Toyota GR Yaris – Rallybombe til millionærer

Motors vurdering
Toyota GR Yaris
- Kulfibertag
- Køreoplevelse
- Sikkerhedsudstyr
- Udsyn
- Bagagerum
- Ikke fem års garanti
Fabriksdata
-
Motor1.6 liter – 3 cyl.
-
CO2 udledning215 g/km
-
Effekt280 hk
-
Moment390 Nm
-
Topfart230 km/t.
-
Acc. (0-100)5,2 sek.
-
Køreklar vægt1.325 kg
-
Maks. påhængsvægt0 kg
-
Bagagerum170 liter
-
Akselafstand256 cm
-
Garanti (bil/lak/rust)3 / 3 / 12
-
MålL:400 cm B:181 cm H:146 cm
Motors tal
- Beregnet økonomi 10,15 kr./km
Over 900.000 kr. for en Toyota Yaris uden bagdøre virker helt absurd. Ud over en høj registreringsafgift skal forklaringen findes i, at GR Yaris er en specialbygget sportsvogn.
Den har reelt meget lidt til fælles med den almindelige Yaris ud over navn og designsprog. Eksempelvis har den et let kulfibertag, firehjulstræk og så er hjulophængene specialudviklet til denne GR-variant.
Motoren er blot en 1.6-liter turbomotor med tre cylindre, og i denne opdaterede udgave er effekten øget fra 261 til 280 hk. Det er så voldsomt, at der kom en advarsel op i instrumentpanelet, hvor der stod man ikke måtte accelerere kraftigt, da vi testede bilen på en dansk vinteruge. Den skulle også varmes op i gearkassen, før den kunne skifte ordentligt, især i de lavere udvekslinger.
GR Yaris fås både med sekstrins manuel gearkasse og en nyudviklet automatgearkasse med otte trin, som var i testbilen. Den kan skyde den lille rallybombe til 100 km/t på 5,2 sekunder. Det havde været grotesk hurtigt for 10 år siden, men i dag er mange elbiler hurtigere – og det til den halve pris.

Hvordan kører Toyota GR Yaris?
Men det er ikke accelerationen, der gør GR Yaris unik. Det er mere måden, den kører på. For selvom bilen er hårdt pumpet, er affjedringen ikke stenhård. Der er overraskende god komfort, samtidig med at bilen lægger op til sportslig kørsel.
Styretøjet er præcist og har god føling i forhold til at mærke, om bilen er ved at miste greb i underlaget. Den krænger også en del, og det er med til at give en bedre fornemmelse af, hvordan bilen bevæger sig på grænsen. Det er helt klart en bil, hvor man skal køre trackdays for at udnytte alle kræfter. Den er alt for hurtig, hvis man presser den på offentlig vej.
Automatgearet gør det nemmere at køre bilen, ikke mindst til hverdag, hvor den nærmest kører af sig selv. Men vil du have en mere rå køreoplevelse og mere fornemmelse af at styre bilen, vil vi anbefale at vælge GR Yaris med manuel gearkasse. Det gør både udfordringen og køreglæden større.

Hvad koster Toyota GR Yaris?
Der er nedslagspunkter, hvor GR Yaris skuffer. Motoren larmer meget, selv hvis man bare ligger og kører langsomt. Det er fint under acceleration, men det er for meget til hverdagskørsel.
Der er heller ikke en bagrudevisker, så i regn- eller snevejr er udsynet bagud begrænset. Det er det også, fordi bagruderne generelt er meget små. Vi savnede også fralægningsplads i kabinen, men det er ikke afgørende.
Det er prisen derimod. 909.990 kr. er for mange penge for GR Yaris. Da modellen kom frem for fire år siden, startede prisen under 500.000 kr., og den nye variant er ikke dobbelt så god.
Vil du have hurtig acceleration, er der mange elbiler, der slår GR Yaris – og til en langt lavere pris. Er målet at finde stor køreglæde til en lille million kroner, er der mange nyere brugte sportsvogne, der både er hurtigere, kører bedre og ikke mindst vil holde prisen bedre. Og det er endnu mere udtalt, hvis man ser på klassikermarkedet.
Vild med biler? Hold dig up to date med FDM
Få gode tilbud fra FDM og de seneste bilnyheder direkte i din mailboks
