VW California – Forfinet hverdags-camper

Motors vurdering
VW California
- To skydedøre
- Køkkenplacering
- Delvis eldrift
- Bagsæde
- Motor/gear
- Ikke fem års garanti
Fabriksdata
-
Motor1.5-liters benzinmotor + to elmotorer – firehjulstræk. Batteri (netto): 19,7 kWh
-
CO2 udledning21 g/km
-
Effekt245 hk
-
Moment350 Nm
-
Topfart200 km/t.
-
Køreklar vægt2.620 kg
-
Maks. påhængsvægt1.600 kg
-
Bagagerum1.445 liter
-
Akselafstand312 cm
-
Officiel rækkevidde86 km
-
Garanti (bil/lak/rust)2 / 3 / 12
-
MålL:517 cm B:194 cm H:197 cm
Motors tal
- Målt rækkevidde 89 km
Den legendariske VW California er kommet i en ny udgave, som vi her ser nærmere på. Den billigste udgave koster fra 740.000 kroner i en dieseludgave, med laveste udstyrsniveau, der hedder Coast. Den udgave, som vi her har testet i udgaven med plugin-benzinmotor og firehjulstræk, hedder Ocean.
Det er det højeste udstyrsniveau, og så koster den små 800.000 kroner. Vælger man det meste af det mulige ekstraudstyr, kan bilen presses op i en pris på 1,1 mio. kr., men så er den sørme også flot udstyret.
Det er naturligvis mange penge, men trods alt en hel del billigere, end det man skal betale for en egentlig autocamper med samme udstyr.

Rummer op til fire personer
VW California er opbygget med to komfortable forsæder, der kan drejes bagud, når man camperer. Derudover er der to bagsæder, der kan forvandles til en dobbeltseng, og bilen kan således maksimalt befordre fire personer.
Alle fire kan også få en soveplads, idet der er monteret et hævetag, der kan omdanne førstesalen til en soveplads for yderligere to personer. Og når den seng ikke er i brug, kan sengebunden hæves, så der er fuld ståhøjde inde i bilen.
California har derudover indbygget køleskab, gasblus, vask med vandhane til koldt vand samt et antal skuffer og skabe. Derudover er der et benzindrevet varmeapparat og masser af lys, mens man må lede forgæves efter et toilet – her er man overladt til campingpladsens faciliteter eller tilsvarende.

Hvordan kører VW California?
Der er ingen tvivl om, at VW California føles ret stor at manøvrere, og det kræver derfor både vilje og lidt behændighed at få bilen indpasset i hverdagen, når den skal parkeres ved supermarkedet eller i en p-kælder.
Her mærker man, at bil og p-pladser størrelsesmæssigt kun sjældent passer sammen. Men med en højde på lige under to meter, kan det trods alt lade sig gøre at komme ind de fleste steder.
Til gengæld er kørslen afslappet, og man kan ikke undgå at blive fornøjet ved at trille rundt i en bil, der altid byder på en smule indbygget feriestemning.
Som feriebil er VW California dog et rullende kompromis. For på den ene side, er den smart indrettet, og man har faktisk en god fornemmelse af at køre i et rullende sommerhus. Men det kræver også lidt vilje og smidighed, når man skal omdanne kabinen til fire sovepladser, og at omtale sengene som en komfortabel oplevelse, er noget af en overdrivelse.
Men for dem, der både vil og kan, byder California på muligheden for at få hverdagens transportbehov til at hænge sammen med en aktiv fritid og lysten til at køre på bilferier på en fri og impulsiv måde. Efter vores test af VW California i hverdagen og på en kort weekendtur, står vi tilbage med en oplevelse af bilen godt ville kunne fungere i både hverdagen og på de mindre ferieture. Men det hele foregår som et kompromis mellem komfort og praktik.

Hvor langt kører VW California på el?
Køreoplevelsen i VW California med plugin-hybrid-teknikken er todelt. På den ene side føles bilen smidig og velkørende, når man kører på el alene. Med fuldt opladet batteri kunne vi køre hele 89 km, uden at benzinmotoren startede, og denne udgave af California kan derfor langt hen ad vejen benyttes som en elbil i hverdagen.
Det kan ikke mindst lade sig gøre, fordi elmotoren med sine 115 hk føles tilstrækkelig, og fordi bilen kan lades op igen på blot to timer ved en ladeboks og på en halv time ved en lynlader.
På den anden side føles 1.5-liters benzinmotoren noget tam, når batteriet er tomt, og samarbejdet mellem benzinmotoren og gearkassen er desuden præget af flere ryk og en del transmissionsstøj. Har man derfor primært planer om lange ture, vil vi anbefale den forhjulstrukne dieseludgave til omtrent samme pris som et bedre køb.
Denne plugin-hybrid er til gengæld rigtig smart for dem, der sætter pris på at kunne køre på el til daglig, eller hvis man har særligt behov for firehjulstrækket, der fungerer med en ekstra elmotor ved baghjulene. Med tomt batteri kørte vi ca. 12 km pr. liter.

Bagsædet kan give problemer
Man sidder rart ved forsæderne, og det er en stor fordel, at bilen nu kan udstyres med alle VW’s nyeste assistentsystemer (+6.870 kr.), der gør kørslen både sikker og afslappet. Forlygternes matrix-lys (+20.596 kr.) er ganske enkelt fremragende.
Det nye bagsæde med to enkelte sæder byder på mange komfortable muligheder, men man sidder desværre lidt for tæt på hinanden, til at det bliver komfortabelt for to voksne på længere ture. Et plus er dog, at de to sæder kan justeres individuelt i ryglænets hældning og ved deres placering i glideskinnerne i gulvet. Det kan hjælpe lidt på problemet med at sidde tæt.
Campingoplevelsen er overordnet positiv, og det virker som en fin løsning, at der nu er to sidedøre. Adgangen til køkkenet er fin, og det er rart, at man faktisk kan se, hvad der er i køleskabet, når skuffen trækkes ud, ligesom det er smart, at man kan nå køleskabet, uden at man skal ind i bilen.
I lighed med forgængeren er der to campingstole indbygget i bagklappen, mens et campingbord nu opbevares under sengen i bagagerummet, når det ikke bruges enten ude eller inde. Bordet er ikke verdens bedste løsning, men det er stort nok til at rumme opdækning til fire personer. En markise langs siden af bilen er ekstraudstyr til 10.298 kr.

Kan omdannes til to dobbeltsenge
Inde i bilen kan de to bageste stole foldes bagover, så de danner en dobbeltseng på 198x133 cm. En ekstra madras, der kan lægges hen over sæderne, er standardudstyr. Sengen føles dog stadig ret hård, og man kan derfor utvivlsomt vinde en del ved at tilkøbe en topmadras.
På første sal er sovekomforten bedre på madrassen, der måler 205x113 cm, men til gengæld kan varmen ikke rigtig komme derop, så det kræver godt senge- og nattøj, hvis man skal bruge den soveplads i ydersæsonen.
Det er nyt, at der nu er et panel ved højre skydedør, hvorfra man kan indstille lys, varme og andre campingrelaterede forhold. Men det ikke helt så enkelt som i den gamle California, så ikke al udvikling er til det bedre. Et benzindrevet fyr er standard, men det er ikke uden generende lyde, når det kører.
Se komplet oversigt over FDMs tests af biler
Uanset om du skal have ny bil eller ser på en brugt, får du glæde af FDMs biltests. Læs over 900 biltests af både benzinbiler, dieselbiler, elbiler og plugin-hybrider.
