Volvo XC60 – Veludstyret og voldsom Volvo
Motors vurdering
Volvo XC60
- Hybridteknik
- Udstyr
- Indretning
- Pris
- Ej DC-opladning
- Ikke tre års garanti
Fabriksdata
-
Motor2.0 liter turbomotor – plugin-hybrid – firehjulstræk
-
CO2 udledning25 g/km
-
Effekt455 hk
-
Moment400 Nm
-
Topfart180 km/t.
-
Acc. (0-100)4,9 sek.
-
Køreklar vægt2.150 kg
-
Maks. påhængsvægt2.250 kg
-
Bagagerum468 liter
-
Akselafstand287 cm
-
Officiel rækkevidde75 km
-
Garanti (bil/lak/rust)2 / 2 / 12
-
MålL:471 cm B:190 cm H:165 cm
Motors tal
- Beregnet økonomi 7,85 kr./km
Salget af biler med plugin-hybridteknik er for nedadgående, men Volvo XC60 er en af dem, der trods alt har kunder i Danmark. Vi har her prøvet topudgaven T8, der nu kun fås i udstyrsversionen Black Edition.
Så er alt på bilen sort – tagræling, fælge, logoer etc. Det er en løsning, der er tiltænkt dem, der gerne vil skille sig ud fra Volvos ellers traditionelle farvevalg med tilhørende blanke kromlister.
T8 betyder, at der er tale om en plugin-hybrid med firehjulstræk, og det er samtidig den dyreste udgave i denne modelserie, og den koster fra 733.000 kr.
Hvordan kører Volvo XC60 T8?
I denne nyeste udgave har Volvo opgraderet hybridteknikken med et større batteri, en kraftigere motor og en bedre indbygget lader. Det gør T8 til en vellykket bil, der langt hen ad vejen fungerer, som var det en elbil.
Når man sætter sig ind bag rattet, lægger den ud med at køre udelukkende på el, hvis der vel at mærke er strøm på batteriet. Elmotoren yder 145 hk og giver udmærket køredynamik, og så kan den køres med one-pedal drive, så motoren bremser bilen ned, når man slipper speederen.
Bilen kører ifølge fabrikken 75 km på en opladning, og vores test viste, at det er realistisk at opnå. Opladning sker med strøm fra to faser, og så tager en opladning af det knap 20 kWh store batteri tre timer.
Med både benzin- og elmotoren i sving er ydelsen vild, og 100 km/t. kan nås på under fem sekunder! Tophastigheden er som for alle Volvo biler begrænset til 180 km/t.
Er Volvo XC60 et godt køb?
I Danmark varierer registreringsafgiften, alt efter om der er tale om en elbil, en plugin-hybrid eller en traditionel benzin- eller dieselbil. Elbilerne er stort set fritaget for afgift, plugin-hybriderne har reduceret afgift, og de traditionelle brændstofbiler betaler op mod 150 procent i afgift.
Det betyder kort og godt, at det i Danmark oftest vil være mest fornuftigt at købe en elbil, men at plugin-hybriderne også giver en vis besparelse. Volvo har taget konsekvensen af dette og tilbyder derfor nu kun opladelige biler herhjemme.
I XC60-serien står valget derfor alene mellem to plugin-udgaver, der er baseret på hver sin version af en toliters benzinmotor med turbolader samt samme elteknik. Den lille hedder T6 og yder 253+145 hk (benzin+el), og den store er denne testede T8’er med 310+145 hk (benzin + el).
Prisforskellen er 30.000 kr., hvis de begge er i Black Edition-versionerne, men T6’eren fås også i de traditionelle udstyrsversioner til priser fra 666.000 kr. Målt på udstyr er der ingen tvivl om, at det er Black Edition-udgaverne, der giver mest bil for pengene, og her er det nok mest et spørgsmål om temperament, om man vil vælge en T6 eller en T8. Hybrid-teknisk kan de to biler nemlig præcis det samme.
Meget vellykket skærmløsning
Uanset hvilken udgave man vælger, får man også samme skærmløsning, som består af et digitalt instrumenthus med en 12,3”-skærm samt en opretstående skærm i midten af instrumentbordet på 9,3”.
De to skærme kan så at sige tale sammen, og de er baseret på det, der hedder Google Automotive System, som er et vellykket styresystem, der kombinerer informationer fra bilen med navigationsanlægget, lydanlægget og øvrige indstillingsmuligheder.
Styresystemet har danske menuer, og det både forstår og taler dansk på en overbevisende måde. Det betyder, at man med enkle kommandoer kan bede bilen om at navigere til en bestemt adresse eller ringe op til en person. Man kan også bede bilen om at tænde for sædevarmen eller ratvarmen eller give en oplysning om, hvor megen rækkevidde der er tilbage.
Det er alt sammen på et niveau, vi kun sjældent har set magen, når det handler om at kunne tale dansk til bilen. Mange andre biler kan det samme, men kun hvis man taler engelsk eller tysk til bilen.
Mulighed for masser af udstyr
I denne Black Edition er alt stort set standard, og det betyder, at både vognbaneassistent og adaptiv fartpilot er at finde på udstyrslisten. Det samme gælder Harman-Kardon-lydanlægget med 14 højttalere og en effekt på i alt 600 Watt.
I øvrigt er udstyrslisten lang, men man kan faktisk godt supplere standardudstyret med tilvalgt ekstraudstyr. Her er det f.eks. elopvarmet rat til 3.600 kr., der er værd at bemærke, ligesom aktiv luftaffjedring til små 16.000 kr. kan være interessant for nogle.
Et svingbart anhængertræk koster små 10.000 kr. og gør det muligt at udnytte billens maksimale trækkapacitet på 2.250 kg. Vælger man alt det udstyr, der er muligt, kan prisen presses op på 889.000 kr., men så er bilen ganske enkelt kørt ud af sin naturlige prisramme.
Noter fra testblokken
Fra vores test af bilen har vi på den positive side bidt mærke i bilens haptiske speeder, der gør det muligt at indstille bilen til at blive „blød“ i speederen, når man har nået den tilladte hastighed.
Man kan naturligvis stadig træde speederen i bund, hvis man af en eller anden grund skal afsted, men i hverdagen medfører den funktion, at det er meget enkelt at overholde hastighedsgrænserne.
En anden positiv detalje finder man ved venstrepilen på knapperne på venstre side af rattet. Her kan man med et enkelt tryk slå advarslen for hastighedsoverskridelsen fra. Det er rart de steder, hvor bilen ikke er helt opdateret med fartgrænserne, f.eks. hvis bilen f.eks. tror, at man stadig kun må køre 50 km/t., selvom den rigtige grænse f.eks. er 80 km/t. Det kunne mange andre bilproducenter lære meget af.
På minussiden har vi noteret os, at LED-forlygterne nok kan lyse pænt op, men at funktionen ikke kan måle sig med de bedste fra f.eks. Audi, BMW og Mercedes-Benz. Heller ikke bilens meget moderate fabriksgaranti på bare to år er imponerende.
Men alt i alt fremstår Volvo XC60 T8 Black Edition alligevel som en vellykket bil for dem, der endnu ikke er klar til at springe på elbilbølgen.
Overvejer du en plugin-hybrid?
Læs mere om hverdagen med en plugin-hybrid i FDMs store tema. Så kan du nemt se, om det er den rigtige type bil for dig.