Opel Corsa – Minibilen savner finesse
Motors vurdering
Opel Corsa
- Skærm
- Gearskift
- Varme i rat
- Motorstøj
- Udstyr
- Ikke tre års garanti
Fabriksdata
-
Motor1.2 l. – 3 cyl. - forhjulstræk
-
CO2 udledning118 g/km
-
Effekt75 hk
-
Moment118 Nm
-
Topfart174 km/t.
-
Acc. (0-100)13,2 sek.
-
Køreklar vægt1.055 kg
-
Maks. påhængsvægt500 kg
-
Bagagerum309 liter
-
Akselafstand254 cm
-
Garanti (bil/lak/rust)2 / 2 / 12
-
MålL:406 cm B:177 cm H:143 cm
Motors tal
- Målt forbrug 18 km/l
- Beregnet økonomi 2,90 kr./km
Elbilerne har det med at stjæle rampelyset, men blandt de 10 mest solgte biler i Danmark er halvdelen af dem benzinbiler til under 200.000 kr. En af dem er denne Opel Corsa, der er med en pris på 199.990 kr. er den billigste Opel på markedet.
Denne testede udgave hedder Edition+, og er med sin pris på lige under 200.000 kr. låst fast, så man ikke kan tilkøbe ekstra udstyr. Her er det kort og godt: Tag den som den er, eller lad være!
Det er nu heller ikke et dumt udgangspunkt, for bilen har som standard bl.a. læderrat med varme, en 7-tommerskærm med indbygget Apple CarPlay og parkeringssensorer bag.
Vil man have mere udstyr, skal man op i Elegance-udgaven til 225.000 kr., og så får man bl.a. bakkamera og klimaanlæg med i prisen. Spørgsmålet er, om ikke den så vokser ud af den naturlige ramme for en Corsa.
Video: Se nærmere på Opel Corsa
Lille, men effektiv benzinmotor i Opel Corsa
Under motorhjelmen ligger der en trecylindret benzinmotor på 1.2 liter uden turbo. Den yder 75 hk og opleves ikke særlig kraftfuld. Den er koblet til en femtrins gearkasse, og gearingen medfører ret høje omdrejningstal ved motorvejskørsel, hvor motoren også høres tydeligt.
Således var omdrejningstallet ved 130 km/t. på 3.800 o./min., hvilket er omtrent 1.000 omdrejninger mere end i de biler, der benytter sig af en turbolader. Til gengæld er selve gearskiftene letgående, og der er et fint samspil mellem speeder, kobling og gearskift.
Opel stiller 18,8 km pr. liter i udsigt, og under vores testkørsel opnåede vi 18 km pr. liter.
Hvordan kører Opel Corsa?
Vi tog Opel Corsa med ud på en lang testrute med både bykørsel, lande- og motorvejskørsel. Og efter den tur stod vi tilbage med et indtryk af en bil, der er både komfortabel og god at køre i. Måske ikke på en langtur, men som en daglig pendlerbil er køreoplevelsen ganske positiv.
Der er fartpilot som standard, men den er ikke af typen, der selv holder afstand til forankørende biler, og en sådan kan slet ikke tilkøbes.
Til gengæld er Opel Corsa udstyret med en assistent, der hjælper med at få bilen tilbage i sporet, hvis man uforvarende er på vej ud over vognbanens kantlinjer. Det foregår let og smidigt, og er utvivlsomt en værdifuld hjælp på lange ture.
På de lange ture satte vi pris på den trinløse regulering af forsæderne, der gav mulighed for at indrette sig en ordentlig kørestilling. Opel er i øvrigt kendt for at tilbyde ergonomiske AGR-sæder med ekstra god komfort, men de fås desværre ikke til denne udgave.
Apple CarPlay er standard
Vores oplevelse med Opel Corsa blev i øvrigt løftet af et ret omfattende udstyrsniveau. Der er således en fin skærm i midten, hvor man kan koble en iPhone op via et kabel, så man kan betjene den via Apple CarPlay på en let og enkel måde, og ofte blot ved at give stemmekommandoer på dansk.
Derudover er der DAB-radio, varme i sæderne og i rattet. Til gengæld er der kun elruder ved fordørene, og det er et minus, idet man så ikke kan åbne og lukke vinduerne i bagdørene fra førersædet.
Vi har også testet Opel Corsa ved mørkekørsel, og her var det tydeligt, at forlygterne i denne udgave af Corsa er af halogen-typen. Selvom de ikke er dårlige, er de bare ikke lige så gode som dem i mere moderne biler, der benytter sig af LED-teknikken.
En anden knap så god egenskab finder vi ved baglygterne, der ikke er tændt om dagen, når man kører med kørelys. Det kan til tider give farlige situationer.
Praktisk uden at være imponerende
Alle udgaver af Opel Corsa er udstyret med fire sidedøre og en stor tophængslet bagklap. Bagagerummet i Corsa rummer 309 liter, og der er en dejlig lav læssehøjde. Det er vores vurdering at man godt kan få plads til de fleste udgaver af både en barnevogn eller en golftaske.
Og apropos børn, så er det værd at bemærke, at bagsædepladsen er overraskende god, og at der er to isofix-beslag ved bagsædet, så man kan montere autostole ved bagsædets yderpladser.
Opel Corsa må udstyres med anhængertræk, og den må trække op til 500 kg.
Alt i alt er Corsa en fin minibil med mange gode sider, men man må også konstatere, at forholdet mellem pris og udstyr ikke altid falder ud til fordel for Opel Corsa, når man sammenligner den med konkurrenternes priser og udstyrslister.
Vild med biler? Hold dig up to date med FDM
Få gode tilbud fra FDM og de seneste bilnyheder direkte i din mailboks