Peugeot 508 – plugin-hybriden er en prisbombe
Motors vurdering
Peugeot 508 SW
- Flot udstyr
- Skarp pris
- Materialer i kabinen
- Førerplads
- Udsyn skråt bagud
- Ikke tre års garanti
Fabriksdata
-
Motor1.6 liter – 4 cyl. + elmotor
-
CO2 udledning34 g/km
-
Effekt225 hk
-
Moment360 Nm
-
Topfart250 km/t.
-
Acc. (0-100)8,2 sek.
-
Køreklar vægt1.875 kg
-
Maks. påhængsvægt1.340 kg
-
Bagagerum530 liter
-
Akselafstand279 cm
-
Officiel rækkevidde62 km
-
Garanti (bil/lak/rust)2 / 2 / 12
-
MålL:478 cm B:186 cm H:142 cm
Motors tal
- Beregnet økonomi 3,85 kr./km
- Målt rækkevidde 40 km
De fleste af de plugin-hybrider, der vælter ud på markedet i disse måneder, er SUV-modeller. Men nu har Peugeot sat strøm til 508-serien, så der også er en sedan eller en stationcar at vælge i den franske fabriks efterhånden ret righoldige program af elektrificerede biler.
Det er samtidig lykkedes den danske importør at prissætte bilen utrolig skarpt, og hvis man er på markedet efter en plugin-hybrid, der ikke nødvendigvis skal være bygget i højden, er der ikke noget, der i øjeblikket kan slå 508 på prisen.
Billigste 508 SW PHEV med udstyrsniveauet Allure koster 314.990 kr., mens den tilsvarende model med en 130-hestes dieselmotor koster 65.000 kr. mere. Retfærdigvis skal det dog siges, at Peugeot i skrivende stund kører en kampagne, hvor de tilbyder denne udgave til samme pris som PHEV’en, men selv da er det svært at se argumenterne for dieselversionen.
Lækker drivlinje og o.k. rækkevidde
Kraftværket i Peugeot 508 SW PHEV er en 180-hestes PureTech-motor, som er koblet til den ottetrins automatgearkasse EAT8. Det er en meget lækker drivlinje, som sammen med en elmotor på 110 hk og et batteri på 11,6 kWh leverer masser af kræfter – systemeffekten er på 225 hk, som er til stede ved 6.000 o/min.
Overvejer du en plugin-hybrid? Læs FDMs tema om biltypen
Benzinmotoren er meget lydsvag, og det er faktisk svært at vurdere, hvornår den kører. Den slår automatisk fra, når der ikke er brug for den, og bilen kan køre op til 135 km/t. på el alene.
WLTP-normen lover op til 62 km rækkevidde på ren el, men vores målinger viser, at det er mere realistisk at opnå omkring de 40 km. Batterierne er placeret under bagsædet og tager således ikke plads i det ganske voluminøse bagagerum, sådan som vi ser det hos for eksempel Mercedes.
Let at aflæse instrumenter
Bilen er veludstyret, og tilvælger man udstyrspakken Pack til 20.000, er udstyret nærmest komplet.
Køreassistenterne fungerer stort set upåklageligt bortset fra vognbaneassistenten, som til tider er lige lovlig aggressiv i sine forsøg på at holde bilen midt i vognbanen.
Komplet overblik: Alle Motors test af plugin-hybrider
Førerpladsen er med Peugeots I-Cockpit-design, hvor instrumenterne er samlet i en højtsiddende konsol. Det giver let aflæsning af instrumenterne, uden at man skal flytte blikket meget fra vejen, men prisen er et meget lille rat, som kræver nogen tilvænning, fordi det er væsentlig mere følsomt overfor styreudslag.
Vælg Allure-udgaven med kampagnepakke
Samtidig virker førerpladsen lidt ulogisk indrettet med uhensigtsmæssige placeringer af sekundære detaljer som usb-udtaget, som er godt gemt af vejen bag den brede midterkonsol.
Til gengæld er materialekvaliteten i en helt anden liga, end vi tidligere har været vant til fra Peugeot, men som nu er blevet løftet gevaldigt på tværs af modelrækkerne. Det kniber stadig en smule med samlinger og pasform, men det er ikke graverende.
Lige nu ligner bilen et kanontilbud, men det er selvfølgelig med udgangspunkt i den nuværende afgiftsstruktur. Vi vil pege på udstyrsniveauet Allure med tilvalg af kampagnepakken Pack, som blandt andet omfatter adaptiv fartpilot, bakkamera, elektrisk betjent bagklap og nøglefri adgang.