Renault Megane E-Tech – Slagtilbud lokker
Motors vurdering
Renault Megane
- Design
- Affjedring
- Førerplads
- Nødbremse
- Dørhåndtag
- Betjening af bilen
Fabriksdata
-
Motor1 elmotor - forhjulstræk. Batteri (brutto/netto): 65/60 kWh
-
CO2 udledning0 g/km
-
Effekt220 hk
-
Moment300 Nm
-
Topfart160 km/t.
-
Acc. (0-100)7,5 sek.
-
Køreklar vægt1.743 kg
-
Maks. påhængsvægt900 kg
-
Bagagerum440 liter
-
Akselafstand271 cm
-
Officiel rækkevidde428 km
-
Garanti (bil/lak/rust)2 / 2 / 12Batterigaranti: 8 år/160.000 km
-
MålL:420 cm B:177 cm H:151 cm
Motors tal
- Beregnet økonomi 3,80 kr./km
- Målt rækkevidde 340 km
Med en prisnedsættelse på over 50.000 kr. har Renault sænket priserne markant på deres mellemklasse elbil, Megane E-Tech. En bil der siden lanceringen har været for dyr, og hvor Renault primært har tiltrukket kunder ved at tilbyde attraktive privatleasingpriser.
Men nu kan du for 300.000 kr. få Megane E-Tech i Techno-versionen, der både har det eftertragtede Google Automotive-styresystem og adaptiv fartpilot som standard. Sidstnævnte var ekstraudstyr tidligere, hvilket understreger, at Renault virkelig har ønsket at gøre prisen attraktiv.
Det gør de for at få flere til at købe en Megane, men også fordi SUV-udgaven, Scenic, står til at blive introduceret herhjemme. Da Scenic er en markant større bil med et markant større batteri, skal den være dyrere. Men havde Renault ikke ændret priserne, ville begge biler være uforholdsmæssigt dyre og slet ikke interessante. Det er de nu.
Video: Se Renault Megane E-Tech i duel mod VW ID.3
Hvordan kører Renault Megane?
Den forhjulstrukne Megane har god komfort, men man kan godt mærke, at standardfælgene i Techno-versionen på 20" gør den mere sportslig at styre end basismodellen. Det er altså ikke en klassisk fransk flyder, men en mere køreglad version, som passer godt til bilens designmæssige udtryk.
Du får en adaptiv fartpilot, og den fungerer godt. Men den tilhørende vognbaneassistent fungerer ikke særlig godt og er slet ikke på niveau med klassens bedste.
Dertil kommer, at bilen er dårlig til at aflæse farttavler, så du ofte får vist en helt forkert hastighedsangivelse i instrumenterne.
Hvor meget plads er der i Renault Megane?
På forsæderne er der ganske god plads, men forsæderne giver dårlig lårstøtte, fordi sædet er placeret meget vandret i bilen uden mulighed for vinkling. Men forruden er ikke så høj, og den kompakte form betyder, at bakspejlet spærrer for udsynet ud ad forruden for høje chauffører.
Udsynet er generelt ikke så godt, især ikke skråt bagud eller ud ad bagruden. Bagruden er meget lille, og selvom der er en bagrudevisker, er udsynet ikke godt. Og kører man ofte med bagsædepassager, bør man overveje at tilkøbe en udstyrspakke med kamera til bakspejlet, bedre sikkerhed og et 360 graders p-kamera til 10.000 kr.
Bagsædet er et af bilens svage punkter. Der er ikke meget benplads, og der er ganske mørkt deromme – og det største lyspunkt er friskluftdyserne, der giver god ventilation til bagsædepassagererne.
På den praktiske front er bagagerummet noget bedre med hele 440 liter, det er stort for klassen, men åbningen er ikke stor, fordi der er en høj indre læssekant.
Anhængertræk har været en udfordring på mange elbiler, men Renault har fået godkendt Megane, så den kan trække op til 900 kg.
Hvilket udstyr er der i Megane E-Tech?
Google-systemet giver Megane en digital fordel, og man skal klart gå efter en udstyrsvariant med det. Her er Techno-versionen den billigste model med den større skærm og den bedre integration med Google Maps og bilens informationer. Med det kan du se, hvor meget strøm der er ved ankomst til en destination, og som i andre elbiler planlægger den også opladning undervejs, hvis du ikke har strøm nok.
Du får også klimaanlæg, nøglefri betjening og rat/sædevarme, og så skriver Renault, at deres LED-forlygter er adaptive. Men det er ikke på den måde, FDM beskriver forlygtefunktionen, for de kan blot tænde og slukke for det lange lys for at undgå af blænde modkørende.
Det er altså ikke adaptive forlygter, der tilpasser lyset omkring de modkørende, så du reelt har langt lys tændt alle de steder, hvor det ikke blænder en modkørende. Denne funktion kan heller ikke tilkøbes.
Hvor lang er rækkevidden i Megane E-Tech?
Megane sælges med to batteristørrelser. Et lille på 40 kWh, der fås i basismodellen til 265.000 kr. Men ud over kort rækkevidde er udstyrsniveauet markant lavere, og du må bl.a. undvære Google-systemet og adaptiv fartpilot.
Testbilen med Techno-udstyr har det større batteri på 60 kWh og en officiel WLTP-rækkevidde på 428 km med de store 20”-fælge. På grund af vejret kunne vi ikke måle rækkevidden under vores test denne vinter, men seneste måling gav en rækkevidde på 340 km ved 20 grader og 280 km ved 0 grader.
Hjemme tager en opladning højst seks timer med en 11 kW-hjemmelader, men som noget lidt unikt kan Megane E-Tech lade med op til 22 kW. Det kan bl.a. bruges på en del offentlige ladere, så hvis du ikke har din egen lader og adgang til en kraftigere langsomlader, kan du lade bilen helt op på under tre timer.
Renault opgiver en lynladeeffekt på op til 130 kW, men som man ser med mange andre elbiler, er det en maksimal effekt, som kun optræder kortvarigt. Efter 15 minutter får du tilført 130 km motorvejskørsel med 110 km/t, og efter 30 minutter får du tilført 230 km.
Skal man vælge Renault Megane?
Med de nye priser er Megane E-Tech blevet langt mere attraktiv. Op trækker også design, kabineindretning og Google-styresystemet.
Men i vores seneste gruppetest virkede nødbremsen kun op til 30 km/t., og ser du på rummelighed, udsyn og udstyr, er den ikke klassens mest attraktive tilbud lige nu.
I en direkte dueltest i Motor 2/2024 samt på vores YouTube-kanal peger vi på VW ID.3 som et bedre valg på grund af plads og udstyr samt ud fra en totaløkonomisk synsvinkel.
Men er du faldet for designet, har du brug for at trække en trailer, eller vil du bare gerne privatlease billigst muligt, kan du trygt vælge at køre i Renaulten. For med de nye priser er den ikke længere for dyr i forhold til konkurrenterne.
Se komplet oversigt over FDMs tests af elbiler
Vi har siden 2016 testet stort set alle elbiler, der er kommet på markedet. Over 140 tests kan du læse. Få overblik, før du vælger elbil.