Toyota Yaris GR Sport – Minibil i racerdragt
Motors vurdering
Toyota Yaris
- Sæder
- Udstyr
- Tre års garanti
- Pris
- Benplads bag
Fabriksdata
-
Motor1.5 liter – 3 cyl.
-
CO2 udledning138 g/km
-
Effekt125 hk
-
Moment153 Nm
-
Topfart180 km/t.
-
Acc. (0-100)9,0 sek.
-
Køreklar vægt1.070 kg
-
Maks. påhængsvægt850 kg
-
Bagagerum286 liter
-
Akselafstand256 cm
-
Garanti (bil/lak/rust)3 / 3 / 12Bilgaranti: Maks. 100.000 km
-
MålL:395 cm B:175 cm H:150 cm
Motors tal
- Beregnet økonomi 3,50 kr./km
Toyota har i nyere tid satset voldsomt på motorsport, og inden for det seneste år har det givet pote. Japanerne har vundet verdensmesterskabet i både rally og langdistancemesterskabet for sportsvogne. Dertil er nu kommet en sejr i Dakar Rally i begyndelsen af 2023.
Sideløbende med den sportslige satsning har Toyota også gjort modelprogrammet for personbiler mere sportsligt på to fronter. Dels deciderede sportslige modeller som Supra, GR86 og den firehjulstrukne GR Yaris. Dels med en sportslig udstyrslinje kaldet GR Sport.
I denne testede Yaris GR Sport får man digitale instrumenter, 18”-alufælge og et væld af designdetaljer med sportsligt snit. Alt sammen for en merpris på 20.000 kr.
Det mest i øjenfaldende er forsæderne, der både skiller sig ud med sin sportslige støtte og med en klar sportslig visuel karakter med tydelige GR-logoer.
Hvordan kører Toyota Yaris GR Sport?
Udvendigt er det især 18”-alufælgene, som fanger opmærksomheden. De påvirker også bilens køreegenskaber, så de er mere sportslige end i en standard Yaris. Til trods for de store fælge er affjedringen ganske vellykket. Fast som den skal være, uden at den bliver ubønhørligt hård.
Dynamisk set er GR Sport-modellen ikke helt på niveau med fuldblods GR-modellerne. Man får ikke den rå køreoplevelse som i den firehjulstrukne GR Yaris. Det skyldes dels undervognen, hvor styretøjet ikke har samme præcision, dels motoren, der her er mere moderat.
For trods flotte sæder, store fælge og mange GR-detaljer er motoren bare en basis 1.5-liters motor med 125 hk. En motor der fungerer godt til hverdagskørsel, og som har et godt gearskifte, men som på ingen måde giver en ægte GTI-fornemmelse. Og det kunne man godt forvente til en pris på næsten 300.000 kr.
Modellen har dog en særlig iMT-funktion, hvor omdrejningstallet matches gearvalget, når man gearer ned. Det foregår ved at trykke på en knap, og så matcher motoren automatisk omdrejningstallet, så man undgår rusken i transmissionen, når koblingen slippes.
Hvor meget plads er der i Toyota Yaris?
Yaris GR Sport har fem døre som i de almindelige Yaris-modeller, og også her er pladsen prioriteret til fordel for forsædepassagerne. På bagsædet er der dårlig benplads, og generelt føles det lidt klaustrofobisk i forhold til mange af konkurrenterne.
GR Sport har både digitale instrumenter og et headup-display i forruden. Det giver lidt luksusfornemmelse i kabinen, og da der også er klimaanlæg med to zoner og en speciel GR-kabine, får man fornemmelsen af at sidde i en topmodel i miniklassen. Det understøttes af, at der også er nøglefri betjening af bilen samt trådløs Android Auto/Apple CarPlay på 8”-trykskærmen.
Skal man vælge GR Sport som hybrid?
Når motoren alligevel ikke er så GTI-agtig, kan man overveje, om man ikke hellere vil vælge hybrid-udgaven af Yaris GR Sport. Merprisen er 25.000 kr., og så får man automatgear og en markant bedre brændstoføkonomi med i prisen. Helt konkret forbedres benzinøkonomien fra 16,4 til 23,3 km pr. liter.
Vælger man hybrid-udgaven, vil lidt af det sportslige dog gå tabt, fordi hybridudgaven lægger op til en mere komfortabel kørsel. Og med en årlig brændstofbesparelse på blot 3-4.000 kr. ved 20.000 km om året, skal man have den i mange år, før det valg kan svare sig.
Yaris GR Sport sætter sig således lidt mellem to stole, og ved ikke at tone rent flag har den det svært. Den er ikke sportslig nok til, at entusiasterne falder for den, og den er for dyr til, at GR Sport-varianten føles rigtig attraktiv. Man skal derfor nok være fan af Toyotas motorsportssatsninger for rigtigt at blive begejstret for modellen.
Vild med biler? Hold dig up to date med FDM
Få gode tilbud fra FDM og de seneste bilnyheder direkte i din mailboks