Orange Kia Picanto kører på brosten. I baggrunden en grøn hæk.
Biltest

Kia Picanto – Automatgear med indbygget pause

Automatgear gør din kørsel mere afslappet, men det er ikke alle automatgear, der fungerer lige godt. Vi har testet Kia Picanto med et noget aparte automatgear, der i den grad kræver tilvænning.
Kia Picanto set bagfra holder på brosten med grønt i forgrunden.

Motors vurdering

Kia Picanto

18,5
Benzin
169.990 kr.
  • Fem sæder
  • Skærmløsning
  • Syv års garanti
  • Gearskift
  • Ingen fartpilot
  • Intet anhængertræk
Luk
Vis flere data

Fabriksdata

  • Motor
    1.0 liter - 3 cyl.
  • CO2 udledning
    122 g/km
  • Effekt
    67 hk
  • Moment
    96 Nm
  • Topfart
    159 km/t.
  • Acc. (0-100)
    17,2 sek.
  • Køreklar vægt
    981 kg
  • Maks. påhængsvægt
    0 kg
  • Bagagerum
    255 liter
  • Akselafstand
    240 cm
  • Garanti (bil/lak/rust)
    7 / 5 / 12
    Bilgaranti højst 150.000 km
  • Mål
    L:360 cm B:160 cm H:149 cm

Motors tal

  • Beregnet økonomi 2,75 kr./km

Sikkerhed

2017
Luk

Automatgearet breder sig til alle biltyper og er nu også ved at blive udbredt i mikrobiler. Og der er flere gode grunde til at droppe det manuelle gearskifte. Dels slipper man for at skulle bruge koblingsfoden og konstant at rive rundt i gearstangen. Dels ændrer det ofte ens kørestil, når teknikken tager over. Man bliver f.eks. mere tilbøjelig til at holde tilbage for andre, for automatikken klarer jo alt det slidsomme arbejde med gearene.

Så kan du fokusere på trafikken i stedet for gearet, og for nogle giver det tryghed, da bilen ikke går i stå, hvis man bøvler med koblingspunktet – f.eks. når man holder på en bakke. Man kan nærmest sige, at man bliver en bedre og mere hensynsfuld bilist.

Derfor er det ikke overraskende, at automatgearet nu også efterspørges blandt de mindste biler. Derfor har vi sat to biler op mod hinanden i en dueltest i Motor 04/2023 samt i videoen herunder. Det er Kia Picanto, som denne test har fokus på, og Toyota Aygo X.  

Ikke ægte automatgear i Kia Picanto

Nu har vi allerede skrevet automatgear flere gange. Men egentlig bør vi skrive „automatisk gearskifte“. For hverken Aygo X eller Picanto fås med et traditionelt automatgear, og det påvirker den måde, bilerne kører på. Et traditionelt automatgear er dyrere og fylder mere, og derfor må bilfabrikkerne ty til andre løsninger i mikrobilerne. 

Kia har valgt en simpel gearkasseløsning til Picanto. Der er tale om en traditionel gearkasse, hvor man populært sagt har fået robotter til at betjene gearskiftet og koblingen. Det er dog nogle rolige robotter, for selve gearskiftene er så langsomme, at accelerationen til 100 km/t. er 2,4 sek. langsommere end med en manuel gearkasse. 

Gearvælgeren i en Kia Picanto med automatgear.
Gearvælgeren ser traditionel ud, men du skal sætte gearvælgeren i "N", når du parkerer. Ellers vil motoren ikke starte, når du skal ud på din næste køretur. 

Selve tilkoblingen fungerer overraskende godt, også når man skal manøvrere i en flerpunktsvending. Det er også vores oplevelse, at det primært er chaufføren, der mærker forskellen. Som passager vil du opleve, at robotten har en blødere koblingsfod, og at kørslen dermed bliver mere behagelig.

For nogle er pauserne i gearskiftet for lange, og for dem vil Picanto ikke være et godt valg. Det er derfor en god idé med en lang prøvetur, før man bestemmer sig. 

Ser man på de officielle forbrugstal, er benzinforbruget også højere for udgaverne med automatgear. De kører op til en kilometer kortere på literen, men i praksis vil man næppe mærke den store forskel.

