MG 4 Extended Range – Længere tur med drillende assistenter
Motors vurdering
MG 4
- Pris
- Rækkevidde
- Garanti
- Assistentsystemer
- Sædekomfort
- Betjening af bilen
Fabriksdata
-
Motor1 elmotor – baghjulstræk. Batteri (brutto/netto): 77/74 kWh
-
CO2 udledning0 g/km
-
Effekt245 hk
-
Moment350 Nm
-
Topfart180 km/t.
-
Acc. (0-100)6,5 sek.
-
Køreklar vægt1.751 kg
-
Maks. påhængsvægt0 kg
-
Bagagerum385 liter
-
Akselafstand271 cm
-
Officiel rækkevidde520 km
-
Garanti (bil/lak/rust)7 / 3 / 7Batterigaranti: 7 år/150.000 km
-
MålL:429 cm B:184 cm H:152 cm
Motors tal
- Beregnet økonomi 3,60 kr./km
- Målt rækkevidde 415 km
Den nye prisramme for en elbil i mellemklassen er faldet til lige omkring de 300.000 kr., og her rammer MG 4 Trophy rent ind. For de penge får man her en rimeligt rummelig familiebil med et stort batteri på 74 kWh netto og en officiel rækkevidde på 520 km.
Listen over standardudstyr er også lang, men fra første test af den kinesiske mellemklassemodel har det stået klart, at MG’s assistentsystemer hører til blandt de dårligste på markedet.
Fabrikken har ganske vist opdateret bilernes software i 2023, men efter at have prøvet det flere gange, må vi sige, at det ikke har hjulpet afgørende. Styreassistenten arbejder fortsat på en måde, så bilen ligger uroligt på vejen, og det irriterer føreren.
På landeveje kan den endda lede til farlige situationer, og vi anbefaler derfor, at man ikke bruger den funktion på andet end motorveje.
Hvad er rækkevidden i MG 4 Trophy?
Testbilens fulde navn er Trophy Extended Range, og med det følger et 12 kWh større batteri end i grundudgaven. Officielt giver det en rækkevidde på 520 km ifølge WLTP-normen.
Under vores rækkeviddemåling ved 110 km/t. på motorvej kørte vi, hvad der svarer til 415 km ved 20 grader og 345 km ved 0 grader. Det er en pæn effektivitet, men ikke helt på niveau med f.eks. en VW ID.3 Pro S.
Lynladning klarer MG 4 fint i den almindelige Luxury-udgave. Og i denne udgave med det større batteri kunne vi lade, så vi fik tilført 155 km på 15 minutter (29 kWh) og 270 km efter 30 minutters ladning (50 kWh).
Det er fint uden at være prangende. Til sammenligning får VW ID.3 Pro S tilført henholdsvis 215 km og 350 km på samme ladetid.
Dermed er bilen trods navnet ikke bedst egnet til lange ture, idet rækkevidden ikke er klasseledende, og fordi ladeeffektiviteten heller ikke er god nok.
Hvordan kører MG 4 Trophy?
Forsæderne er ikke specielt gode i MG 4, og det gælder, uanset hvilken variant man vælger. De er for bløde og støtter ikke godt nok. Og det er et problem, hvis man ofte kører langt. Vi savner både sideværts støtte og ordentlig lårstøtte.
Ellers er køreegenskaberne gode i MG 4. Den trækker på baghjulene, og i Trophy-versionen er der hele 245 hk til rådighed, og det giver en acceleration fra nul til 100 km/t. på 6,5 sekunder.
Det er ret hurtigt og grænsende til det overflødige. Alligevel tilbyder MG også en endnu hurtigere version – MG 4 Xpower – til samme pris. Den har 435 hk og en 0-100 km/t.-tid på bare 3,8 sekunder.
Vi testede MG 4 Trophy med vinterdæk på fugtige veje, og da havde bilen svært ved at få kræfterne ned i asfalten. Vi oplevede derfor flere gange, at den lavede hjulspind. Godt det samme, for det kan sikkert animere ejerne til at køre mere behersket.
Vi savner lidt bedre lys fra forlygterne, og her havde det været rart, hvis bilen havde haft en automatik, der kunne styre lyset adaptivt, så man kan køre med det lange lys tændt uden at blænde andre trafikanter.
Selve betjeningen af bilen er heller ikke den bedste, og især opstart af en køretur er frustrerende svær at finde ud af. Ofte må man vente i lang tid, før bilen er klar til at køre, og det giver frustrationer, når bilen ellers fungerer smart med nøglefri betjening.
Skal man vælge MG 4 Trophy?
Havde det været et spil bilkort, ville MG 4 Trophy være et stærkt kort med sin lange rækkevidde og lave pris. Men i vores test var rækkevidden ikke helt så imponerende, ligesom opladningen heller ikke slog benene væk under os.
Læg dertil de dårlige assistentsystemer, og den dårlige komfort i sæderne, og så er prisen på 300.000 kr. ikke længere nok til at være et godt køb.
MG 4 Trophy har ikke kvalitet nok til at gøre den god på langture, og så bliver det store batteri overflødigt og fordyrende. Så selvom man skulle tro, at den vil være det stærkeste kort i MG 4-programmet, har priskrigen på elbiler medført, at der er kommet langt stærkere konkurrenter, der løser hverdagen med elbilen bedre.
På et punkt står MG 4 fortsat stærkt: garantien. Den er på syv år for både bil og batteri. Det er på niveau med f.eks. Kia, der netop har justeret prisen på Kia Niro, så den næsten matcher denne MG 4, og dermed står som et stærkt alternativ. Og for dem, der ofte kører langt, er VW ID.3 Pro S uden tvivl et bedre valg.
Har du brug for hjælp med valg af elbil?
Husk, som medlem af FDM kan du altid få hjælp af eksperter, der har den nyeste viden om elbiler.