For mange er en stationcar den optimale biltype på grund af den gode plads. Men vil du samtidig kunne køre "grønt", har det været svært, for der er endnu ikke rent elektriske stationcars på markedet. Her kan en af de fire spændende plugin-hybrider, vi her har testet, være svaret.
De fire biler er den yderst populære Kia Ceed SW, der er den mest solgte i sin klasse og også blandt de mest solgte plugin-hybrider. Dernæst følger Peugeot 308 SW, der er helt ny, og som nu for første gang også fås som plugin-hybrid. Tredje bil er Renault Megane Sport Tourer, der her er udstyret med en ret avanceret kombination af to elmotorer og en benzinmotor.
Den sidste er Seat Leon Sportstourer, der er en søsterbil til VW Golf og Skoda Octavia, og som byder sig til med en ekstra stor kabine foruden koncernens velkendte hybridteknik.
Overvejer du en plugin-hybrid?
Som FDM-medlem kan du få råd og rådgivning af vores eksperter.
Er det billigere og grønnere at køre plugin-hybrid?
Vi har målt den præcise rækkevidde på el for hver enkelt bil, ligesom vi har målt, hvor langt man kører pr. liter benzin, når batteriet er tømt for strøm. Her viser testen, at man kan regne med at køre mellem 16 og 18 km pr. liter, hvis der ikke er strøm på batteriet. Ikke dårligt og noget, der ligner 1-2 km længere pr. liter end tilsvarende biler uden hybridteknikken.
Men kører man f.eks. kun korte ture med en fuldt opladet bil, er benzinforbruget stort set elimineret, og kører man f.eks. en tur på 60 km med et fuldt opladet batteri, vil man opleve et gennemsnitligt benzinforbrug, der modsvarer 30-40 km pr. liter. Altså alt i alt en pæn mulighed for at spare på de dyre dråber og samtidig reducere udslippet af CO2 betragteligt.
På den måde er plugin-hybriderne ganske smarte, hvis man altså husker at lade dem op. Gør man ikke det, er de kun en smule bedre end de traditionelle benzinbiler.
Læs test af de enkelte biler her:
**** Kia Ceed SW 1.6 Plugin Hybrid DCT Premium – 321.399 kr.
***** Peugeot 308 SW Plugin Hybrid First Selection – 319.990 kr.
*** Renault Megane Sport Tourer E-Tech 160 R.S. Line – 317.990 kr.
***** Seat Leon Sportstourer 1.4 TSI FR e-HYBRID – 331.990 kr. – TESTVINDER
Har du brug for hjælp?
Husk, som medlem af FDM kan du altid få hjælp af eksperter, der har den nyeste viden om plugin-hybrider og elbiler.