Lexus ES – Nichebil med hybriddrift

Motors vurdering
Lexus ES 300h
- Komfort
- Udstyr
- Forbrug
- Betjening
- Bagagerum
- Trækkrog fås ikke
Fabriksdata
-
Motor2.5 liter – hybriddrift - forhjulstræk
-
CO2 udledning124 g/km
-
Effekt218 hk
-
Moment221 Nm
-
Topfart180 km/t.
-
Acc. (0-100)8,9 sek.
-
Køreklar vægt1.755 kg
-
Maks. påhængsvægt0 kg
-
Bagagerum454 liter
-
Akselafstand287 cm
-
Garanti (bil/lak/rust)3 / 3 / 12Bilgaranti: Maksimalt 100.000 km
-
MålL:498 cm B:187 cm H:145 cm
Motors tal
- Beregnet økonomi 5,80 kr./km
Toyotas luksusmærke hedder Lexus, og det er nyligt vendt tilbage til Danmark. Fra starten er der fuldt modelprogram, og selvom alle modellerne derfor er nye herhjemme, har de fleste rødder i fortidens teknik.
Det ses ikke mindst ved denne firedørs sedan, der med en 2.5-liters benzinmotor, der er koblet sammen med en elmotor i traditionel hybridteknik, ikke ligefrem er med på den nyeste trend, hvor bilerne helst skal kunne lades op med strøm fra elnettet.
Det kan man ikke med denne hybridbil, der alene får sin energi fra benzin og fra den el, der kan samles op via elmotoren, hver gang man bremser eller triller ned ad bakke.
Alt i alt er eldriften naturligvis med til at strække dråberne, men man kan ikke komme uden om, at bilen i bund og grund er en benzinbil. Fabrikstallet stiller 18,1 km pr. liter i udsigt, og vi kørte hele 19 km pr. liter, da vi havde bilen til test i februar.

Hvordan kører Lexus ES 300h?
Som altid kan Lexus brillere med en byggekvalitet og en komfort, der er unik. Førerpladsen er solidt plantet rundt om de solide forstole, og der er udstyr i et omfang, man kun sjældent ser.
Det betyder, at man fornemmer en høj grad af komfort, når man kører i bilen. Komforten er udtalt med en ordentlig affjedring og et støjniveau, der for det meste er helt i bund. På to områder er bilen endda helt up-to-date: funktionerne i den store skærm i midten og bilens sikkerhedsudrustning.
Skærmen har Apple CarPlay og Android Auto, og der er fine danske menuer med et hav af funktioner. Man kan styre skærmen enten pr. fingertryk på skærmen eller via et pegefelt mellem forsæderne. Begge dele fungerer udmærket – sidstnævnte dog først efter lidt øvelse.
Sikkerhedsniveauet er højt, og der er adaptiv fartpilot med en udmærket vognbaneassistent og advarsel for biler i den blinde vinkel. Derudover er der advarsel for trafik bagved, når man bakker, og her bremser bilen selv, hvis man ikke selv gør det.
Derudover er der en effektiv nødbremse, der bremser for både biler, cyklister og fodgængere.

Hvad koster Lexus ES 300h?
Selvom det er en noget nicheagtige bilmodel, er der hele seks udstyrsvarianter at vælge mellem. De har dog alle samme motor og teknik. Billigste udgave koster 470.000 kr., mens dyreste koster 680.000 kr.
Forskellene omfatter udelukkende udstyr, og det virker umiddelbart, som om denne testede Limited Edition er bedste køb til prisen. Alle udgaver har læderindtræk, men jo dyrere version man vælger, des lækrere er læderet, og jo mere avanceret kan man indstille sæderne.
Topudgaverne har Mark Levinson-musikanlæg, mens denne testede version alene må ”nøjes” med et Pioneer-anlæg med 10-højttalere.
Der er desuden støjdæmpende ruder og aktiv støjreduktion, som man kender det fra aktive høretelefoner. Der er derfor ingen tvivl om, at Lexus ES 300h leverer en eksklusiv oplevelse.
Udvendigt møder man en bil med en markant front med en af de største kølere på markedet. De enorme gæller kendetegner de nyeste Lexus-biler, og om man kan lide det eller ej, er naturligvis helt individuelt. Man kan i hvert fald ikke beskylde Lexus for at lave biler, der går i et med tapetet.
Lexus har foruden sine klassiske hybridbiler en enkelt plugin-hybrid i form af NX 450h+ og en enkelt elbil i form af UX 300e.
Vil du modtage FDMs nyhedsbreve?
Tilmeld dig vores nyhedsbreve, hvis du vil holde dig orienteret om bilnyheder og forbrugerhistorier om livet som bilist.
