Jeep Renegade forfra
Biltest

Jeep Renegade - italiensk yankee

Amerikanske Jeep og italienske Fiat står bag en moderne firehjulstrækker, der på fin vis forener de to mærkers kunnen og tradition.
Jeep Renegade bagfra

Motors vurdering

Jeep Renegade

19,6 km/l
Diesel
383.780 kr.
  • Motor
  • Udstyr
  • Firehjulstræk
  • Ikke aut. nødbremse
  • Garantivilkår
Luk
Vis flere data

Fabriksdata

  • Motor
    2.0 liter - 4 cyl.
  • CO2 udledning
    134 g/km
  • Effekt
    140 hk
  • Moment
    350 Nm
  • Topfart
    182 km/t.
  • Acc. (0-100)
    9,5 sek.
  • Bagagerum
    351 liter
  • Garanti (bil/lak/rust)
    2 / 2 / 7

Motors tal

  • Målt forbrug 17 km/l
  • Beregnet økonomi 4,50 kr./km

Sikkerhed

2014
Luk

Jeep Renegade er lidt af en revolution, for det er den første Jeep, der slet ikke produceres i USA. Bilen bygges på Fiats fabrik i Italien, og denne konstellation er et direkte resultat af sammensmeltningen af de to bilmærker.

Trods det italienske islæt virker Renegade som en lige så sær og aparte bil, som en Jeep nu engang skal være for at føles „ægte”. Her er ikke noget med kedelige designs, vindglatte former og traditionelle løsninger. Resultatet er derfor blevet en bil, man enten elsker, eller som man ikke rigtig kan se meningen med.

Alt efter drejeknappens position indstilles bilens hjælpesystemer, så grebet bliver bedst muligt.

Der er dog en meget fin mening med bilen. Renegade er skabt som et alternativ til dem, der har behov for en rummelig familiebil, men som er trætte af de traditionelle bilmærkers design. I tilgift kan bilen fås med et avanceret firehjulstræk, og det er en sådan version, vi har testet.

Billigste udgave har kun forhjulstræk og koster med en 1.6-liters benzinmotor små 290.000 kr., mens dyreste udgave med en dieselmotor på 170 hk, højeste udstyrsniveau, firehjulstræk og et nitrins automatgear koster små 460.000 kr.

Vores testbil med en 140-hestes dieselmotor og firehjulstræk lægger sig med sine 384.000 kr. omtrent midt i dette spænd og er dermed et fornuftigt valg, selv om topudgaven virkelig lokker.

Læs også: Motors test af Jeep Renegade med den mindre dieselmotor

Firehjulstrækket er at finde i to udgaver. I begge versioner er det helt automatisk og til- og frakobler derfor selv trækket på baghjulene ved behov, så man kan spare brændstof ved almindelig motorvejskørsel.

I denne testede udgave er der en drejeknap, hvormed man kan indstille systemet til et bestemt underlag, før man kører ud i det. Der er valg mellem sne, mudder og sand, og alt efter drejeknappens position indstilles bilens hjælpesystemer, så grebet bliver bedst muligt. I topmodellen med automatgear – Trailhawk – er der derudover reduktionsgear og flere indstillinger.

Vi prøvede systemet på snedækkede veje og i terræn, og sammen med et par gode vinterdæk havde bilen meget fine muligheder for at komme frem. Det er en stor hjælp om vinteren, men også meget praktisk for dem, der indimellem vil udnytte bilen til at trække eksempelvis en heste- eller bådtrailer, eller for dem, der blot vil væk fra den trygge asfaltvej på ægte Jeep-maner. Denne udgave af Jeep Renegade må i øvrigt trække 1.500 kg.

Jeep Renegade kabine
Instrumentbordet er velordnet, men er ikke ligefrem skabt af de lækreste materialer på markedet. Fra rattet styres de fleste væsentlige funktioner af radio, fartpilot og telefon. Siddepositionen er meget oprejst.

Rummelig kabine med plads til fem

Jeep Renegade er bygget over samme læst som den nye Fiat 500X, og det er også Fiat, der har leveret alle motorer til bilen. Inde i kabinen sidder man meget oprejst, og trods en akselafstand på bare 257 cm er det lykkedes at skabe en kabine med god plads til fem voksne.

Der er forbløffende godt udsyn gennem de store ruder, og bag bagsædet finder vi et bagagerum på 351 liter. Det lyder ikke af meget, men bagagerummet er næsten helt kasseformet og dermed meget let at udnytte.

Dieselmotoren er med sine 350 newtonmeter ganske effen, og sammen med den manuelle sekstrinsgearkasse får man mulighed for at køre motorvejshastigheder med meget lave omdrejninger og tilsvarende lavt støjniveau.

Læs også: Motors test af Jeep Cherokee - Renegades storebror

På motorvej med bilen fyldt klarede vi kun 12-14 km pr. liter, men på vores sædvanlige test­rute med en ligelig blanding af by-, lande- og motorvej nåede vi faktisk op på 17 km pr. liter, og det er ganske flot af en så ikke-aerodynamisk bil.

Den særlige cw-værdi er på hele 0,36, mens den for mange nye biler ellers ligger nede på 0,25 – det giver i sig selv en noget større luftmodstand og dermed et større brændstofforbrug.

Køreegenskaberne er i øvrigt gode, og er man til den lidt højere siddeposition og en lidt grovere finish inde i bilen, og har man ikke mindst lyst til at forlade de flade veje i ny og næ, ja, så er Jeep Renegade et frisk alternativ til de mere traditionelle familie- og firmabiler.