Honda HR-V set forfra
Biltest

Honda HR-V – Ikke som de andre hybridbiler

Honda HR-V byder på masser af udstyr. Men den har også en speciel hybridteknik, som kræver tilvænning, for den kører langt bedre i byen end på motorvej.
Honda HR-V set bagfra

Motors vurdering

Honda HR-V

18,5 km/l
Hybrid
399.900 kr.
  • Udstyr
  • Kabineindretning
  • Garanti
  • Motorstøj ved acceleration
  • Loftshøjde bag
  • Trækkrog ikke mulig
Luk
Vis flere data

Fabriksdata

  • Motor
    1.5 liter – 4 cyl.
  • CO2 udledning
    122 g/km
  • Effekt
    131 hk
  • Moment
    253 Nm
  • Topfart
    170 km/t.
  • Acc. (0-100)
    10,7 sek.
  • Køreklar vægt
    1.452 kg
  • Maks. påhængsvægt
    0 kg
  • Bagagerum
    319 liter
  • Akselafstand
    261 cm
  • Garanti (bil/lak/rust)
    3 / 3 / 12
    Bilgaranti: Maks. 100.000 km
  • Mål
    L:434 cm B:179 cm H:158 cm

Motors tal

  • Beregnet økonomi 3,65 kr./km
Luk

Honda HR-V er en SUV på størrelse med Toyota C-HR og rammer dermed ind i et segment, hvor der er mange bejlere til købernes gunst. Ligesom Toyota C-HR er Honda HR-V en hybridbil, men Honda har valgt en temmelig speciel løsning.

Her er en 1.5-litersmotor kombineret med to elmotorer. Benzinmotoren trækker med på forhjulene ved høj fart, men ved lav belastning driver den udelukkende en generator, der leverer strømmen til elmotorerne og det indbyggede batteri.

Under sådanne forhold opleves HR-V mest af alt som en elbil, og man ænser næsten ikke benzinmotoren. Det gør man til gengæld ved acceleration, hvor benzinmotoren bliver ekstremt anmassende, idet den svinger sig op i høje omdrejninger og bliver hængende, så lydbilledet ikke passer med hverken speederinput eller køreoplevelse.

Så mens Honda HR-V faktisk er et ganske behageligt selskab ved bykørsel, er den temmelig irriterende, når kørslen bliver mere dynamisk. Det er nu heller ikke det, Honda HR-V er skabt til, men man kunne godt forvente en lidt mere sportsligt anlagt bil fra den japanske koncern, der har stolte traditioner for biler med masser af køreglæde.

Førerpladsen er velindrettet med en 9”-skærm.
Førerpladsen er velindrettet med en 9”-skærm. Der er en del drejeknapper, og det fungerer glimrende.

Hvilken Honda HR-V skal man købe?

Honda HR-V fås i tre udstyrsversioner – teknikken er ens i alle tre. Basisversionen Elegance koster 320.000 kr. og byder faktisk på næsten alt det udstyr, man kan ønske sig af en bil i denne klasse.

Sikkerhedsudstyret er omfattende, og det er egentlig kun blindvinkeladvarsel og bakzoneassistent, der automatisk bremser for forhindringer bag bilen, man savner.

Den får man i næste niveau, Advance, som koster 40.000 kr. mere, og som blandt andet også byder på tozonet klimaanlæg, opvarmet forrude og håndfri åbning af bagklappen.

Højeste niveau er denne testede Advance Style, som koster yderligere 40.000 kr. mere, og som primært byder på mere komfort i form af et bedre lydanlæg og en række eksteriørdetaljer.

Vores valg vil være Advance til 360.000 kr., hvor man får den fulde sikkerhedspakke med i købet.

Bagagerummet er med sine 319 liter ikke det største i klassen.
Bagagerummet er med sine 319 liter ikke det største i klassen, men bagsædet kan foldes frem 60/40 og giver et helt plant gulv.

Hvor god plads er der i Honda HR-V?

Førerpladsen er velindrettet, men Honda HR-V følger tidens trend med at give en SUV et coupé-look, og det er desværre gået ud over loftshøjden ved bagsædet, hvor høje personer kan få problemer.

Til gengæld er der rigelig med benplads, så børn og ikke alt for høje passagerer vil opleve at sidde behageligt på bagsædet. Bagsædet er i øvrigt Hondas såkaldte Magic Seat, hvor siddehynderne kan slås op i lodret stilling, så der bliver et stort rum bag forsæderne.

Sædet kan også lægges fladt ned, og så vokser bagagekapaciteten fra moderate 319 liter til næsten 1.300 liter.

Det er tvivlsomt, om Honda HR-V har det, der skal til, for at vende det japanske mærkes trængte situation på det danske marked. De senere år er salget faldet til et historisk lavpunkt, og i 2021 solgte Honda kun 336 biler og opnåede dermed en markedsandel på sølle 0,2 procent. Det rakte til en 28.-plads blandt alle mærker.

Vil du modtage FDMs nyhedsbreve?

Tilmeld dig vores nyhedsbreve, hvis du vil holde dig orienteret om bilnyheder og forbrugerhistorier om livet som bilist.

Få FDMs nyhedsbreve