Toyota Yaris Cross – Mini-SUV med mini-forbrug
Motors vurdering
Toyota Yaris Cross
- Forbrug
- Assistenter
- Letkørt
- Motorlyd
- Bagsædeplads
- Gearstang
Fabriksdata
-
Motor1.5 liter – 3 cyl. - Hybridmotor
-
CO2 udledning109 g/km
-
Effekt130 hk
-
Moment120 Nm
-
Topfart170 km/t.
-
Acc. (0-100)11,3 sek.
-
Køreklar vægt1.220 kg
-
Maks. påhængsvægt750 kg
-
Bagagerum350 liter
-
Akselafstand256 cm
-
Garanti (bil/lak/rust)3 / 3 / 12Bilgaranti: Maks. 100.000 km
-
MålL:420 cm B:177 cm H:159 cm
Motors tal
- Beregnet økonomi 4,70 kr./km
Hos Toyota går det ikke hurtigt, når det handler om at elektrificere modelpaletten. Men verdens største bilproducent skruer til gengæld netop nu op for hybridteknikken model for model. Denne nye Yaris Cross fås således kun som hybridbil med nyeste generation af teknikken, og det er både med til at mindske benzinforbruget og øge komforten.
Desværre for Toyota passer hybridteknikken ikke rigtigt ind i det danske afgiftssystem, og priserne for Toyota Yaris Cross med den nye hybridmotor med 130 hestekræfter begynder derfor helt oppe ved 330.000 kr. For en mini-SUV er det mange penge og faktisk på niveau med det, en Tesla Model Y eller en VW ID.4 koster.
Skal det være en benzindrevet mini-SUV, koster konkurrenterne Renault Captur og Peugeot 2008 lige under 300.000 kr. i de veludstyrede udgaver. Vi har her testet topudgaven med GR-udstyr til hele 370.000 kr., og så høj en pris presser naturligvis forventningerne i vejret.
Kører langt på literen
Ved vores første tjek af bilen blev vi heldigvis ikke skuffet. Toyota stiller selv 20,8 km pr. liter i udsigt, og efter en lang testrute med blandet kørsel havde vi kørt netop lige så langt på literen. Det er flot, og det er med til at holde de løbende kørselsudgifter nede.
Oplevelsen af motorteknikken er også ret positiv, og særligt ved bykørsel nyder man kombinationen af et godt og velfungerende automatgear, der sammen med hybridteknikken gør det muligt at klare en stor del af kørslen på el alene.
Den hyppige eldrift holder støjniveauet nede, og det giver en glidende kørsel og en smidig igangsætning. Også uden for byerne opleves bilen velkørende, og det er tydeligt, at hybridsystemet er forbedret betydeligt i forhold til de tidligere generationer.
Men på motorvej må man stadig til tider leve med en noget høj motorlyd ved kraftig acceleration eller lignende, og det trækker ned i den samlede vurdering af bilen.
En sjov detalje finder man i instrumenthuset, hvor en tæller holder øje med, hvor stor en del af tiden man kører på el. Og selv med en del motorvejskørsel kommer man sjældent ned under 50 procent, og det er med til at holde komfortniveauet oppe og forbruget nede.
Man kan derfor ikke lade være med at tænke på, at en bil som denne formentlig ville have været en pragtfuld elbil, hvis Toyota havde budt på den mulighed.
Kneben kabineplads i Toyota Yaris Cross
Inde i bilen befinder man sig godt ved forsæderne. Der er ret god plads, udsynet er fint, og komforten føles rar. Der er også et højt udstyrsniveau i form af bl.a. en stor 10,5”-skærm med trådløs Apple CarPlay og Android Auto, et godt JBL-musikanlæg og godt med fralægningsplads. Og så er det let at komme ind og ud af bilen.
På bagsædet er pladsen derimod kneben. Det kan lige akkurat gå an at sidde to voksne deromme, men knæpladsen er ikke god, og man savner friskluftdyser. Derudover er adgangsforholdene ikke lige så gode som fortil på grund af bagdørenes mindre åbningsvinkel.
Bagsædets ryglæn er delt i tre, og det gør det fleksibelt, når man både skal køre med passagerer og megen bagage. Bagagerummet rummer moderate 350 liter, men det er flot indrettet, og i denne version er der en elektrisk bagklap.
Hvordan kører Toyota Yaris Cross?
Den samlede køreoplevelse lander på et pænt højt niveau, og man sætter særlig stor pris på de gode køreassistenter, der er en del af standardudstyret. Den adaptive fartpilot fungerer upåklageligt, og vognbaneassistenten er pålidelig. På veje, hvor man ikke ønsker styrehjælpen, er det let at slå den til og fra via en knap på rattet.
Fartpiloten kan indstilles til også at følge fartgrænserne, men til tider kender bilen dem ikke godt nok til, at det fungerer godt. I sådanne situationer vil man derfor gerne slå alarmen for fartoverskridelse fra.
Det kan man også godt, men det er ret besværligt – her kunne Toyota godt lære af de store tyske bilmærker eller Volvo, hvor det foregår fra en knap på rattet.
Hvad koster Toyota Yaris Cross?
Som altid har vi beregnet, hvad det koster at holde bilen kørende i fem år og 100.000 km. Her lander prisen på hele 4,70 kr. – omkring 10 procent mere end hvad det koster at køre i de noget større elbiler til samme pris.
Det skal derfor ikke være på grund af driftsøkonomien, at man vælger en Yaris Cross.
Et argument kunne i stedet være mærkets fremragende garanti, der kan forlænges, indtil bilen bliver 10 år gammel eller har kørt 185.000 km, hvis blot alle de planlagte serviceeftersyn følges. Det er der ikke andre bilmærker, der kan matche.
Vild med biler? Hold dig up to date med FDM
Få gode tilbud fra FDM og de seneste bilnyheder direkte i din mailboks