjælper med at holde de samlede udgifter nede.
For de nævnte priser får man i alle tilfælde samme hybridteknik og en ganske omfattende sikkerhedspakke med adaptiv fartpilot og en glimrende vognbaneassistent, der smidigt fastholder bilen i vognbanen.
Læs også: Motors test af VW Polo
Man skal dog op i de to højeste udstyrsniveauer før man også får den store skærm med trådløs opkobling af mobiltelefonen samt en række andre lækre detaljer, der matcher Hondas høje tekniske niveau.
Man bør derfor nok gå efter enten det mellemste niveau eller denne testede topudgave, hvis man vil køre Jazz, som den er tænkt fra starten. Så får man da også en meget veludstyret bil.
Smarte bagsæder
Konstruktionen af Honda Jazz er i sin grundform en smule anderledes end i mange andre biler. Nok er motoren placeret fortil med træk på forhjulene, men benzintanken er placeret under forsæderne, og litium-batteriet til elmotorerne er placeret under gulvet i bagagerummet.
Det har frigjort pladsen både foran- og under bagsædet, og Honda har derfor fastholdt konstruktionen, så man kan vippe bagsæderne op til lodret for at skabe bedre bagageplads.
Læs også: Motors test af Peugeot 208
Det er på mange måder en udmærket løsning, men også en lidt betænkelig løsning. Der er nemlig stor risiko for at bagagen blot stilles ind i bilen, uden at den spændes fast, og bremser man hårdt, eller bliver man involveret i en ulykke, er der risiko for at det hele kommer flyvende frem mod forsæderne.
Det er et problem, ikke mindst fordi man ofte må ty til denne løsning, da netop batteriets placering har mindsket bagagerummets størrelse betydeligt. Her havde vi foretrukket en løsning med en sikker placering af bagagen i et noget større bagagerum, og hvor batteriet i stedet er placeret under bagsædet på bekostning af de såkaldte Magic Seats.
God garanti
Honda Jazz er netop kommet til Danmark og sælges med den sædvanlige garanti på hele bilen på tre år eller 100.000 km. På visse andre dele er der endda en udvidet garanti, og det trækker ned i risikoen ved at købe en Jazz.
Vi har regnet på den samlede udgift ved at eje bilen i fem år og 100.000 km. Det koster rimelige 3,10 kr. pr. km godt trukket ned af en god benzinøkonomi og en tilhørende lav ejerafgift.
Læs også: Motors test af Opel Corsa
Så selvom prisen virker høj, er der udsigt til et samlet driftsbudget i den mere spiselige ende af skalaen. Set i det lys, er Honda Jazz et spændende alternativ til de moderne mini-SUV’ere for dem, der vil have en veludstyret og økonomisk bil, man som ikke har behov for en bil med et anhængertræk.