Renault Austral – Komfortabel og dyr hybridbil
Motors vurdering
Renault Austral
- Google-system
- Plads
- Komfort
- Motor/gear
- Pris
- Ikke tre års garanti
Fabriksdata
-
Motor1.3 liter – 4 cyl. - mildhybrid
-
CO2 udledning140 g/km
-
Effekt158 hk
-
Moment270 Nm
-
Topfart175 km/t.
-
Acc. (0-100)9,7 sek.
-
Køreklar vægt1.546 kg
-
Maks. påhængsvægt1.800 kg
-
Bagagerum487 liter
-
Akselafstand267 cm
-
Garanti (bil/lak/rust)2 / 2 / 12
-
MålL:451 cm B:183 cm H:164 cm
Motors tal
- Beregnet økonomi 5,20 kr./km
Lige når man sætter sig ind bag rattet af de nye Renault Austral, kunne man sagtens tro, at der var tale om en moderne elbil. For førerpladsen er omkranset af en stor skærm, der benytter det samme Google-baserede styresystem med indbygget navigationsanlæg, som vi kender fra elbilerne Renault Megane og Renault Scenic.
På samme måde er gearvælgeren placeret oppe bag rattet, og hele indretningen føles derfor meget moderne.
Men det er faktisk en illusion, for denne Austral er grundlæggende en traditionel konstruktion, der i stedet for batterier og en elmotor har fået en firecylindret 1.3-liters benzinmotor monteret ude foran.
Den er ganske vist forsynet med en lille elmotor, i det vi kalder en mildhybrid-løsning, men det er i bund og grund benzin, der er drivmidlet, og der er heller ikke mulighed for at lade bilens batteri op.
Hvad koster Renault Austral?
Dermed er Renault Austral først og fremmest et spændende alternativ for de bilkøbere, der endnu ikke er klar til at køre i en elbil. Men det valg kommer med en ret høj pris, for den danske Renault-importør tager kun denne ene udgave af Austral hjem, og den koster hele 375.000 kr.
Det er en ret høj pris i et marked, hvor mere veludstyrede elbiler fås for under 350.000 kr. Forklaringen på den høje pris er, at benzinbiler som denne Austral pålægges en ret høj registreringsafgift på op til 150 procent, mens elbilerne i denne prisklasse er helt fritaget for registreringsafgift. Man får så at sige elbil for alle pengene, mens man på grund af afgiften kun får benzinbil for ca. halvdelen af prisen.
Det er heller ikke helt gratis at køre i bilen, for selvom det officielle forbrug siger lidt over 16 km pr. liter, skal man ikke regne med at komme meget længere end 12-13 km pr. liter i praksis. Austral er nemlig en stor og tung bil, og det medfører som så ofte et noget højere dagligt forbrug.
Målt over fem år og 100.000 km har vi beregnet de samlede omkostninger til 5,20 kr. pr. km., og det er ganske meget. Til sammenligning vil det koste under fire kr. pr. km at eje en Tesla Model Y.
God plads i Renault Austral
Renault Austral kører generelt set fint og lever dermed op til det, man forventer af en moderne bil. Som standard er der adaptiv fartpilot og et indbygget CVT-automatgear. Begge dele er som udgangspunkt godt, idet kørekomforten dermed forbedres.
Men vores oplevelse af motoren og gearkassens samspil trak ned i den samlede oplevelse af bilen. Vi er heller ikke vildt begejstrede over udstyrsniveauet, for Austral har som udgangspunkt ikke advarsel for biler i den blinde vinkel, den har ikke en vognbaneassistent, der kan aflaste, når man kører langt, og forlygterne er ikke af den avancerede type med indbygget matrix-funktion.
Ser man bort fra det, giver Austral en fin oplevelse for alle i bilen, idet der er god plads, og særligt ved bagsædet er der fin adgang til yderpladserne. Midterpladsen er derimod generet af en ret stor kardantunnel. Bagagerummet er på 487 liter, og det er fint for klassen. Renault Austral må derudover udstyres med en trækkrog, og så må bilen trække op til 1.800 kg, og det er meget flot.
Overvej køb af Renault Austral grundigt
Vores testbil var udstyret med alle udstyrspakker, der omfatter den efterlyste advarsel for biler i den blinde vinkel, et 360-graders-bakkamera, glastag og en elektrisk bagklap. Sammen med metallak lander den samlede pris dermed på 420.000 kr. Det er mange penge for en bil i denne klasse, og man skal derfor tænke sig godt om, før man slår til.
Udviklingen hen mod de elektriske biler går stærkt netop nu, og med Renault Austral kan man derfor let risikere at stå med en bil, der er svær at sælge igen efter nogle år. Har man et mere langsigtet perspektiv, er det problem til at overskue, men så møder man muligvis et andet problem, idet Renault kun tilbyder to års fabriksgaranti på denne model.
Det er et forhold, man bør tage alvorligt, og som man derfor som minimum skal sikre sig mod ved at tegne en service- og reparationsaftale på bilen. En sådan aftale kan mindske mængden af uforudsete udgifter i f.eks. de første fem år.
Alternativt kan man overveje at privatlease bilen. Renault har endnu ikke leasingpriser klar på Austral, men går det som for de øvrige Renault-modeller, vil den danske importør senere formentlig kunne tilbyde en udmærket leasingaftale på også denne model.
Vild med biler? Hold dig up to date med FDM
Få gode tilbud fra FDM og de seneste bilnyheder direkte i din mailboks