Vi kørte en længere tur på motorvej og landevej og lidt bykørsel, og her kørte både denne Kia Picanto og Toyota Aygo X cirka 18 km/l, hvilket er pænt i forhold til de officielle forbrugstal. 

Kabinen i en Kia Picanto med automatgear i 2023.
Der er en fin 8"-trykskærm med trådløs forbindelse til Android Auto og Apple CarPlay. Der er ingen knapper på rattet til fartpilot, for det fås slet ikke. Det savner bilen i den grad. 

Picanto mangler vigtigt udstyr

Hvis man vælger automatgear for komfortens skyld, er der formentlig også en del komfortudstyr, der kan interessere. Her har Kia valgt at have et pænt højt udstyrsniveau, men der er en decideret svipser. 

For selvom Picanto med Upgrade-udstyr har aircondition, sædevarme, trykfølsom 8"-skærm med trådløs Android Auto og Apple CarPlay samt bakkamera, så har den end ikke en almindelig fartpilot. Og du kan ikke engang tilkøbe det. 

Det er kun til topmodellen GT-Line til 190.000 kr., at du kan tilvælge fartpilot i en pakke til yderligere 10.000 kr. Og så er det ikke engang en adaptiv fartpilot, som man eksempelvis får i en Toyota Aygo X. 

Testbilen havde også klimaanlæg, der er en del af en udstyrspakke til 3.500 kr., og eftersom den var god til at holde en konstant temperatur i kabinen, vil vi anbefale at tilvælge pakken. Det bringer den samlede pris op på godt 173.000 kr. 

Bagsædet på en Kia Picanto
Mikrobiler er mikro i kabinen, dog er der rimelig plads i forhold til konkurrenterne i Picanto. Der er også fem pladser i udgaven med automatgear. Vælger du manuelt gear, er der kun fire siddepladser. 

Hvor stor er en Kia Picanto?

Mikrobilerne har naturligvis ikke meget plads i kabinen, men der er forskel på, hvor meget plads du får for pengene. Kia Picanto er ikke den mindste mikrobil, den kategori tilfalder konkurrenten Toyota Aygo X.

Når du vælger Picanto med automatgear, får du faktisk en ekstra sele på bagsædet, så der kan sidde tre personer. Bemærk dog, at kabinen er temmelig smal, så passagererne skal ikke være for bredskuldrede. 

Der er flot fralægningsplads i Picanto med blandt andet gode kopholdere og plads til mobiler samt nøgler foran gearstangen. Et praktisk minus er ryglænsjustering på forsæderne, der foregår i hak. Dermed kan du ikke justere siddestillingen helt præcist. Dog kan man kompensere lidt for det ved at bruge højdejusteringen af førersædet. 

Picanto har relativt store rudearealer, og det giver et godt udsyn i trafikken – også efter cyklister i byen. På bagsædet kan sideruderne åbnes elektrisk, og de kan endda styres fra førerdøren. 

Vil du have mere plads i denne bilklasse, har Hyundai i10 en noget større kabine. Den fås med samme automatgear som Kia Picanto, dog blot med fire siddepladser til en pris på 148.000 kr. Den kan være valget for dem, som har brug for en mere rummelig bil. 

Bagagerummet i Kia Picanto.
Bagagerummet hører til blandt de mindre i mikrobilsklassen. Du får 255 liter at boltre dig på, og ryglænet kan deles i 60/40, hvor en del konkurrenter deles 50/50. 

Kia Picanto det langsommelige valg

Picanto er ikke specielt billig, og set i forhold til søstermodellen fra Hyundai står den dyrt. Til gengæld er udstyrslisten længere, og man vil sætte stor pris på bakkameraet til hverdag.

Kia kan fortsat bryste sig med en lang garanti på op til syv år eller 150.000 km. Det giver en vis tryghed i ejerskabet. 

Automatgearsversionen af Picanto kræver lidt tålmodighed, da selve gearskiftet føles langsommeligt bag rattet. Man skal kunne omstille sin kørsel til måden, det automatiske gearskifte fungerer på. Ellers skal man vælge en anden bil.

Man kan også overveje at privatlease modellen, det er ikke billigst på den lange bane. Men det er billigere, hvis man fortryder efter et år eller to.  

Vild med biler? Hold dig up to date med FDM

Få gode tilbud fra FDM og de seneste bilnyheder direkte i din mailboks

Få FDMs nyhedsbreve