MG ZS - Nu kan den oplades rigtigt
Motors vurdering
MG ZS
- Udstyr
- Komfort
- Garanti
- Rækkevidde
- Ingen frunk
- Pris
Fabriksdata
-
Motor1 elmotor - forhjulstræk. Batteri (Brutto/Netto): 70/65 kWh
-
CO2 udledning0 g/km
-
Effekt156 hk
-
Moment280 Nm
-
Topfart175 km/t.
-
Acc. (0-100)8,6 sek.
-
Køreklar vægt1.695 kg
-
Maks. påhængsvægt500 kg
-
Bagagerum448 liter
-
Akselafstand259 cm
-
Officiel rækkevidde440 km
-
Garanti (bil/lak/rust)7 / 3 / 7Bil: Maks. 150.000 km
-
MålL:432 cm B:181 cm H:165 cm
Motors tal
- Beregnet økonomi 3,30 kr./km
- Målt rækkevidde 315 km
Med et større batteri og en trefaset 11 kW-lader er den nye udgave af MG ZS blevet til en helt vellykket elbil med moderne egenskaber. Den kommer i to veludstyrede udgaver, der hedder Comfort og Luxury, og de koster henholdsvis 280.000 kr. og 310.000 kr.
Forskellene ses primært på udstyrslisten, hvor den dyre bl.a. har glassoltag, eljusterbare sæder med kunstlæder samt en lang række nyttigt sikkerheds- og komfortudstyr.
Det giver derfor god mening at se nærmere på den dyreste, selvom den så også prismæssigt kommer tæt på en del andre spændende elbiler.
Hvor hurtigt lader MG ZS?
Begge udgaver har samme elteknik i form af et batteri på 70 kWh (brutto), og en elmotor, der med sine 156 hk trækker på forhjulene.
Batteriet giver ifølge WLTP-normen en rækkevidde på 440 km, men da vi lavede vores rækkeviddetest, hvor vi kører med konstant 110 km/t., så nåede vi kun 315 km ved en temperatur på omkring plus 5 grader. Det er naturligvis noget af en forskel, men alligevel forventeligt.
På farten kan bilen lynlades med en DC-lader, og her kan den i teorien modtage op til 92 kW. Men over 30 minutter målte vi kun 58 kW. De modtagne 29 kWh svarer til, at man kan få fyldt strøm nok på bilen på en halv time til at kunne køre 140 km, idet vi målte forbruget til 4,8 km pr. kWh.
Hjemme kan bilen som sagt nu oplades med tre faser og 11 kW, og det giver en ladetid fra tom til fuld på ca. seks timer.
En smart detalje finder vi ved muligheden for at sætte en særlig 230-volt forlængerledning i ladestikket, og så kan man f.eks. oplade en elcykel eller en drone, få strøm til en elgrill eller blot holde liv i et køleskab samt lys og musik på en campingtur.
Hvordan kører MG ZS?
Udstyret i denne udgave af ZS omfatter en adaptiv fartpilot, der egentlig virker fint. Og kobler man den sammen med vognbaneassistenten, bliver den til det, fabrikken kalder for MG Pilot.
Den funktion er dog mindre brugbar, idet den kræver en god motorvej med fine striber, før den er rigtig rar at køre med. På øvrige veje bliver den hurtigt lidt for nervøs, og det er ikke rart.
Motoren føles tilpas til normal bilkørsel, og der er fint overskud til overhalinger, når det er nødvendigt, uden at bilen ligefrem føles hurtig.
Hjulene er forsynet med 17-tommer dæk, og de bidrager til en udmærket affjedring og et godt vejgreb, og da vi testede den foregående version på FDM Sjællandsringen, kunne vi konstatere, at MG har godt styr på de grundlæggende køreegenskaber.
Man kan indstille elmotorens rekuperation i tre niveauer, og i det kraftigste kan man næsten slippe for at flytte foden fra speederen til bremsen. Det er rart at køre med i byerne, hvor man ofte skal nedsætte farten på grund af fodgængere, trafik og vejbump.
En væsentlig nyhed i denne faceliftede udgave er, at bilen nu må forsynes med et anhængertræk, og at den må trække op til 500 kg.
Er MG ZS et godt køb til prisen?
En anden nyhed er muligheden for at koble sin telefon op til bilen, så man kan se, hvor den holder, tænde for varmen eller planlægge ladetiderne. Det fungerer fint og er et plus.
Et andet plus er bilens syvårige garanti, der i princippet omfatter stort set alt i en periode på syv år eller maksimalt 150.000 km.
På minussiden finder vi ud over den begrænsede rækkevidde også fraværet af en frunk, der kunne have indeholdt kablerne, så de ikke skal ligge og optage plads i bagagerummet.
Også prisen på 310.000 kr. er et minus, for med den pris mister MG sin position som et slagtilbud, og så er det i stedet bilens samlede oplevelse, der mindst skal være på niveau med det, konkurrenterne tilbyder. Og her kniber det ind i mellem en smule.
Men er man alligevel nysgerrig på en ZS, så kan det anbefales at privatlease den, for her har MG traditionelt skarpe priser. De konkrete tal afventer endnu de sidste justeringer, men det gør ikke så meget al den stund, at ZS først for alvor kan leveres efter sommerferien i 2022.
Har du brug for hjælp?
Husk, som medlem af FDM kan du altid få hjælp af eksperter, der har den nyeste viden om elbiler.