Mercedes-Benz EQA – Lille elbil gør stort indtryk
Biltest
12. maj 2021

Foto: Karsten Meyland Lemche

Den mindste elbil fra Mercedes-Benz er lækkert indrettet, kører komfortabelt, og så kan den både køre tilstrækkelig langt på en opladning og genoplades ret hurtigt.
Mercedes-Benz EQA
FDMs ekspertvurdering

Fordele
Oplevet kvalitet / Kørekomfort / Ladetid
Ulemper
Sikkerhed skal tilkøbes / Bagagerum / Ikke tre års garanti
Pris
400.000 kr.
Rækkevidde (WLTP)
426 km
Maks. effekt
190 hk
Den mindste elbil fra Mercedes-Benz hedder EQA, og er baseret på GLA-modellen. Det er en SUV-lignende elbil, og den byder sig til med en lækker indretning og en skarp pris.
400.000 kr. koster den med et flot grundudstyr, og indtil videre er der kun denne motorversion i programmet. Den har en elmotor, der trækker på forhjulene, og som yder 190 hk. Ved hjælp af et batteri på 67 kWh kan den køre op til 426 km på en opladning.
Med en køreklar vægt på over to tons bliver den aldrig til en sprinter, men det er vores opfattelse, at den trods alt leverer en køredynamik, der vil tilfredsstille de fleste.

Førerpladsen er lækker og består som standard af to 10,25”-skærme, der er placeret i forlængelse af hinanden. De runde luftdyser ser godt ud, er effektive og nemme at indstille.
Hvad er rækkevidden på el på Mercedes-Benz EQA?
Vi tog EQA med ud på vores standardiserede testrute. Her er første test en rækkeviddemåling ved konstant 110 km/t., hvor vi får klarhed over, hvor langt man kan køre, når man er på langtur. Vi sørgede for, at batteriet var på 100 procent, og herefter kunne vi køre 325 km, før al strømmen var brugt op.
Det er noget lavere end fabrikstallet, men det skyldes, at vi kører bilen på en mere energiforbrugende måde end den kørestil, der ligger bag WLTP-normen. Det er bestemt godkendt!
Læs også: FDMs tema om hverdag med elbil – få svar på dine spørgsmål
Næste testdel omfatter opladning på farten. Her stiller fabrikken 100 kW i udsigt, og det oversteg vores test faktisk en smule helt frem til, at to tredjedele af batteriet var fyldt op. Herefter faldt effekten langsomt ned mod 80 kW, men ikke mere, end at vi efter en halv time faktisk havde fået netop 50 kWh på bilen. Det modsvarer ca. 250 km, og det er sørme også godkendt!
Hjemme kan bilen oplades med 11 kW via strøm fra tre faser, og dermed kan EQA 250 lades helt op på ca. seks timer. Også det er godkendt!

Der er glimrende benplads ved bagsædet, og passagererne kan nyde godt af friskluftdyserne mellem forsæderne. Der er isofix-beslag på yderpladserne.
Hvordan kører Mercedes-Benz EQA?
Bag rattet føles EQA lækker at køre. Den kører meget lydsvagt, og den er præcis i sine reaktioner, uanset om det er speederen, bremsen eller styretøjet, vi taler om.
I vores testbil var der tilkøbt en sikkerhedspakke til knap 15.000 kr., og den indeholder bl.a. en førerassistance, så bilen selv følger vejbanen, holder afstand til forankørende biler og regulerer hastigheden efter både fartgrænser og vejens forløb. Det er stærkt anbefalelsesværdigt, og er med til at hæve køreindtrykket.
Vi oplevede ikke samme pludselige indgreb fra ESC-systemets side, når man nærmer sig kantlinjerne, som det vi ellers har prøvet i den traditionelle GLA-model.

Bagagerummet er ikke bilens styrke, og det går kun lige akkurat an at få plads til et ladekabel under gulvet. Bagsædet kan foldes forover i tre dele.
Hvad koster Mercedes-Benz EQA?
Som udgangspunkt er bilen ikke forsynet med justerbare støddæmpere, men sådanne fås for knap 10.000 kr. Vi har prøvet en bil med det udstyr, og det giver en mærkbar bedre undervogn, men ikke nok til, at vi vil anbefale det som et must.
Alt i alt er oplevelsen af EQA på et højt niveau, og den lille elbil er simpelthen et moderne køretøj, man hurtigt bliver meget begejstret for.
EQA-familien er i øvrigt netop udvidet med to firehjulstrukne varianter i form af EQA 300 med 228 hk og EQA 350 med 292 hk til hhv. 435.000 kr. og 450.000 kr. Så vil man have mere fart over feltet, er det nu også en mulighed til priser, der takket være afgiftsfritagelsen virker yderst rimelige.
Afskrækker elbilens rækkevidde dig? FDM har lavet et tema, hvor vi går tæt på rækkeviddeangst









Mercedes-Benz EQA er den mindste elbil i familien, og er baseret på GLA-modellen. Den har forhjulstræk, og er ret højbenet at se på-